Ovenpå er der stille

Citat
”Over for hinanden gnubbede vi os op ad jernstængerne, og fårene så på. Fedtet smørelse, solbeskinnet hud, tørt græs og salt sved. Høje skyer og lærker, som vi – uanset hvor meget vi anstrengte os – ikke kunne se. Vi hørte sammen, vi var to drenge med én krop.”
”Ovenpå er der stille”, s. 157.

I Gerbrand Bakkers debutroman ”Boven is het still” fra 2006 (”Ovenpå er der stille”, 2008) er Helmers far døende. I bogens første sætning får vi at vide, at Helmer bærer ham op på førstesalen i huset, og det bliver også tydeligt, at det er Helmers tanke, at faderen nok vil dø inden for kort tid. Jo før jo bedre. Men døden indtræffer ligesom ikke, på trods af, at en gråkrage slår sig ned lige udenfor farens vindue, og at faren tager dette som et dårligt tegn.

Helmer siger ikke et eneste sødt ord til sin far, og ind imellem glemmer han at gå ovenpå med vand eller mad til ham. Han er med andre ord slet ikke god ved sin far, og efterhånden som bogen skrider frem, bliver hadet til faderen mere forståeligt for læseren. For Helmer lever et liv, som han aldrig har ønsket. For 25 år siden døde hans tvillingebror Henk, som skulle have overtaget gården, i en trafikulykke. Helmer havde forladt den fædrene gård og læste litteratur inde på universitet i Amsterdam. Men med brorens død tvinges Helmer tilbage på gården og får at vide, at han nu er den, der skal malke køerne og overtage gården.

27367682

Nu er han 57 år gammel og lader aldrig til at være blevet glad for livet på gården. Med morens død og flytningen af faderen ovenpå, er det dog, som om livet atter åbner sig for Helmer. Han muger ud i barndomshjemmet og indretter sig, som han vil, knytter bånd til nabokonen og hendes to sønner, og han begynder at drømme om et andet liv. Han køber et kort over Danmark og går i gang med at lære sig navnene på danske byer i et håb om en dag at tage af sted.

Den store forvandling sker, da han bliver kontaktet af Riet, der var kæreste med hans tvillingebror. Forholdet til brorens gamle kæreste er kompliceret, da det river op i en gammel jalousi, som Helmer altid har båret rundt på. Ikke fordi han var forelsket i Riet, men nærmere fordi han havde en slags forelskelse i sin bror: ”Henk lå halvvejs under et lagen, hans nøgne overkrop var blålig i skæret. Han var smuk, noget så smuk.” (s. 88). Da Riets søn, som også er kommet til at hedde Henk, kommer og skal bo på gården som medhjælper, sætter det gang i de gamle længsler og savn.