Baggrund

Citat
”Hun var utrolig uvidende. Ikke den fjærneste Ide om Kunst; endnu mindre om Historie eller nogen anden Art Kundskab overhovedet. Hun opfattede alt fra et Østergade- og Salonstandpunkt – men så naivt og selvfølgeligt, at jeg begyndte at faa Medlidenhed med hende og at undskylde Pantheren i hende. – Naar det menneskelige har faaet saa liden Pleje, tænkte jeg, er det intet Under, at Dyret kommer frem! –”
”Loreley”, ”I udvalg”, s. 105.

Olivia Wilhelmine Rosalia Levison (1847-94) voksede op som den yngste af fem søskende i en jødisk akademikerfamilie med moderen Frederikke V. Bendix og faderen Esaias Levison, der var lærer ved den jødiske drengeskole. Hendes bror Ferdinand Emanuel Levison var læge og ven med Georg Brandes, som hun gennem broderen lærte at kende. Olivia Levison boede hjemme, til hun var 41, da hun passede sin syge mor. Selvom hun ikke fik en formel uddannelse, læste hun italiensk og russisk, og hun talte både fransk, engelsk og tysk og arbejdede som oversætter. I årene 1888-1891 var hun gift med den svenske musikkritiker Hilder Gustaf Sandström og boede i samme periode i Stockholm, indtil hun blev skilt og flyttede tilbage til København.

Levisons første novellesamling ”Min første Bog” blev udgivet under pseudonymet Silvia Bennet i 1874. Herefter fulgte samlingen ”Gjæringstid” (1881) og romanen ”Konsulinden” (1887) samt en biografi om den engelske socialist Charles Bradlaugh i 1894.
29156999

Udover at skrive skønlitteratur var Olivia Levison aktiv i debatten om kønsroller og skrev blandt andet om kvindefrigørelse i Politiken, hvor hun fik trykt 54 artikler og debatindlæg med det første bragt 1. oktober 1884. Hun skrev også litteraturanmeldelser og rejsebreve i blade og tidsskrifter. Under den såkaldte sædelighedsfejde i 1887 og i datidens heftige debat om kvinder og ligestilling deltog Levison engageret bl.a. med indlæg i Politiken, hvor hun tog til genmæle mod den svenske dramatiker August Strindberg, der mente, at kvinders plads var i hjemmet og mod den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnson, der var fortaler for seksuel afholdenhed inden ægteskabet.

Hun døde som kun 46-årig i 1894 og ligger begravet på den jødiske kirkegård Mosaisk Vestre Begravelsesplads i Sydhavnen i København. Efter hendes død skrev Georg Brandes hendes nekrolog, der blev bragt i Politiken og sluttede således: ”I sin Tro på Videnskaben, i sin Foragt for Indskrænkethed og Fordom, i sin Kærlighed til Frihed og Fornuft var hun Magnetnaalsikker; ikke selv de haardeste lidelser havde nogen Magt over det i hendes Væsen, der var hendes egen Religion.”