Der er ingen ærlige digte om døde kvinder

Citat
”Hvad vil vi have fra hinanden/ når vi har fortalt vores historier/ vil vi have/ lindring vil vi have/ mosklædt ro der lister hen over vores ar/ vil vi have/ den stærke søster der ikke er frygtindgydende/ og som kan få smerten til at forsvinde/ mors stemme ude i gangen/ du gjorde det rigtigt/ første gang darling/ du behøver aldrig/ at gøre det igen.”
”Der er ingen ærlige digte om døde kvinder”, s. 29.

”Der er ingen ærlige digte om døde kvinder” (2019) er en oversættelse af Audre Lordes væsentligste digtsamlinger udgivet i årene 1973-1993. Digtene følger ikke en kronologisk orden, men et register bagerst i bogen giver en oversigt over, hvornår digtene er skrevet.

Åbningsdigtet ”Den samme død om og om igen eller vuggeviser er for børn” stammer fra digtsamlingen ”The Black Unicorn” fra 1978 og handler om drab på sorte børn i USA. Digtet kan læses som både en sørgende klagesang og et opråb til hvide feminister om solidaritet.

48858155

Titeldigtet stammer fra ”Our Dead Behind Us” (1986) og er et af digtsamlingens mere stilfærdige digte med sin længsel efter ro og lindring. Kendetegnende for alle digtene er bevidstheden om volden og hadets tilstedeværelse i alle aspekter af livet, og uretfærdigheden er åbenlys, som når politibetjente skyder uskyldige børn på grund af deres hudfarve. Digterjeget beretter om racialiserede menneskeskæbner, der brutalt bliver dræbt og nævner ofrene ved navn, som en påmindelse til læseren om at huske deres uretfærdige død. Eksempelvis er et digt tilegnet Clifford Glover, en tiårig sort dreng som i 1973 blev skudt og dræbt af en hvid betjent på gaden i Queens. I du-form tiltaler digterjeget de døde, men også sin mor, datter og kæreste henvender hun sig til.

Digtene kredser om, hvordan man overlever i en fjendtlig verden, og ikke mindst hvordan man lever med sig selv, når man er vidende om så barske realiteter. Et sted siger digterjeget, at hun ikke behøver at være rig, bare i stand til at vide, hvordan det føles at være led og ked af anemoner, som et billede på den ubekymrede virkelighed, de privilegerede lever i. Indimellem skildringerne af trusler, farer og vold er der også glimt af håb, kærlighed og søsterskab.

Digtene trækker på mytisk, historisk og personligt stof og er skrevet i et direkte sprog, som betjener sig af et poetisk billedsprog med stærke visuelle kvaliteter. Tonen i digtene veksler mellem sorgfuldhed, en behersket vrede og en slagkraft, der indprenter sig hos læseren.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Der er ingen ærlige digte om døde kvinder"