karin michaëlis
Foto: Ullstein Bild / Ritzau Scanpix

Karin Michaëlis

cand.mag. Anna Møller, Bureauet, juli 2019.
Top image group
karin michaëlis
Foto: Ullstein Bild / Ritzau Scanpix

Indledning

Engang var hun et kendt navn i store dele af verden, men i dag er hun næsten gået i glemmebogen. Men også kun næsten. I løbet af 2019 og 2020 fejres Karin Michaëlis og hendes alsidige forfatterskab med en række aktiviteter, og fejringen af den internationale randrusianer er fuldt fortjent. Hendes kontroversielle og nyskabende bøger, hvor især kvinderollen, identitet, erotisk kærlighed, barnet og fantasien er gennemgående temaer, var unikke og superpopulære i deres tid – og hendes frihedselskende hovedpersoner blev forløbere for et opgør mod de undertrykkende kræfter i samfundet og i selvet.

53725929

Blå bog

Født: 20. marts 1872 i Randers.

Død: 11. januar 1950 i København.

Uddannelse: Uafsluttet pianistuddannelse.

Debut: Højt Spil. Salmonsen, 1898.

Litteraturpriser: Bl.a. Tagea Brandts Rejselegat, 1927 og Drachmannlegatet, 1947. Modtog i 1946 Kong Christian X's Frihedsmedalje for sin indsats for Danmark i USA under Anden Verdenskrig.

Seneste udgivelse: Menneskekød. Forlaget Sidste Århundrede, 2019.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Alt det, som var, er ikke mere. Jeg er Elsbeth Bugge, og jeg staar endnu paa Tærsklen ind til det store, skønne Liv.”

”Den farlige alder”, s. 182.

Karin Michaëlis blev født 20. marts 1872 i Randers som Katharina Marie Bech Brøndum. Hendes forældre var telegrafist Jacob Anthonius Brøndum (1837-1921) og kransebinder Nielsine Petrine Bech (1839-1932), og hun var den næstældste i en søskendeflok på fem. Karin Michaëlis havde et meget tæt forhold til sine forældre, og de fik stor betydning for forfatterskabet.

Som ganske ung var hun privatlærerinde på Læsø og på en herregård nord for Randers, og herefter tog Karin Michaëlis til København for at uddanne sig til klaverlærer. Hun vendte dog hjem omkring 1895 for at blive gift med forfatteren Sophus Michaëlis (1965-1932), som hun havde mødt gennem nogle venner. Tre år efter debuterede Karin Michaëlis med en novellesamling, og da ægtemanden rejste til udlandet nogle år efter, skrev Karin Michaëlis lynhurtigt den anderledes dagbogsroman ”Barnet” (1902). Den blev forfatterens første gennembrud og blev året efter efterfulgt af brevromanen ”Lillemor” (1903). Begge bøger blev oversat til tysk, og frem til, at Hitler kom til magten i 1933, var den danske forfatter en efterspurgt – og omdiskuteret – foredragsholder i de tysksprogede dele af Europa. Med den skandaleombruste dobbeltroman ”Den farlige Alder” (1910) og ”Elsie Lindtner” (1912) oplevede hun sit andet gennembrud, og bøgerne blev bl.a. filmatiserede af den danske stumfilmsskuespiller og -instruktør August Blom (1869-1947).

I 1911 blev Karin Michaëlis skilt, men hun giftede sig igen året efter – dette ægteskab endte også i skilsmisse og uden børn. Under Første Verdenskrig 1914-1918 lavede Karin Michaëlis velgørende arbejde i Wien, og i 1930’erne hjalp hun tyskere, deriblandt dramatikeren Bertolt Brecht (1898-1956), på flugt fra Hitler. I 1924-1930 udgav hun erindringsromanen ”Træet på godt og ondt I-IV”, der blev forfatterens tredje gennembrud.

Karin Michaëlis rejste meget, og i perioden 1903-1913 var hun hvert år i USA, hvor en søster boede og hvor hun også flygtede til ved starten på Anden Verdenskrig i 1940. Der arbejdede hun som journalist og havde pga. nazismens indtog pludselig ingen indtægter fra Tyskland. I Tyskland blev hendes bøger forbudt i 1939. Hun vendte hjem til Danmark ved krigens afslutning og oplevede en stor popularitet, men allerede i 1950, da hun døde i København 11. januar, var hun glemt og fattig igen. Karin Michaëlis er begravet på Thurø, hvor hun boede store dele af sit voksne liv.

Barnet

”Jeg har tre Tanker uden Ende, den ene snor sig om den anden. Det er tre Slanger, som stikker og stikker. (…). Den ene er Døden, en anden mit Væddemaal, og den tredje … den tredje min Far og Mor.”

”Barnet”, s. 100.

Efter at have debuteret med et digt under navnet Catarina Bech-Brøndum i ”Illustreret Tidende” i 1895 udgav Karin Michaëlis tre år efter debuten ”Højt spil”. Både den samt de to efterfølgende udgivelser, ”Fattige i Aanden” (1901) og ”Birkedommeren” (1901), fik ikke ros i offentligheden, men i 1902 udgav den produktive unge forfatter den lille og tragiske roman Barnet”. Bogen om den syge teenager Andrea, der bliver dårligere og dårligere af en mystisk sygdom, blev hendes første gennembrud og var med til at tegne Karin Michaëlis’ særegne stil. Gennem dialog, dagbogsnotater og breve får læseren et blik helt ind i hovedpersonernes tanker, og det giver en psykologisk dybde i karaktererne, som er ganske særlig.

52956994

Andreas forældre sover ikke i samme seng og elsker ikke hinanden længere. Andrea selv forguder sin kølige rektorfar, som hun er den eneste, der har en følelsesmæssig kontakt til, mens den undseelige, nervøse og morfinafhængige mor ikke opnår Andreas respekt. Foran hendes øjne ser hun forældrenes ægteskab falde fra hinanden, og da moren efter Andreas død finder en række kladdehæfter med dagbogsnotater, indser hun pludselig, at ægteparrets manglende indbyrdes kærlighed har påvirket Andrea langt mere, end de anede. Den unge pige har været i en loyalitetskonflikt over det ulykkelige ægteskab og samtidig selv haft en spirende seksualitet. Moren finder også et brev skrevet af bedstemoren med gotiske bogstaver. I brevet fritlægges forældrenes fortid, og bedstemoren er ærlig omkring, hvorfor forældrenes ægteskab er dødt. Andrea læste dog aldrig brevet, da hun ikke kunne læse gotisk skrift, og derfor plagede hun frem til sin død om at lære at læse ’de gamle danske bogstaver’.

”Barnet” tager fat på en række temaer, som ikke var genstand for litteraturen i starten af 1900-tallet, nemlig ægteskabskrise, pigens udvikling til kvinde, en kvindes sorgfulde længsel efter sin mand, depression, skyld, skam og kvindebegær. Samtidig var hendes blanding af bl.a. dagbogsnotater og breve med realistiske begivenheder og en mystisk symbolisme helt unik. Karin Michaëlis har i et radiointerview selv nævnt ”Barnet” som en af de romaner, hun holdt mest af.