De vilde detektiver

Citat
”Måske skiltes vi der, cigaretrøgen fik mig til at tabe ham af syne som så mange andre man lærer at kende når man tager ud for at arbejde og snakke sammen, og derpå taber af syne. I Paris er det anderledes. Folk fjerner sig, folk bliver mindre, men man har tid til at sige farvel uanset om man ønsker det eller ej.”
”De vilde detektiver”, s. 538.

I Roberto Bolaños ”Los detectives salvajes” fra 1998 (”De vilde detektiver”, 2010) følger man digteren Arturo Belano, hvis historie har påfaldende lighed med Roberto Bolaño selv. Sammen med vennen Ulises Lima skaber Belano en litterær bevægelse, visceral-realisterne, og gennem dem følger vi digtertilværelsens vildveje i Mexico.

”De vilde detektiver” er opdelt i tre dele, som giver bogen en særlig cirkulær fortællestruktur. Første del er en dagbog, der strækker sig fra 2. november til 31. december 1975. Her følger vi jeg-personen Juan García Maderos, der med sine 17 år, sine mislykkede jurastudier og sin fascination af poesi og litteratur bevæger sig ind i digterlivet og bliver optaget i visceral-realisterne. Dagbogsformen bliver her et stilsikkert greb: Det er den arketypiske fortælling om en ung mands rejse fra barndom og ind i det spirende voksenliv, med alt hvad det bringer med sig af forvirring, følelser og kønsdrift. Liderligheden, besiddertrangen, konkurrencen mellem unge mænd, hvad enten det drejer sig om deres formåen med kvinder eller poesi, fylder påfaldende meget i dagbogsnotaterne, der også rummer en massiv og studentikos namedropping af digtere, kunstnere og litterater.

28476701

Bogens anden del er et sammensurium af fortællinger af forskellige mennesker, der har kendt og kender Arturo Belano og Ulises Lima. Historierne er kronologisk fremstillet, og den første fortælling begynder i januar 1976, samme periode som vores unge dagbogsforfatter skriver i. Denne del af bogen udgør et sammensat billede af de to digtere, der til tider fremstår som bedragere og andre gange er beskrevet som kunstneriske genier.

Sidste fortælling foregår samme sted og tid som den første: På den måde afslutter Bolaño en cirkel, der i stedet for at give svar og konklusioner, har ført læseren ud på en rejse og givet et mange facetteret indtryk af den menneskelige tilværelse i almindelighed og af digtertilværelsen i særdeleshed.

I tredje del af bogen er vi igen hos dagbogsforfatteren Maderos. Men nu er der gået kludder i tiden. Han har noteret en forkert dato – eller det vil sige, at alt det, han har skrevet fra den 31. december skrev han 1. januar: ”Det jeg skriver i dag, skriver jeg i virkeligheden i morgen der for mig bliver i dag og i går og også på en eller anden måde i morgen: en usynlig dag. Sådan da.” (s. 569). Tiden er altså ophævet, og derfor bliver virkeligheden også en fiktion. Tidens, stedets og handlingens enhed falder fra – eller nærmere ind i – hinanden.

Det vigtige bliver ikke fakta om, hvornår hvad skete, men beskrivelsen og iagttagelsen af begivenhederne. Der er aktion, passion og poesi over hele linjen, handlingen accelererer, indtil den pludselig stopper op, forsvinder et sted i Sonoraørkenen. De sidste tre dagbogsnoter gentager samme spørgsmål, illustreret af en firkant, der enten har fast eller stiplet linje: ”Hvad er der bag vinduet?” Bogen slutter med gåder uden svar. Firkanten er ikke et vindue. Og det er den måske så alligevel. Hvad gemmer sig bag denne bog?