Kerstin Ekman debuterede som krimiforfatter og nåede at skrive fem regelrette krimier, før hun brød den lidt skematiske genre med romanerne "Dödsklockan", 1963 ("Dødsklokken", 1977) og "Pukehornet", 1967 ("Pukehornet", 1978). Men selv om Ekmans forfatterskab har udviklet sig i retning af mere realistiske og bredt anlagte samfundskritiske romaner, så medtager hun ofte det kriminalistiske element, mordets rugende gåde, i det senere forfatterskab. På det mere overordnede plan kan man næsten sammenligne læserens rolle i Ekmans univers med detektivens. Som den lokale betjent i den tidlige roman "De tre små mästarna" fra 1961 ("Tre små kinesere", 1964), der skal spore sig frem til en mordgåde i et lille indadvendt finlandssvensk samfund, må læseren ofte tolke tegnene grundigt og selv lægge tingene sammen undervejs.
At Kerstin Ekman skiftede kriminalromanen ud med en mere kompleks litteratur skyldtes bl.a. en personlig krise, der medførte, at hun blev skilt og flyttede fra det mondæne Uppsala og ud på landet. I et interview har hun udtalt, at "hvis man har talent for at skrive, er det ikke så svært at få en kriminalroman til at virke. Jeg har stor respekt for det, men man mærker jo, at det her er ikke livet. Du gør det let for dig selv ( ... ) Men der mangler noget. Og det er nødt til at være der i den store litteratur. Da jeg kom i gang med at skrive igen, skrev jeg med en større del af mig selv. Vovede noget mere. Og det koster mere længsel og uro at klare det, for man søger lidt mere, end man egentlig kan." (Nils Thorsen: Pigen i ordskoven. Politiken, 2003-10-11).