Efter at have redigeret det kulturradikale tidsskrift ”Kritisk Revy” i et par år i slutningen af 1920’erne, udgav Poul Henningsen sin første bog ”Hvad med kulturen?” i 1933. Bog er måske så meget sagt: I virkeligheden er der nok snarere tale om en pamflet eller et langt debatindlæg, hvis man tager omfanget i betragtning – ca. 50 sider plus en masse billeder.
Men emnet var alvorligt nok. Årstallet 1933 ringer dystert: Det var året, hvor Adolf Hitler kom til magten i Tyskland. For en frisindet tænker som PH var det den foreløbige kulmination på den kulturelle formørkelse, som han havde anet i Europa, siden den verdensomspændende økonomiske krise tog rigtig fat i 1929. I Tyskland var krisen kraftigt medvirkende til nazismens opblomstring, og det var mere end noget andet denne ideologi, som ”Hvad med kulturen?” var vendt mod.
For PH var det åbenbart, at kulturen ikke bare er et ligegyldigt appendiks til den førte politik. God kunst var for ham fremadskuende i stedet for bagudskuende, og demokratisk i stedet for autoritær. Kunsten (den gode kunst, altså) er med PH’s egne ord ”en stræben efter at frigøre mennesket fra samfundets indsnævring og slaveri” (s. 8). Ud fra denne grundanskuelse opstillede PH i sin pamflet et gyldigt og moderne alternativ til den borgerlige og nationalromantiske forherligelse af fortiden, som han kunne spore i store dele af samtidskunsten.
Hvis de europæiske socialdemokratier ifølge PH skulle have en chance mod den gryende totalitarisme, var de nødt til også at føre aggressiv politik på kulturens område. Ifølge PH måtte den moderne kunst udnytte sit demokratiske potentiale – kunsten måtte være allemandseje og orientere sig mod det almindelige, daglige liv. Kunsten skulle med andre ord løsrives fra overklasse og kostbarhed. Den skulle forarge og pege fremad – aldrig blot blive et spejl for de tilfredse stemmer i samfundet.