Virkelighedsflugt

Citat
”Al holdbar digtning har denne karakter af magi og besværgelse i betydningen virkeliggørelse, tagen i besiddelse.”
”Virkelighedsflugt”, s. 142.

Gunnar Ekelöf udkom første gang på dansk i 1960 med essaysamlingen ”Lyngkvisten”. De to bedste essays herfra, nemlig titelessayet ”Lyngkvisten” og ”Et fotografi” er genudgivet i den fyldigere essaysamling ”Virkelighedsflugt” (Udvalgt og oversat af Karsten Sand Iversen, 2010), der udover rejsebeskrivelser og selvbiografiske optegnelser også byder på nogle af Ekelöfs kunst- og litteraturkritiske tekststykker.

Megen modernistisk litteratur tager ofte udgangspunkt i individets fremmedgørelse, og det gør Ekelöf ligeledes i samlingens indledende tekster. Det gælder eksempelvis ”Lyngkvisten” og ”En outsiders veje”, der begge på selvbiografisk vis belyser hans tab af livsmening, kedsomhed og indre ”mangel” eller længsel, som han stort set altid følte.

28128266

I samme tekster såvel som i andre beskriver han til gengæld også, hvordan han genvinder samme livsmening i sin prosa og digtning. Det gør han ved bl.a. at beskæftige sig med sin indre drømmeverden, sine visioner og åbenbaringer, mystik og historiske forhold i tilknytning til Nærorienten, og endelig ved at beskæftige sig med andres kunst, digtning og musik.

Men han beskriver også, hvordan han når sine lyriske mål i mere tekniske termer. Det gør han bl.a. ved at anvende surrealisternes såkaldte automatskrift, hvor det handler om at skrive så hurtigt og ubevidst som muligt. Med denne teknik anerkender han en vis terapeutisk og selvanalytisk funktion, som dog ikke kan stå alene, idet den kan blive for ensidig og dogmatisk. Andre skriftlige teknikker og drømmetydende arbejde må derfor med ind i billedet.

Derudover anfører han i teksten ”Fra en digters værksted”, at digtets mening opstår mellem ordene og linjerne, og at summen af to ord ved siden af hinanden således ikke blot giver 1+1 = 2 men snarere 3 – dvs. en tredje ekstra-betydning. Ifølge Ekelöf opstår der altså i de gode digte en slags magisk ”radioaktivitet” eller spænding mellem linjer og ord, der udløser den poetiske merbetydning. De gode digte bliver og forbliver således levende, og det er med denne ”virkeliggørelse”, at digtene tager verden i besiddelse. Således finder Ekelöf sit hjem og identitet i verden.