Dødsspillet

Citat
”Hun er en påmindelse om hvorfor jeg er her. Ikke for blot at vise flotte kostumer frem og spise delikatesser. Men for at dø en blodig død, mens mængden hepper på min morder.”
”Dødsspillet”, s. 87.

Århundreder ude i fremtiden. En række naturkatastrofer har plaget det nordamerikanske kontinent, og kampen om de tilbageværende midler har kastet befolkningen ud i en altomfattende borgerkrig. I asken af borgerkrigen opstår staten Panem i det område, som tidligere hed the United States of America. Panem styres af et nådesløst diktatur i hovedstaden Capitol. Efter et mislykket oprør indfører statsledelsen et spil, der skal illustrere dets altomfattende magt: Hvert år udvælges en pige og dreng fra hvert af Panems 12 distrikter til at kæmpe til døden, mens landets befolkning tvinges til at følge med på TV-skærme. Men noget går galt i den 74. udgave af spillet.

28290853

Her begynder Suzanne Collins sin trilogi med den roman, som har givet serien sin titel – ”The Hunger Games” fra 2008 (”Dødsspillet”, 2010). Da den 12-årige Primrose Everdeens navn bliver hevet ud af en bowle ved den årlige udvælgelsesceremoni, melder hendes søster sig i hendes sted. Kattua Everdeen bliver distrikt 12’s kvindelige ”soner” og må forlade sin mor, søster og barndomsvennen Gale. Sammen med den mandlige soner, bagersønnen Peeta Mellark, bliver hun transporteret til Capitol, hvor det årlige Dødsspil forberedes med kamptræning og stiliserede tv-interviews foran Capitols ekstravagant udsmykkede borgere. Og kort tid efter står de der; på hvert deres podie i en kæmpe arena sammen med 22 andre teenagere, som alle ved, at der kun er én overlevende, når Dødsspillet når sin afslutning.

Det er ikke mindst denne morbide og nådesløse præmis, der gør ”Dødsspillet” til noget ganske særligt. I kontrast til de fleste andre romaner inden for den hastigt opblomstrende ungdoms-fantasy-genre, er Hunger Games-trilogien både skræmmende realistisk og effektivt nuanceret. Her er hverken troldmænd eller vampyrer, men et diktatorisk system som fremstår alt for genkendeligt.

Det er dog ikke mindst overlevelseskampen mellem de 24 teenagere, der gør romanen så overvældende. Grænserne mellem ondt og godt må nødvendigvis udviskes, når unge mennesker med venskabelige bindinger tvinges til at overleve ved at lade andre dø. ”Dødsspillet” er en kompleks fortælling om moral og overlevelsesinstinkt, hvori håbet om en simpel lykkelig slutning dør hurtigere end det startfløjt, der sætter overlevelseskampen i gang.