Mirjam Bastian Wechselmanns debutroman ”Rejse i rød bil” (1997) handler om en ung kvinde, der flygter fra en tumultarisk opvækst for at finde et sted, hun kan kalde hjem og slå rødder.
Bogen udspiller sig i to dele, hvoraf den første foregår sammen med jegfortællerens to bedste venner Skafte og Rosa. De er som en lille familie, en ubrydelig enhed, der med al ungdommens iver rejser ud i verden. Sideløbende med fortællingen om deres færd er der indskud om fortællerens sorgfulde barndom og forliste kærlighed. Hun er flyttet til London for at starte på en frisk, og et af hendes jobs er at være personlig assistent for den stenrige Mr. Graham, der har en kone og en håndfuld elskerinder. En af disse elskerinder ser sig jaloux på fortællerens tætte bånd til mr. Graham, og på en udlandsrejse kører hun forsætligt ind i de tre unge menneskers bil, hvorved Skafte, Rosa og elskerinden selv dør. Fortælleren overlever, men i en tåge, en døs af savn, sorg og ensomhed.
I bogens anden del får fortælleren et brev af sin far, der er stukket af med hendes halvlillebror i noget, det minder mest om en kidnapning. Bag på brevet har faderen tegnet et kort, så hun kan finde ham, men inden hun når så langt, bliver hun slået ned, bagbundet og frarøvet brevet. Nogen ved noget. Hun finder sin far og indlogerer sig i det store hus, han passer. Her indleder hun et nyt familielignende forhold til alenemoren Katarina og hendes datter Vanille, der også trænger til nærvær. Her møder den lukkede og følelseskolde fortæller oprigtig omsorg og erfarer, hvor livgivende det er at åbne sig for andre mennesker.
”Rejse i rød bil” undersøger forholdet mellem identitet og nationalitet. Hvem er man, hvis man ikke har et hjem og et hjemland? Hvis man ikke engang har en familie, man kan tage hjem til? Hovedpersonen i romanen er splittet mellem ude og hjemme og længes hele tiden efter noget andet og mere, et sted at høre til. Barndommens skilsmisse og forældrenes selvrealiseringsprojekter har efterladt hende som et såret dyr, der er grundangst for at miste og derfor ikke tør indlade sig med andre mennesker. Det er en klassisk skildring af at rejse ud for at finde hjem. Og acceptere, at hjem ikke nødvendigvis er et sted i verden, men et sted i en selv.