Baggrund

Citat
”Sig det højt./ At livet som du kendte det, ikke vil vende tilbage igen./ Sig det højt og gå videre./ Forholdet til skolen./ Forholdet til børnenes mor./ Forholdet til et helt land./ Jeg har mistet lysten og evnen, uopretteligt.”
”Anden person ental”, s. 125.

Daniel Dencik er født i Stockholm i 1972 af svenske forældre. Da han var tre år, flyttede han med sin familie til Danmark. Han er vokset op i Valby, har gået på den jødiske privatskole Carolineskolen og senere på Vestre Borgerdyd Gymnasium. Han er stadig svensk statsborger, selvom han det meste af sit liv har boet i Danmark.

Hans forhold til Sverige er dog efterhånden anstrengt, og det skyldes især, at han har været udsat for falske anklager om vold og overgreb mod sine tvillinger i Sverige, hvor hans ekskone bor med børnene, og af den grund har fået frataget retten til at se dem.

Selv siger han om sit livs tragedie: ”Jeg levede et smukt og godt liv med mine tvillinger. Jeg var fraskilt, børnenes mor flyttede til Sverige, og det var mig, der pendlede. Fra den ene dag til den anden blev jeg anklaget for ting, som voksede og voksede, og jeg fik ikke lov til at møde mine børn. Myndighederne ville også kun møde mig, hvis jeg erkendte mig skyldig i ting, jeg ikke har gjort (…) Jeg har ikke set mine to børn i to år.” (Jeppe Bangsgaard: MS spørger: Daniel Dencik. Berlingske, 2014-02-02).

To af hans romaner kredser om denne personlige tragedie, men forfatterskabet startede et andet sted, nemlig med udgivelsen af digtsamlingen ”Lyn på en motorvej” i 1998. Den udkom, mens Dencik gik på filmskolen for at uddanne sig til filmklipper.

Som helt ung læste han filosofi på universitetet i Stockholm, men det blev arbejdet som filminstruktør og forfatter, der blev hans levevej. For dokumentarfilmen ”Tal R The Virgin”, der handler om vennen og kunstneren Tal R, modtog Dencik en Robert for årets bedste, korte dokumentar. Senest har han instrueret spillefilmen ”Miss Osaka” fra 2021.

Nyere interviews med Dencik handler især om at finde ro på den anden side af katastrofen – Denciks egen betegnelse for det, han har været igennem – og pleje det, man har: ”Men den katastrofe indeholdt en gave, der tog mig lang tid at pakke ud, og jeg er stadig i gang med at pakke den ud,” sagde han til Børsen i 2022, kort inden han rejste to år til Samoa sammen med sin nye familie (Maria Kentorp: ”Kun det smadrede kan repareres”. Børsen, 2022-09-16).

Daniel Dencik bor sammen med sin kone og deres to børn.