I 1991 debuterede Naja Marie Aidt med digtsamlingen ”Så længe jeg er ung”. Året efter blev den fulgt op af ”Et vanskeligt møde”, og i 1994 udkom ”Det tredje landskab”. De tre digtsamlinger blev i 1995 genudgivet under titlen ”Trilogi”. Værkerne tematiserer de forbund, der eksisterer mellem kroppe og sind, ligesom de tematiserer forholdet mellem krop og natur, mellem menneske og mening samt mellem liv og død. Trilogien kan læses som en suite af digte, der samler sig til en fortælling om et menneskes liv fra ubekymret ungdom til voksenlivets angst og ansvar og videre i en bevægelse mod afklaring.
Det første digt i samlingen hedder ”Harmonia”, og det indledes med en idyllisk beskrivelse af en middagsstund i haven under majsolens stråler. I de første to strofer sidder familien i tavshed og betragter naturens blomstring. I tredje strofe er scenen rykket inden døre, hvor madlavningen kalder, alt imens familiens unge piger ”skraber lerfarvet jord/ af røde negle/ og glemmer at svare/ deres navn”. Citatet antyder, at de unge piger er mere optagede af at smukkesere sig end af at lave mad. De er endda så optagede, at de glemmer at svare deres navn, hvilket refererer til, at de distancerer sig fra deres rolle i familien. I fjerde strofe spises det tilberedte, og de voksne proklamerer: ”tal om de mindste ting/ der findes”, hvilket er en talemåde for ikke at tale om ubetydelige ting. Når man taler om de mindste ting, taler man om vejr og vind, og man er således sikker på ikke at komme til at fornærme nogen. Distancen opstår dog alligevel, og måske netop fordi der kun må tales om det mindste, for de unge piger vil have mere end det. I femte strofe svarer de unge piger deres navn ”under unge mænds/ hænder”, og imens ”taler de gamle, de hvisker/ om alle de blomster der bliver/ til sommer”. Ved at gentage referencen om at svare sit navn manifesteres en distance mellem den unge og den ældre generation som peger på en manglende forståelse. Distancen ekspliciteres desuden ved, at det er forår i digtet; en årstid der knyttes til ungdommens liv og drømme, mens de ældres symbol er sommeren, som de taler om, og som repræsenterer det modne. ”alle de blomster der bliver/ til sommer” refererer til at de unge er ved at modnes og blive voksne.
21093904
Digtets sidste strofe indvarsler en Frank Jægersk dæmoni, idet det hedder: ”se nu huset i skoven/ og vid at de onde ånder/ kommer frem når de får plads/ nu fylder den tunge kreds/ af forbundne kroppe/ rummene ud/ samlet i forårets blødeste lys/ på landet”. Afslutningen peger fremad og på, at tilstanden vil forandre sig i fremtiden, og at det ikke ligefrem er til det bedre. Der, i foråret, holdes dæmonien borte af de forbundne kroppe, af det ubrydelige slægtskab mellem disse mennesker.
I digtet ”To år efter eller Harmonia 2” er scenen atter sat i haven på landet under majsolen, men nu er de unge piger blevet voksne og har selv fået børn, og hvor de unge piger i ”Harmonia” insisterede på indhold, så er de nu trætte, ”og alle de mindste ting/ er alt der er”. Eller som det også hedder ”vi lader være med at tale/ vi såres så let/ vi har været stille for længe”. Alle de usagte ord florerer imellem familiemedlemmerne og spænder ben for egentligt samvær, og derfor farer ”tusind ånder” nu ”rundt i den stille nat/ de bringer drømme om usagte ord/og tiderne før/ til de forskrækkede familier”. Hvad der i ”Harmonia” var onde ånder, der lurede, er nu blevet til tusind ånder, der farer rundt og har sat en skræk i livet i hvert enkelt familiemedlem og imellem dem.
Idyllen bliver for alvor brudt i digtet ”Virkelige nætter eller tvangstanke 2”: ”Med al den ondskab/ godheden rummer/ vil jeg kvæle mine børn/ i sene utydelige timer/ tage livet af dem/ de bliver til den mest krævende fjende/ jeg har mødt/ mit raseri tager livet af/ al den kærlighed der er”. I det sidste digt fra samlingen ”Det tredje landskab” er der dog håb at spore. Afslutningen lyder således: ”Her/ har min angst forladt mig/ sluppet sit jagende greb./ Jeg kan gå ind/ i et skimtet land/ og forstå: det er mit”. Digterjeg’et kan altså slippe sin angst, fordi det nu har en fornemmelse af sin plads i verden. I det afsluttende digt er digterjeg’et kommet til forståelse af, at verden er et landskab, hvor livet såvel som døden er implicitte størrelser. Jeg’et har forstået, at livet består af ”tomme huller/ og dem der/ er dybe som døden”, og netop ved at jeg’et har erkendt, at døden er en del af livet og ikke blot dets modsætning, så har det kunnet forlade sin angst.