Baggrund

Citat
”Jeg ønskede ikke at slå ihjel, jeg var ikke sat i verden for at slå ihjel. Jeg ville gerne være lærerinde. Men jeg så, hvordan de brændte landsbyer ned… Jeg kunne ikke skrige, jeg kunne ikke græde højt: Vi var sendt ud på rekognoscering og var kommet forbi denne landsby. Jeg kunne kun bide mig i hænderne, og jeg har stadig ar på hænderne fra den tid, jeg bed dem til blods. Ned i kødet.”
”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt”, s. 296.

Svetlana Aleksijevitj blev født i den vestukrainske by Ivano-Frankivsk d. 31. maj 1948, men voksede op i Hviderusland, hvorfra hendes far stammede. Faren var skolelærer, mens moren var bibliotekar, og den unge Aleksijevitj har altså helt fra barnsben haft bøger og lærdom tæt inde på livet. Hun begyndte også tidligt at skrive for egen fornøjelses skyld, og før hun søgte ind på den journalistiske linje ved universitetet i Minsk, havde hun også længe skrevet artikler for forskellige aviser og magasiner.

Efter endt uddannelse fik Aleksijevitj arbejde på en lokalavis og senere på et litterært magasin, hvor hun fik det redaktionelle ansvar for non-fiktion. Da Aleksijevitj efter længere tids søgen endelig syntes at have fundet en måde at skrive på, der kunne modsvare den virkelighed, hun ønskede at portrættere, løb hun for første gang panden mod det totalitære sovjetiske system. Hendes første bog ”Jeg har forladt min landsby” blev aldrig udgivet, men ødelagt af de sovjetiske myndigheder, fordi dens portrætter af folk, som havde forladt deres fødested, ansås for at være næret af en antikommunistisk holdning.

I det hele taget synes Aleksijevitjs litterære løbebane at være oversået med barrierer, der er stillet op af en paranoid totalitarisme. Hendes anden bog og egentlige debut, ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” (1985), sad fast på forlaget i to år, før den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov trådte til og indledte en opblødning af det sovjetiske diktatur. I 1985 kunne hendes første bog således udkomme i både Minsk og Moskva som led i fejringen af 40-året for Sovjetunionens sejr over nazismen.

Censur og chikane har dog været faste følgesvende for Aleksijevitj. Diktaturet stoppede nemlig ikke i Hviderusland med Sovjetunionens fald, og den hviderussiske præsident Viktor Lukasjenko er heller ikke begejstret for hverken politisk opposition eller kritiske forfattere, og Aleksijevitj så sig således nødsaget til at forlade Minsk i 2000 til fordel for forskellige byer i Europa, hvor hun kunne tale frit.

I udlandet har hun altid været mere læst end i sit hjemland, og denne interesse kulminerede, da hun i 2015 blev tildelt verdens mest prestigefyldte litteraturpris, Nobelprisen.