I 2011 debuterede Rebecca Bach-Lauritsen med børnebogen ”Veronika lyder som harmonika”, der er illustreret af norske Stian Hole. Den handler om pigen Veronika, der igen er flyttet til en ny by sammen med sin mor og sin lillesøster Josefine. De er flyttet mange gange, og Veronika ved, at de kommer til at flytte igen, når hendes mor atter er blevet rastløs. Veronikas far var ”en dejlig nat for mange år siden”, som hendes mor siger, og han sender aldrig nogen breve. Josefines far sender breve af og til, og Veronika har hele tiden fornemmelsen af, at moderen og søsteren har noget særligt sammen, som hun ikke er en del af.
Første dag i den nye skole går ikke som smurt. Veronika kommer for sent, og da hun kommer ind i klassen, er de andre gået i filmlokalet. Veronika ved ikke, hvor det er, så hun bliver siddende i klassen og falder i søvn. Hun vågner ved, at der står 22 idioter og griner af hende, og det er nok. Hun skrider, ikke særlig imponeret over grødhovederne i den nye klasse. Måske kun ham med de brune øjne og for lange ærmer, ham tænker hun på, men med modstand.
Derhjemme er der ikke rart at være, så Veronika stikker af. Tager til den by, hun boede i sidst, for at se om hun kan få lidt retning på tilværelsen der. Men som hun står der inde i bycentret, skal hun vælge en udgang, og de hedder alle sammen noget med store bogstaver, og dem hader hun også. Så det bliver rulletrappen i en uendelighed.
28813554
Da hun er ude igen, ser hun tilfældigvis morens nye kærestes flyttebil og kryber ind i den. Den søde kæreste Mummi tager sig af Veronika uden at stille for mange spørgsmål, og han bliver hendes vej tilbage til familien. Han ser og hører hende og peger en retning ud for hende i modsætning til hendes mor, der ikke formår at sætte faste rammer om og forventninger til Veronikas lille liv.
Veronikas mor køber kun afskårne blomster, men Mummi har en potteplante med lidt liv i, som han forærer Veronika. ”Veronika lyder som harmonika” er en lidt skæbnetrist fortælling om en pige, der gerne vil høre til og slå rødder, som de potteplanter, der står nede i klasselokalet med børnenes navne på.
Bogen er skrevet i knappe sætninger, der rummer en masse uudtalte følelser og stemninger. Det understreges af Stian Holes illustrationer, der tænker med og indkapsler det særegne i hver scene.