Baggrund

Citat
”Rannveig og Thora ønskede at dyrke grøntsager og gik ind for, at børnene på egnen skulle have frugt af og til, men dette regnede kun de færreste bønder på egnen for klogskab, idet de spurgte, om damerne måske kunne henvise til noget sted i sagaerne, hvor heltene spiser æbler.”

”Drømme på jorden”, s. 45.

Einar Már Guðmundsson blev født i Reykjavik den 18. september 1954. Sammen med sin bror Pálmi og sine forældre voksede han op i en forstad til Reykjavik, i de nye boligblokke, der beskrives i hans såkaldte Reykjavik-trilogi. Hans far var taxachauffør, og hans historier fra dagens ture har gødet jorden for Einar Márs mundtlige fortælletradition, og han har udtalt, at hans målgruppe først og fremmest er taxachauffører. (Rasmus Bo Sørensen: Med vinger på hjernen. Information, 2008-10-08).

I sine unge år var han involveret i en politisk organisation ved navn Fylkingin (Fronten), der holdt til på den yderste venstrefløj. Samtidig var han aktiv i en gruppe af kunstnere, intellektuelle og digtere omkring Galleri Suðurgata 7. Her mødte han filminstruktøren Friðrik Þór Friðriksson, og i gruppens litteratur- og kunsttidsskrift Svart á hvítu offentliggjorde han sine første digte. I slutningen af 1970’erne rendte Einar Már rundt med anorak og langt pandehår og solgte hjemmeduplikerede digtsamlinger på værtshusene i Reykjavik, hvor de gik som varmt brød ud på de små timer.

Under sin studietid på Islands Universitet blev han i 1976 undervist af den danske litterat Erik Skyum-Nielsen, der senere skulle blive hans faste oversætter, og i 1979 blev han bachelor i litteratur og historie fra Islands Universitet. Herefter flyttede han til København, hvor han i 1985 fik en kandidatgrad i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet. Han boede i København fra 1979 til 1986, og det var i denne periode, han skrev Reykjavik-trilogien.

Einar Márs debut var digtsamlingen ”Er nokkur í kórónafötum hér inni?”, der udkom i 1980. Efterfølgende kom Reykjavik-trilogien, der er en fabulerende trilogi om barndommens land i Reykjavik. En mere personlig, moden og realistisk menneskeskildring udgør ”Universets engle”, der står som et højdepunkt i forfatterskabet. Trilogien ”Fodspor på himlen”, ”Drømme på jorden” og ”Navnløse veje” er en ambitiøs kalejdoskopisk og halvdokumentarisk slægtskrønike over det 20. århundrede.

Med sine fortællinger ønsker Einar Már at komplettere den historie, man lærer i skolen: ”Jeg skriver nok mine romaner for at videregive det, som man glemmer; det der ikke kommer ind i de offentlige historiebøger. Og vise, at 'folk' ikke kun er samfundsbegrebet, men også mennesker med stolthed, uafhængigt af den sociale position. Omridsene af de personer, jeg skriver om i romanerne, er virkelige: Min farmor og farfar havde faktisk ti børn, og de levede under kummerlige vilkår, børnene blev anbragt forskellige steder på landet.” (Søren Vinterberg: Vi har aldrig forstået klassesamfundet. Politiken, 2003-12-13).

Hans bøger er oversat til adskillige sprog, og for den berømmede roman ”Universets engle” modtog Einar Már i 1995 Nordisk Råds Litteraturpris. På baggrund af samme roman lavede den islandske filminstruktør Friðrik Þór Friðriksson filmen ”Universets engle” i 2000.

Einar Már har skrevet både digte, romaner, noveller, børnebøger og enkelte filmmanuskripter og hans bøger rummer en ofte original blanding af poesi, fantasi og realisme og er båret af en umiddelbar og mundtlig fortælleglæde.

Forfatteren bor i dag i  det nordvestlige Reykjavik sammen med sin kone. Der er garagen indrettet som skrivestue, og dér bliver hans bøger til,  i nærheden af kvarteret, hvor han er vokset op.