Birde Poulsen

Nanna Gyldenkærne. 2002.
Main image
Poulsen, Birde
Foto: Privatfoto

Dansk illustrator. Har hovedsageligt illustreret bøger for børn og unge. For Birde Poulsen (f. 1953) begyndte det med dyrene og sådan er det stort set blevet ved. Hun voksede op ude på landet, et sted hvor der ifølge hende selv var flere dyrebørn end menneskebørn at lege med. Gæslinger vraltede rundt i gåsegang, og der blev udruget fasankyllinger under en varmepude i køkkenet, hvor også de mindste griseunger somme tider kom ind og fik sutteflaske. Birde Poulsen er mor til to døtre og bor i Nordsjælland (om end mindre landligt end i sin barndom). Hun har i perioder siddet på tegnestue sammen med andre illustratorer, men har i de senere år arbejdet hjemme, hvor husets katte nøje overvåger hendes arbejde.

62020644

 

Blå bog

Født: 1953, Nordsjælland.

Uddannelse: Studentereksamen. Skolen for brugskunst 1974-1979.

Debut: Illustrationer til Andersen, Gitte: Sophus og Josephine. Dalgaard, 1983.

Forfatterdebut: Hvem er det der gemmer sig. Gyldendal, 1994. Billedbog.

Litteraturpriser: Kulturministeriets illustratorpris, 1998.

Seneste udgivelse: Den store bog om Lille Krokodille. ABC, 2022. Billedbog.

 

Artikel type
illustratorer

Det begyndte med dyrene

For Birde Poulsen (f. 1953) begyndte det med dyrene - og sådan er det stort set blevet ved. Hun voksede op ude på landet i Nordsjælland, et sted hvor der ifølge hende selv var flere dyrebørn end menneskebørn at lege med. Gæslinger vraltede rundt i gåsegang som det passede dem, og der blev udruget fasankyllinger under en varmepude i køkkenet, hvor også de mindste griseunger somme tider kom ind og fik sutteflaske. Birde Poulsen siger, at det var dengang hun opdagede, at dyr både kan tænke og tale. Siden har hun i sine tegninger gjort sit bedste for at tolke deres tanker på en måde, så vi andre også kan forstå dem.

Efter studentereksamen boede Birde Poulsen et år på Færøerne, hvor den våde, tågede natur satte skub i akvarelmalingen og skærpede blikket for himmel og hav. Ikke mindst vandet har hun siden undersøgt i mange, mange tegninger: fra det brusende, oprørte hav til den rolige vandoverflade, der ligger blank og rødmende i solnedgangen.

Årene 1974-79 tilbragte Birde Poulsen på Skolen for Brugskunst, og derefter har der været illustration på dagsordenen. Først illustrationer til masser af undervisningsbøger (fx om medicinske emner som øre-, næse- og halssygdomme), derefter gradvis flere og flere billedbøger. Den første var historien om edderkopperne Eberhardt og Bertha (1985) med tekst af Bente Frithioff Kawa.

Samarbejdet mellem forfatter og illustrator førte i de følgende år til yderligere tre bøger: om bladlus og mariehøns (Herbie klarer ærterne, 1987), om myg (Pjoskes lille liv, 1988) og om gedehamse (Vibeke bli’r dronning, 1989). En billedbogsillustrator var ved at finde sin form og ikke mindst sin motivkreds. Selv siger hun: "Jeg er vist ikke så god til mennesker." Til gengæld har hun udviklet sig til Danmarks dyretegner nummer 1.

Birde Poulsen er mor til to døtre og bor også i dag i Nordsjælland (om end mindre landligt end i sin barndom). Hun har i perioder siddet på tegnestue sammen med andre illustratorer, men har i de senere år arbejdet hjemme, hvor husets katte nøje overvåger hendes arbejde.

Det ligner natur, men er det?

Hovedparten af Birde Poulsens illustrationer er først tegnet op med blyant og derefter farvelagt med akvarel. I enkelte af sine bøger har hun dog suppleret akvarellen med tempera, lak og kridt. I højere grad end de fleste mestrer Birde Poulsen det at male vådt-i-vådt, en teknik der er svær at styre fordi farverne gerne må løbe sammen, men endelig ikke for meget. Teknikken er med sine "ujævne" strukturer og den skiftende farveintensitet fremragende til at male naturbilleder med, for eksempel vand og det padde- og tudseskind, som der er så meget af i illustratorskabet. Præcis som ude i naturen er der ikke ret mange jævne farveflader i Birde Poulsens billeder, og i mange tilfælde hjælper hun effekten yderligere på vej ved at drysse salt over billederne, hvor saltkornene tegner små stjernelignende spor, når de suger den våde farve til sig.

I en hel del bogillustrationer har Birde Poulsen i den senere tid brugt blyanten som eneste redskab og fortæller, at hun er blevet mere og mere glad for de udtryksmuligheder den giver. Hendes arbejde med sort og hvidt og alle gråtonerne derimellem kan blandt andet ses i Jens Smærup Sørensens Farer på skolevejen(2001), Ulf Starks Alene med min bror (2001) og Daniel Zimakoffs Fremmed fugl(2002), som er forsynet med en række dejlige fuglevignetter.

Birde Poulsen tænker ikke bare i billeder, men i høj grad også i bogsider når hun planlægger sine illustrationer. Helt fra den første skitse er der tænkt på, hvor teksten skal placeres, og hvor meget den fylder. I modsætning til mange andre illustratorer er det imidlertid forholdsvis sjældent, at hun lader teksten indgå som en del af selve billedfladen. På det enkelte opslag udspiller billedsidens hovedhandling sig oftest i en eller flere illustrationer afgrænset af en farvelagt baggrund, ikke sjældent med en brudt ramme, så figurerne "stikker ud over" baggrunden. Derudover er der som regel en eller flere fritlagte tegninger eller vignetter på hvid baggrund i forbindelse med teksten, og tit også nogle rent dekorative elementer hentet fra naturen.

Blandt andet i Evelyn med de smukke øjne (1998), der har tekst af Sally Altschuler, fortæller Birde Poulsen en helt separat historie i mindre tegninger der ledsager hovedhistorien. Mens Altschulers tekst handler om myg og edderkopper, fortæller illustratoren sin egen historie om den nyudklækkede, rødøjede tudse der efterhånden lærer at bruge sin lange, slaskede tunge til andet end at ramme sig selv i nakken med, og som på sidste side danser en stille sjæler med sin nyfundne, blåøjede partner. Selv når billederne således fabulerer frit, er der fuldstændig styr på tingene: plads til teksten, variation i billedernes rytme, skiftende billedformater der giver mulighed for at fortælle historien i mange korte, nærmest tegneserieagtige sekvenser.