Louis

Citat
”Jeg er festdronningen, hende der kan blive ved og ved. Men det er kun mig der ved, hvor sygeligt meget det her betyder for mig. Jeg har ikke noget bedre at byde mig selv eller andre. Jeg er lykkelig, når vennerne råber på mig og vi danser rundt og fester.”
”Louis”, s. 131.

Debutromanen ”Louis” fra 2008 handler om teenagepigen Louise, også kaldet Louis, som bor sammen med sin far og stedmor i Lyngby. Louis er dygtig i skolen, men bruger det meste af sin tid på at ryge hash og eksperimentere med sex og hårde stoffer. Hendes far, som er skoleinspektør, forsøger med straf, kontrol og vold at få Louis’ respekt, men hun gør, som det passer hende. Hun forelsker sig i den fandenivoldske og småkriminelle stilladsarbejder Isak, der hurtigt viser sig ikke at have den bedste indflydelse på Louis.
Romanens handling drives frem af Louis’ erkendelser, der dog ikke nødvendigvis leder til, at hun ændrer adfærd. Bogen igennem reflekterer hun over sin opførsel, sine medmennesker og sin tilværelse i al almindelighed.
Historien er fortalt af Louis selv, i jeg-form, og sammen med de mange refleksioner giver det en høj grad af identifikation med hovedpersonen. Læseren følger Louis’ ups and downs, vrede, sorg og usikkerhed tæt, og på den måde bliver personskildringen dyb og troværdig.

27157874

Sproget i bogen er også tro mod den måde, unge kommunikerer på i dag. Bandeord og slang krydret med sms-gengivelser er med til at gøre Louis og hendes omgangskreds troværdig. I den forbindelse illustrerer romamen den måde, unge kommunikerer i dag. Selv om mulighederne for at være i kontakt med hinanden er blevet flere, er formen blevet mere overfladisk og mindre forpligtende.

En illustration af dette er, at Louis konstant skriver smileys i sine sms’er, selv om hun langt fra er glad. Selv om hun via sin mobiltelefon har mulighed for at være i kontakt med andre, når hun vil, er kontakten overfladisk og skrøbelig og kan let brydes. 

”Louis” er en moderne ungdomsroman, som både behandler almene, tidsløse ungdomstemaer som forelskelse, grænser og oprør, og samtidig skildrer netop ungdomsgenerationen af i dag. En individorienteret generation, hvor bevidstheden om, at du er ’din egen lykkes smed’ giver den enkelte det fulde ansvar for selv at finde ud af livet. En opgave, der kan synes uoverstigelig for en usikker og svigtet teenager som Louis. Derfor er det i festen, i rusens fællesskab, hvor sanser og tanker er sløret, at Louis føler sig allermest tilpas og lykkelig.