Sara Mesa

Den spanske forfatter Sara Mesa er født i Madrid i 1976 og flyttede til Sevilla med sin familie, da hun var barn. Hun har studeret journalistik og spansk filologi, og i 2007 debuterede hun med digtsamlingen ”Este jilguero agenda”, som hun samme år modtog litteraturprisen Premio Nacional de Poesía Miguel Hernández for. Siden har hun udgivet adskillige noveller og romaner, hvoraf flere har modtaget priser og anerkendelser. Indtil videre er to af hendes romaner oversat til dansk, først ”Cara de pan” (2018), der udkom under titlen ”Måneansigt” i 2019 og siden ”Un amor” (2020), der udkom på dansk i 2023 som ”Kærlighed af en slags”.

Hvor hun i første del af sit forfatterskab skrev allegorisk og mere eventyrlige scenarier på kanten af det plausible, har hun siden ”Måneansigt” skrevet mere realistisk, men dog altid med et symbolsk og betydningsmættet lag også. Mesa var særligt i sine tidlige værker optaget af barndommen og den dybe brønd, den er at fortælle ud fra. Om det siger hun i et interview: ”Børn har en meget spændende måde at se verden på, meget intuitiv, endnu ikke plettet af fordomme. Det er et blik med magiske elementer, overtroiske om man vil, med en uvirkelighed der ligner drømmenes. Det er ikke kun det, at barndommen i sig selv er et uendeligt tema – hvilket det er – men også at det tilbyder perspektiver og synsvinkler, der er nyttige, hvis man ikke vil repræsentere virkeligheden som et hele. Jeg foretrækker altid delvise, obskure eller tvetydige virkeligheder.” (María Ayete Gil: Far-Reaching Minimalism: A Conversation with Sara Mesa. World Literature Today, 2019-04-23. Egen oversættelse). Netop det obskure og tvetydige er fremtrædende i hendes værker, der efterladeren læseren siddende helt yderst på stolen i et forsøg på at forstå tekstens mange lag og samtidig forhandle med sin egen moral.

Sara Mesa er bosat i Sevilla.

Sara Mesas ”Cara de pan” (2018) udkom på dansk i 2019 med titlen ”Måneansigt”. Det bliver romanens 13-årige hovedperson kaldt af hendes klassekammerat Margo, der synes hun ligner en måne med sine blege, udflydende kinder, ”en rund form af hvidt blævreflæsk” (s. 33). Pigen kan ikke lide at gå i skole, så i stedet går hun hver dag hen i parken og sætter sig i et buskads.

En dag kommer en ældre mand ind til hende, og hendes tillærte frygt for mænd og deres sikkert skumle bagtanker afholder hende fra at åbne sig for ham.

47803268

Men da hun finder ud af, at han bare ønsker hendes selskab, indleder de et venskab, der lige så meget er et skæbnefællesskab. De er begge to begavede individer, der ikke passer ind i konventionelle fællesskaber og som helst vil være alene. For første gang oplever pigen at blive forstået af et andet menneske, men hun kæmper alligevel med bekymringerne om, hvordan deres venskab ser ud udefra: hun er 13, og han er 54. Han går i et slidt jakkesæt og taler mærkeligt, men pigen holder af ham for den han er: en begejstret fuglekigger, Nina Simone-kender og god til at lytte.

Til en start holder hun sin alder hemmelig for ham, da hun er bange for, at han vil sladre til skolen om hendes pjækkeri. Hun siger, at hun er næsten 14, ”casi catorze”, og han navngiver hende Casi, ligesom hun giver ham navnet Viejo, der betyder gammel. Langsomt folder hans historie sig ud med psykiatriske indlæggelser, selvmordsforsøg og en incestramt opvækst, så Casi skal hele tiden skelne mellem sin egen relation til Viejo og omverdenens fordømmelse af dem, der træder udenfor. Samtidig er hendes seksualitet ved at vågne, og hun bruger Viejo til at undersøge den nærmere.

Romanen foregår primært i deres lille parkhule som et lidt aparte kammerspil, og fortælleren har indre synsvinkel hos Casi og ser altså kun Viejo udefra eller gennem Casis blik. Deres dialoger er ikke angivet direkte, så læseren må selv afkode, hvad der er tanke og hvad der er tale.

Sara Mesa skriver om store tabuer og forbudte følelser, men med det enkelte menneskes opfattelse af verden som rettesnor. Hun foreviser nuanceret, hvor påvirkelige vi er for andres holdninger og samfundets normer, når vi er sammen med andre mennesker. Det er en fintfølende roman om menneskeligt ligeværd.