Hulda Lütken

Hulda Dagny Lütken blev født i 1896 i Elling sogn i Vendsyssel og voksede op i landsbyen Holmen. Her voksede hun op med sin søster Povline, sin mor Anna Nielsine Martine Nielsen og sin far Jens Peter Lütken. Han var skolelærer, og hun gik i hans skole i sin opvækst. Efter en kort periode, hvor hun arbejdede som ung pige i huset, vendte hun hjem og hjalp sin far med undervisningen. Moderen var af taterslægt, hvilket man både fysisk kunne se på Hulda og fornemme i hendes digte med et blik for de udstødte.

I 1917 blev Hulda gift med Jens Kristian Jensen, men ægteskabet blev opløst i 1928, og deres søn Poul (f. 1916) fulgte faderen. I slutningen af 1920’erne rejste Lütken til København, hvor hun arbejdede som husbestyrerinde og færdedes i de litterære kredse omkring digterne Emil Bønnelycke og Tom Kristensen og det såkaldte Valby-parnas. I 1930’erne vendte hun hjem til Vendsyssel, hvor hun boede resten af sine dage, men af og til tog hun til hovedstaden for at få et litterært pust og var med kredsen om det litterære tidsskrift Vild Hvede og redaktøren Viggo F. Møller. I 1930’erne bidrog hun med digte til avantgardetidsskriftet ”linien”.

Hulda Lütken debuterede med digtsamlingen ”Lys og Skygge” i 1927, og hverken i sine digte eller romaner skånede hun nogen for sit knivskarpe psykologiske blik, heller ikke sig selv som kvindeligt subjekt. Viggo F. Møller beskrev hende som værende ”besat af trang til den voldsomste åbenhed, den mest rabiate selvafsløring”, og i Gyldendals Julebog 1947 udfoldede han, hvordan hun rummede alle modsætninger i sig: ”Hun var kold og varm, lidenskabelig og beregnende, impulsiv og stædig, ydmyg og stolt, storsindet og smaalig, primitiv og forfinet, hensynsfuld og forrygende taktløs.” (Citeret fra Erik Skyum-Nielsen: Ud af skyggerne. Informations Forlag, 2023).

Fra 1932 og frem til sin død var Hulda Lütken i et forhold med Henry Julius Jakobsen, som hun blev gift med, kort tid inden hun døde i 1946. I løbet af sin levetid modtog Hulda Lütken en lang række legater.

I 1933 udkom Hulda Lütkens roman ”De uansvarlige”, der er en skæbnetung beretning om længsler, begær og gudstro.

I en slidt stationsby sidder en flok mænd i hotellets skænkestue, drikker sjusser og kigger ud over torvet. Her kommer den mandhaftige Sørine gående, og hun gør præcis, som det passer hende: bor alene med sin uægte datter Clarence og har besøg af sin elsker Klarinetten hver lørdag. På en gård udenfor byen bor Therese med sin mand Ejnar og deres datter Erna og to små tvillingedrenge. Hos dem bor også hendes store datter Agathe, der er født udenfor ægteskab, og som Ejnar er stedfar til. For at bode sin synd med sit uægte barn er Therese blevet missionsk og lever nu nøje efter Guds regler, men den fromhed, hun ønsker i familien, udfordres af Agathe, der går med læbestift og opsøger mænd på stationen om aftenen. Erna er for lille til at forstå voksenlivet, og forud for syndefaldet spørger hun sig selv: Hvorfor lister hendes mor ind til faren om natten? Hvad laver Agathe?

137759721

Therese er for svagelig til at få flere børn, så da hun bliver gravid, tæller de i stilhed dagene til skæbnesvangre fødsel. Erna føler, at hendes far har slået hendes mor ihjel, og Agathe, der aldrig har følt sig elsket i familien, bruger sin ungdommelige attrå til at straffe faderen ved at opsøge ham om natten og gøre ham afhængig af hendes erotiske nærvær. Ejnar driver sig selv til vanvid i det forbudte begær efter sin steddatter og savnet efter Therese, og til sidst slår han både sig selv og Agathe ihjel. Erna er nu helt alene med sit savn og sine tanker om skyld, om Guds straf og om at leve op til sin mors formaninger. Da Erna er til sit første bal, ender det katastrofalt: Hun bliver drukket fuld og voldtaget af en rejsende, der smitter hende med gonorre. Det udstøder hende fra samfundet og sender hende ned i en spiral af druk og selvhad.

Den alvidende fortællers skiftende perspektiv giver læseren indblik i de forskellige karakterers tro og tvivl, og de lange, udfoldede tankerækker viser personernes længsel efter så forskellige ting som seksuel forløsning, Guds fred og moderkærlighed. Deres længsler er paradoksalt nok både det, der holder dem i live og slår dem ihjel.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "De uansvarlige"

Hulda Lütken skrev både digte og romaner samt selvbiografien ”Mennesket på Lerfødder” fra 1943. Debutdigtsamlingen ”Lys og Skygge” fra 1927 er skrevet i et traditionelt formsprog og inspireret af senromantikken, mens forfatterskabets sene digte forlader ”den rytmiske, rimede form og dropper de visuelt regelmæssige strofer,” som Erik Skyum-Nielsen formulerer det i ”Ud af skyggerne”. Gennemgående er der et søgende og personligt digterjeg til stede i de naturnære digte med brug af årstider, måne, jord, himmel og andre universelle elementer, lige som også forholdet mellem den menneskelige natur og den store natur spiller ind. I ”De uansvarlige” oplever både Erna og Therese en trøst i naturen, som de oplever med ydmyg taknemmelighed, når de lokkes ud af månen eller ser en fuglerede på marken.

I sine romaner bruger Hulda Lütken af sit biografiske stof og skriver i en mere realistisk form, først med ”Degnens hus” og siden i ”Lokesæd” og ”De uansvarlige”. Med en psykologisk tilgang til stoffet undersøger hun menneskelige drifter og begær, og hun ser individet i lyset af påvirkningen fra både arv og miljø.

I et brev til forfatterkollegaen Karin Michaëlis skrev Hulda Lütken i 1933, at ”mange finder mig uæstetisk”, og det peger måske på hendes optagethed af sociale og psykologiske forhold omkring opvækst og kvindeliv. Moderskab og moderbindinger er centrale temaer gennem både digte og romaner, og moderen omtales som ”månemoder, ildmoder, gudsmoder og menneskemoder”, som Lise Loesch skriver i sit portræt af Lütken i Danske digtere i det 20. århundrede (s. 131).

Som en kvindelig forfatter, der beskæftigede sig med kvinders længsler og erotiske liv, stak Lütken ud i sin levetid. I det hele taget var hun optaget af identitet og kønsidentitet, og i erindringsromanen ”Mennesket på Lerfødder” spørger hun, om hun rent ud er ”en Kvinde med en Mands Sjæl?”. I hendes sidste roman, ”Så er jeg fri”, er fortælleren en mand.

I forfatterskabet generelt er der en optagethed af den udstødte og af spændingen mellem begær og sjælelig renhed, mellem drift og synd, Eros og død. Både Therese og Erna er i ”De uansvarlige” splittede mellem livslyst, formanende gudstro og samfundets fordømmelse, og de lever i frygten for at komme i helvede. Lütken giver på den måde et nuanceret indblik i, hvordan tro påvirker et menneske.

Hulda Lütken skrev primært sine værker i mellemkrigstiden med et blik tilbage på senromantikken og frem mod friere vers i digtningen. Nye tanker om psykoanalyse og forståelse af drift og det menneskelige selv har påvirket hende, ligesom den forestående verdenskrig har sat spor i hendes sene værker.

Der er oplagte paralleller mellem Hulda Lütken og den finlandssvenske digter Edith Södergran (1892-1923), der indvarslede den modernistiske skrivestil i Skandinavien og kan siges at være forbillede for den subjektive digterlinje i den nordiske poesi. I en artikel i Nordisk kvindelitteraturhistorie kalder Anne-Marie Mai Hulda Lütken, Tove Meyer og Bodil Bech for ”Södergrans danske døtre”. Både Lütken og Södergran er optaget af eros og død, og Erik Skyum-Nielsen skriver om deres slægtskab: ”Ligheden mellem dem består i den ekstatiske livstørst og i længslen efter Eros hinsides fordomme og hæmmende grænser. Forskellen ligger i afstanden mellem det æstetisk vildt hensynsløse hos Södergran og det senromantisk efterklingende hos hendes danske beundrer. Som imidlertid altid brænder igennem ved sin kolossale intensitet og sensibilitet – et temperament af uregerlig kraft.” (Erik Skyum-Nielsen: Hos digteren Hulda Lütken er naturen både et fængsel og et fristed. Information, 2020-08-21). En anden svensk digter, Lütken slægter på, er Karin Boye.

Hulda Lütkens samtidige digterkollega Bodil Bech (1889-1942) har også en interesse for barndommen og for kvinden som seksuelt væsen, og i sin debut ”Vi der ejer Natten” fra 1934 skriver Bech om erotisk frigørelse. Om de to skriver Lise Loesch i ”Danske digtere i det 20. århundrede 2”: ”Som kvindeforfattere med en bekendende subjektiv tendens, særlig i den lyriske produktion, beskriver de begge en feminin psykologisk tilstand” (s. 130).

Med Tove Ditlevsen deler Hulda Lütken en psykologisk interesse for kvindeliv og længsler og magtforhold i relationer. Nok var Ditlevsen begejstret for Lütkens værker, men hun følte sig intimideret af Lütken under et besøg hos hende og Viggo F. Møller. I Ditlevsens erindringsbog ”Ungdom” (1967) står der: »En aften da jeg besøger Viggo F., ringer det på døren, og der lyder en mørk kvindestemme ude fra entreen. Viggo F. kommer ind med en lille trivelig, gnistrende sort dame, der trykker min hånd, som om hun har i sinde at rive den af mig, og siger: Hulda Lütken. Nå, sådan ser De ud. De er snart så feteret, at det ikke er til at holde ud. Så sætter hun sig og henvender hele tiden ordet til Viggo F., der tilsidst beder mig om at gå, for der er noget, han skal tale med Hulda om. Senere forklarer han mig, hvad han allerede før har antydet, at Hulda Lütken ikke kan udstå andre kvindelige lyrikere.« (Citeret efter Erik Skyum-Nielsen: Hos digteren Hulda Lütken er naturen både et fængsel og et fristed. Information, 2020-08-21).

Et andet værk, der i lighed med ”De uansvarlige” tematiserer en missionsk livsførelse og den smalle sti mellem fortabelse og frelse, er Hans Kirks kollektivroman ”Fiskerne” fra 1928.