Opvågningsbog

Citat
”Tak for fersknerne, de var meget modne. Du må have passet godt på dem. Jeg spiste dem med udsigt til et næsten-regnvejr. Jeg kom ikke til at tænke på dine breve. Hvis vi bare havde hørt bedre efter dengang afstandene underviste. Flodprammen i dine minder fragter rødbeder og er selv RØDBEDE-FARVET. Jeg har lagt amputationerne bag mig, jeg har dem ikke mere. To stokke gror sammen med lysets hjælp. Det drysser oppe fra solen og ned i din øl. Burde vi ikke le?”

”Opvågningsbog”, s. 14.

René Jean Jensens debut ”Opvågningsbog” (2001) er en lille bog på 15 små sider med tekst på forsiden men ikke på bagsiden. Faktisk er den på en måde så lille, som en bog kan være. 16 sider inkl. for- og bagside er nemlig hvad man får, hvis man folder et ark papir i A3-format til A6-format. B-16-serien var en serie små bøger, forlaget Basilisk, som Jean Jensen også var redaktør på, udgav i begyndelsen af 00’erne. Der var bl.a. bøger af Ursula Andkjær Olsen, Martin Larsen, Mikkel Thykier, Ola Julén og Harald Voetmann.

”Opvågningsbog” består af korte stykker tekst, der i opsætningen ligner prosa. De har alle et næsten hallucineret skær over sig: ”Jeg fik at vide at min bog var færdig. Hvilken bog? tænkte jeg.” (s. 1). Sådan begynder bogen, og sådan slås det drømmeagtige an fra starten. ”Opvågningsbog” er baseret på en praksis, Jean Jensen havde, hvor det første han gjorde, når han vågnede om morgenen var at gribe en diktafon og optage sig selv. I det stadie mellem sovende og ikke-helt-vågen kunne han være lidt ved siden af sig selv, forskudt fra sin vågne bevidsthed. Ikke at der er tale om nonsenstekst, slet ikke, sætningerne er meget skarpe og fine. Man mærker et tydeligt arbejde med at skifte i tempo og tonalitet fra sætning til sætning. Nogle gange så meget, at man kan blive i tvivl om, om de enkelte sætninger egentlig hænger sammen. Forstået på den måde, at de ofte springer og skaber en forvirring i og med de udvider rummet. Det kan se sådan her ud: ”I et rum der teede sig så man kunne gå på væggene.

Men det var underordnet med den magt de små molekyler af hendes duft gav mig. Jeg sidder ved siden af en mand i biografen og bøvser syrligt. Det er en stumfilm.” (s. 5). Hver sætning kunne høre til sit eget univers, drømmelogikken er meget tydelig her. Det samme er humoren i værket. Det bliver til en udsigelsesposition, som er svær at få hold på, denne væren ved siden af sig selv, og det giver teksten et liv. På den måde minder det mere om at læse poesi end om at læse fortællende prosa. Nogle gange opstår der længere forløb, men man får altid indtrykket, at enhver sætning kan være starten på noget helt nyt.