Portræt af Jon Fosse
Foto: Batzer & Co.

Jon Fosse

Ida Holmegaard, uddannet fra Forfatterskolen, 2015. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum 2016/2020 og januar 2022. Blå bog opdateret oktober 2023.
Top image group
Portræt af Jon Fosse
Foto: Batzer & Co.

Den prisvindende norske forfatter og dramatiker Jon Fosse har et helt særegent sprog; han skriver lange, mundrette og rytmiske sætninger og gentager ord, fraser og tanker, så hans enkle prosatekster får et stærkt musikalsk præg. Mange af Fosses romaner udspiller sig ved den norske vestkyst og fremstiller ofte det nære i karakterernes tilværelser; havet, bygden og familien. Også som dramatiker beskæftiger Fosse sig med intime relationer og skriver oftest korte stykker for få skuespillere. I 2015 modtog han Nordisk Råds litteraturpris, og i 2023 fik han Nobelprisen i litteratur. 

 

135728039

Blå bog

Født: 29. september 1959 i Haugesund, Rogaland, Norge.

Uddannelse: Cand.philol. fra universitetet i Bergen med litteraturvidenskab som hovedfag.

Debut: Raudt, Svart. Samlaget, 1983.

Litteraturpriser: Ibsenprisen, 1996. Nordisk Kulturråds Ærespris, 2003. Hedda-prisen, 2003. Nordisk Råds Litteraturpris, 2015. Brageprisen, 2021. Nobelprisen i Litteratur, 2023.

Seneste udgivelse: Hvidhed : fortælling. Batzer, 2023. (Kvitleik, 2023). Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. 

 

 

 

 

Videoklip

Jon Fosse. The dream we carry. Goetheinstituttet, oktober 2019.

Artikel type
voksne

Baggrund

“Og mor Silja blev med barn. Og hun fødte Asle. Og for at forsørge sig og sine tog far Sigvald hyre hos en fisker på øerne ude i havet, fiskeren boede på Storesteinen, og som del af lønnen kunne han og Silja bo i et bådhus fiskeren ejede i Dølgen. Sådan blev spillemanden far Sigvald også fisker, bosat i Bådehuset på Dølgen. Sådan var det. Sådan gik det. Og nu var både far Sigvald og mor Silja borte. For altid borte.”

Andvake, s. 11.

Jon Fosse er født i 1959 og opvokset på en gård i den lille by Strandebarm ved Hardangerfjorden i det vestlige Norge. Hans forældre var pietister, og hans bedstefar var kvæker og pacifist, så religionen fyldte meget i barndommen. Som ung spillede Fosse guitar og var del af et band, og som teenager tog han afstand fra pietismen og meldte sig ud af den norske folkekirke. Sidenhen flyttede han til Bergen for at studere litteraturvidenskab, filosofi og sociologi. Som 20-årig vandt han en novellekonkurrence ved Bergens universitet, og som 24-årig romandebuterede Fosse med Raudt, Svart. Siden har han været meget produktiv og har skrevet både prosa, skuespil, digte, essays og børnebøger.

Forholdet til tro og kristendom har været meget præsent gennem hele Fosses liv, selvom han i perioder har haft svært ved at finde sig til rette i en religiøs institution. Efter at have været meldt ud af den norske folkekirke i næsten tyve år, meldte han sig ind igen og sidenhen har han været i kontakt med kvækerbevægelsen i Bergen og er konverteret til katolicismen. Han har medvirket i en stor genoversættelse af bibelen, og flere af hans værker rummer klassiske, bibelske motiver, for eksempel romanen Andvake fra 2007, hvis fortælling mimer juleevangeliet.

Selv giver han komplekse og undersøgende svar på spørgsmålet om sit forhold til religion og tro, som her om hans forhold til Gud: “Jeg kan ikke forestille mig at Gud er både almægtig, alvidende og god. Jeg foretrækker at tro på en god Gud. En god Gud må enten ikke være almægtig eller ikke alvidende. Da foretrækker jeg alvidende og meget tæt på. Jeg tror, at gud både er langt borte og meget tæt på. Jeg tror, at Gud er inde i mig, eller at ‘Guds rige er inde i os’, som Jesus siger. Alt det jeg har sagt nu er indenfor vores sprog og begreber, men alt må jo være større end det vi kan sige med vores ord.” (Sissel Svendsen: Forfatteren Jon Fosse skriver om grunnkreftene i livet. Www.frelsensarmeen.no. Egen oversættelse).

Fosse har udtalt i interviews, at han har haft store alkoholproblemer, og i 2012 endte han på hospitalet med en voldsom alkoholforgiftning. Siden har han ikke drukket, og han har efter eget udsagn trukket sig meget tilbage fra offentligheden og optrædener.

På nuværende tidspunkt bor Jon Fosse dels i Grotten, en æresbolig, som ligger ved Kongeslottet i Oslo, dels i Frekhaug uden for Bergen og dels i byen Hainburg an der Donau uden for Wien, hvor han lever sammen med sin kone Anna Fosse.

I 2015 modtog Fosse Nordisk Råds litteraturpris for trilogien bestående af Andvake, Olavs draumar og Kveldsvævd. Fosse er en af de dramatikere, hvis stykker oftest bliver sat op på teatre i Europa, og hans værker er oversat til mere end tredive sprog.

Senest har Jon Fosse skrevet Septologien, et stort anlagt romanværk i syv bøger, som var færdigskrevet, inden første bog udkom på nynorsk i 2019. I Norge er bøgerne udkommet i tre bind, mens de på dansk er udkommet i syv

Melancholia I-II

“Og jeg ser på billedet af fjeldet derhjemme og vores båd og da kan jeg se at billedet ligner Lars meget når han er sådan, vist ligner det fjeldet derhjemme og vores båd, men ellers ligner det nok mest Lars når han er sådan som han af og til er. Jeg synes det er underligt at se hvordan billedet minder om Lars når han har det sådan. Det er sort på samme måde som Lars er sort. Mørket er det samme. Det er et mørke, der ikke er dødt, men lyser, et lysende mørke, ligesom.”
”Melancholia I-II”, s. 312.

Den norske landskabsmaler Lars Hertervigs liv belyses fra forskellige vinkler i Jon Fosses dobbeltroman Melancholia I og Melancholia II fra henholdsvis 1995 og 1996 (Melancholia I-II, 2003). Hertervig er en historisk person, som levede fra 1830 til 1902, og som store dele af sit liv led af skizofreni. Med Melancholia genskaber Fosse en egen, fiktionaliseret version af malerens liv.

Romanen falder i fire dele, som hver især foregår over en enkelt dag. I første del møder vi Hertervig i Düsseldorf, hvor han studerer maleri på kunstakademiet. Han er logerende hos familien Winkelmann, men smides ud af lejligheden, fordi han er blevet forelsket i familiens eneste datter, Helene. At han er psykisk skrøbelig, tydeliggør Fosse i sproget og fortællingens struktur; Hertervig er fuldkommen opslugt af Helene, men han skiftevis forguder hende og anklager hende for at ville begå incest med sin onkel. Desuden hallucinerer han kraftigt, underlige syner af sorte og hvide klæder tager form for hans øjne.

24936260

I bogens anden del møder vi Hertervig igen på Gaustad asyl, hvor han er indlagt og behandles for sin lidelse. Han hallucinerer, at Helene er til stede og onanerer, på trods af at det frarådes af overlægen. Han vil male, men er bange for, at han aldrig kommer til det igen.

Bogens tredje del foregår mere end hundrede år senere, i Bergen, hvor en forfatter vil skrive en bog om Hertervig, fordi han synes, at han måske har set noget guddommeligt i hans malerier. Samtidig overvejer han, hvordan han selv står i forhold til dette “guddommelige”.

Den fjerde og sidste del er fortalt fra Hertervigs søster Olines perspektiv og foregår, efter at Lars er død, og hun er blevet en gammel kone. Oline tænker tilbage på deres barndom i et fattigt hjem på en ø på den norske vestkyst.

Sætningerne i bogen er lange og bærer præg af Fosses forkærlighed for gentagelser og mundtlighed. Værkets synsvinkelskift tydeliggør desuden nuancerne i malerens karakter og viser, hvor forskelligt Hertervig som person er blevet opfattet – han bliver både set som et menneske med et skrøbeligt sind, en depraveret knægt, en dygtig kunstmaler, en galning, en kærlig bror og som én, der måske har haft adgang til at skue det guddommelige i naturen.

Vinter

“KVINDEN … Du/ Manden standser, vender sig mod kvinden/ Ja dig/ hvad faen er det du bilder dig ind/ Bare sån gå/ ja/ ja jeg snakker til dig/ forstår du ikke/ Jeg snakker til dig/ Det gør jeg jo/ Snakker jeg ikke til dig/ Jo for faen jeg snakker til dig/ men du/ ja hvad gør du/ jo du/ hun rejser sig, er lige ved at falde/ jo du/ jo du går jo for faen bare videre/ som om jeg ikke snakker til dig/ men jeg snakker til dig”.
”Vinter”, s. 3.

En navnløs mand og en navnløs kvinde er de to eneste karakterer i Jon Fosses teaterstykke Vinter fra 2000 (Vinter, 2013). Han er en forretningsmand, besøgende i byen for at holde et møde, og hende er vi ikke så sikre på, hun er i hvert fald svimmel og alene og det antydes, at hun er prostitueret. De to mødes tilfældigt på en bænk, han er på vej til sit møde, og hun sidder der bare, og da han er ved at gå, tager hun kontakt til ham og råber ad ham, skiftevis vredt og desperat efter selskab, at han skal blive, at de skal snakke lidt. “Jeg er din dame,” siger hun. “Vil du ikke snakke med mig?” Da det går op for ham, at hun ikke har det godt, tager han hende med op på sit hotelværelse og sørger for mad og nyt tøj til hende.

50819175

På trods af deres meget forskellige omstændigheder opstår der en særlig forbindelse mellem de to mennesker, der begynder som et desperat behov for kontakt, og det udvikler sig først til en ømhed og siden til noget, der minder om egentlig forelskelse. Han aflyser sit møde for hende, siger sit job op, hans kone forlader ham, og pludselig er rollerne vendt om. Pludselig er det ham, der går og leder efter kvinden i gaderne, han vil snakke og mødes, og hun holder igen. De ender sammen på hotelværelset, og stykket ender med en slags potentiel fremtid for dem, de taler om en rejse, at de kunne tage af sted, forsvinde sammen.

Replikkerne i stykket er korte, mundrette og fulde af gentagelser. Sætningerne er ofte uden grundled eller afbrudte, der er masser af små fyldord og -sætninger som ‘ja’, ‘måske’ og ‘det er sån’. Fosse har et særligt gehør for talesproget, og hvis man læser replikkerne op for sig selv, bliver det tydeligt, at de falder i talens let akavede, stammende rytme. Meget ligger desuden i regibemærkningerne, i at kvinden pludselig poserer, eller at manden i første scene hele tiden er ved at rejse sig for at gå.

Der er noget nedbarberet og enkelt over Vinter, replikkerne, de bare to forskellige kulisser, bænken og hotelværelset og de to navnløse karakterer – meget er overladt til skuespillerne og til publikum. Stykket kan ses som et forsøg på at indfange en stemning af pludselig intimitet, og sproget afspejler tydeligt besværet i at kommunikere pludseligt dybe og intense følelser til et fremmed menneske.

Morgen og aften

“(...) nej du milde, tænker Johannes og han står ret op og ned og ser og så tænker han, at alt ligesom er det det er, samtidig med at alt er anderledes, alle ting er almindelige ting, men de er ligesom blevet vældige og forgyldte, og tunge, som om de vejede så meget mere end sig selv og samtidig er som uden vægt, tænker Johannes og kan han lide det? nej, lide det kan han ikke sige, at han gør (...)”.
”Morgen og aften”, s. 38.

Jon Fosses roman Morgon og kveld fra år 2000 (Morgen og aften, 2001) foregår over to dage; den første og sidste dag i fiskeren Johannes’ liv. Første del af bogen handler således om, at Johannes kommer til verden, og om hans far Olai, der nervøst venter uden for døren, mens fødslen er i gang. Olai beder og håber på, at alt går godt, og at der ikke vil ske hans kone eller drengen noget.

I bogens andet afsnit vågner en gammel Johannes og mærker, at alt ikke er som det plejer. Han føler sig så let, som om der ingen tyngde er i den gamle krop længere. Johannes står op, spiser lidt og tænker på det liv, han har haft, som i grunden har været rigt. Han har haft en kone, han holdt af, Erna, de har fået børn og masser af børnebørn. Et simpelt liv på landet, men et godt liv.

23755645

På hans sædvanlige gåtur begynder sære ting at ske; hans datter Signe passerer lige forbi ham på vejen, hun går faktisk igennem ham, og han møder først sin gamle ven Peter, siden en ungdomsveninde, som han engang sendte et kærestebrev, og sin kone Erna, både i en ung og en ældre version. Alle disse mennesker er, på nær Signe, døde, og det både undrer og glæder Johannes at møde dem igen. Til allersidst skifter perspektivet til Signe, som finder sin far død i sengen. Han har altså vandret rundt i sin hjemby hele fortællingen som en form for spøgelse.

Peter er en slags færgemand eller Sankt Peter-figur. Han sejler Johannes ud på havet, hvor han langsomt opløses ind i en freds- og lykkefølelse – han siger farvel til verden og goddag til sine afdøde kære. Romanen har således både motivisk og tematisk religiøse overtoner i sin klare tematisering af fødsel og død, og i det, at den sidste del af bogen kan ses som en meditation over, hvad det, rent åndeligt, vil sige at forlade denne verden.

Romanen er skrevet i tredje person men med en indre synsvinkel, først fra Olais siden fra Johannes’ perspektiv. Sproget har mange biord og gentagelser, hvilket giver den en mundtlig karakter og mimer karakterernes indre monolog. Især i romanens sidste del bliver sproget nærmest cirkulært, idet teksten hele tiden vender tilbage til de samme punkter og tanker, som Johannes’ undren over at se Peter igen, at han lægger mærke til, at Peter skal klippes, hans tanker om fiskeriet, der på skift afløser hinanden.

Andvake

“(...) så ser hun Asle sidde der og lægge violinen under hagen og så begynder han at spille og straks sank det i hende og hun blev løftet op og hun steg og steg og i hans spil hørte hun far Aslak synge og hun hører sit eget liv og sin egen fremtid og hun ved det hun ved og så er hun til stede i sin egen fremtid og alt er åbent og alt er svært men sangen den er der og det er vel denne sang de kalder kærlighed (...)”.
”Andvake”, s. 18.

Titlen på romanen Andvake fra 2007 (Andvake, 2010) er den samme på dansk og norsk, måske fordi det nynorske ord er så svært at oversætte; det betyder på en gang søvnløs, nattevågen og årvågen. Søvnløse og hvileløse er i hvert fald de to hovedpersoner, Asle og Alida, som vandrer rundt i byen Bjørgvins gader. I gammel tid var Bjørgvin navn på den norske by Bergen.

Det regner, det er efterår, og Alida er højgravid, men ingen vil give dem husly. Begge er de sytten år og står på grænsen til voksenlivet. I tilbageblik fortælles historien om de to, og hvordan de mødte hinanden. Asle er blevet forældreløs, og Alidas mor holder ikke af hende, så sammen har de besluttet at forlade deres barndoms ø for at begynde et nyt liv i byen. Men det er ikke så let, som de havde ventet. De ejer ingenting, og ingen forbarmer sig over dem.

28509480

Fosses Andvake er tydeligvis en gendigtning af juleevangeliet. Asle og Alida er historiens Maria og Josef, men på trods af de to hovedpersoners bundløse kærlighed til hinanden er Fosses udgave alligevel af et mere dystert tilsnit. Ingen engle eller vismænd kommer ind fra højre og giver gaver, der står ingen stråleglans om de to, kun vestnorsk regn og efterårsmørke. Asle og Alida er og bliver fattige, og selvom de ønsker at gøre det bedste, ender Asle alligevel, antydes det, med at måtte gøre en stor ugerning for at skaffe husly til sin lille nye familie.

Denne roman er, som de fleste andre af Fosses bøger, præget af hans særlige forkærlighed for meget lange sætninger og en særlig musikalsk rytme i sproget. Denne musikalitet i sproget spejles i bogens tematisering af musikken; Asle er spillemand, ligesom hans far var det før ham, og det er, da Alida første gang hører ham spille, at forelskelsen går op for dem begge. Asle husker sin far fortælle om, hvordan det at være spillemand kan gøre en urolig, og at det til tider kan være et utaknemmeligt arbejde. Man må give alt, man har, til spillet, man må gøre de andre glade frem for at gøre sig selv glad.

Andvake er et dystert eventyr om at blive voksen i en urimelig verden, og en del af romanens grundlæggende stemning af uro vokser ud af musikkens tiltrækningskraft og temposkift, af mørket og af Asles potentielt farlige forsøg på at forsørge sine nærmeste.

Olavs drømme

“Han går ind i svinget, og inde i svinget kan han se fjorden, tænker Olav, for nu er han Olav, ikke Asle, og nu er Alida ikke Alida, men Åsta, nu er de Åsta og Olav Vik, tænker Olav og han tænker at i dag måtte han gå til Bjørgvin og få udrettet sit ærinde der og han er inde i svinget og nu ser han at fjorden blinker, først nu ser han det …”.
”Olavs drømme”, s. 5.

Andet bind af Jon Fosses prisvindende trilogi, Olavs draumar fra 2012 (Olavs drømme, 2015), består af et langt punktumløst forløb over romanens 80 sider. Asle og Alida er fortsat hovedpersoner, men de har af dulgte årsager skiftet navn til Olav og Åsta Vik og er flyttet ud af Bjørgvin med deres lille dreng Sigvald.

Ved romanens start er Olav på vej ind til byen for at købe ringe til ham og Åsta. På vejen langs den blinkede fjord møder han en gammel mand, der kender hans rigtige navn og gerne vil tale med ham. Men Olav går fra ham og ender på en beværtning i byen. Her venter den samme gamling på ham, anmassende og anklagende. Det bliver en lang dag for Olav i Bjørgvin, hvor fristelser i form af øl, guld og kvindfolk lokker ham ustandseligt. Han køber det smukkeste armbånd til Åsta, men det bliver mørkt, og han når ikke hjem den dag.

52035317

Mens Olav går rundt i Bjørgvin, tænker han på Åsta og Sigvald og på deres rejse fra byen til landet, hvor de har bosat sig i et tomt hus. Han er på flugt fra sit navn og sin historie, og Gamlingen ved tydeligvis for meget. Den lurende kriminalhistorie lægger et uhyggeligt skær over romanen, og som læser nærer man mistro til de fleste, mens Olavs tillidsfulde væsen skubber ham ud i problemer.

Romanen er skrevet i en rytmisk prosa, der med gentagelser og dansende lethed minder om den musik, som nu er ude af Olavs liv, da han har solgt sin fars violin for at få penge til ringe. Han er ikke længere spillemand, men en fattig småkriminel. Skiftet mellem scener og tider foregår umærkeligt i de vuggende sætninger, og på den måde er det som at være inde i Olavs hoved, hvor tankestrømme, oplevelser og erindringer afløser hinanden. Der er mange dialoger i romanen, og de minder om dramaets replikskifte med regibemærkninger.

De fleste karakterer hedder det, de er: den gamle mand hedder Gamlingen, hans kone Gamle og deres datter Pigen; juveleren Juveleren. Det giver dem en universalitet og gør dem til typer, der kunne optræde alle steder og til alle tider. Som en kristen grundfortælling er Olavs drømme en fortælling om en enorm kærlighed, om forbrydelser gjort i kærlighedens navn, om at flygte fra sig selv og leve med skyld og svigt. Om naturens helende kraft og byens farlige fristelser.

Kveldsvævd

“… og så må hun smage lidt på kødbollerne, tænker Alida og hun skærer sig en god bid og hun dypper den i fedt og så får hun også lidt stegt flæsk på gaflen og hun får det i munden og lidt fedt løber ned over hagen og hvad gør det, tænker Alida og hun trækker vejret dybt og puster ud, for noget så godt som det her har hun aldrig smagt før, det er hun sikker på, tænker Alida og hun tygger og hun smager og hun skærer sig endnu et godt stykke røget kød og med fingrene putter hun det i munden og hun tygger …”.
”Kveldsvævd”, s. 18.

I 2014 udkom Kveldsvævd (Kveldsvævd, 2015), der er tredje og sidste bind i Jon Fosses trilogi. Kveldsvævd er sat sammen af kveld (aften) og svævd (af ordet svæve) og betyder at blive træt om aftenen, livstræt, træt af dage. Da Asle dør i Olavs drømme, slipper han jorden i det eneste, der er tilbage: svævet. Udtrykket svæver over både indledning og afslutning på denne lille roman, der er skrevet i en lang strøm. Alidas aldrende barnebarn Ales sidder alene i sit køkken og møder i en vision sin afdøde bedstemor, der som andre døde i romanen både kan tale og tænke. Netop Alidas erindringer om tiden efter Olavs død er romanens største del.

Alida ved ikke, at Asle er død, da hun leder efter ham i Bjørgvin, træt, sulten og alene med lille Sigvald.

52070880

En dag møder hun bysbarnet Åsleik, der fortæller hende, at både Asle og hendes mor er døde. Herefter byder han hende på et himmerigsmåltid af røget kød, ærter, kålrabi og øl, og maden vækker noget i Alidas krop og tanker. Hun får kontakt med Asle, der giver hende gode råd til at tage de rigtige beslutninger, så da Åsleik tilbyder Alida arbejde som tjenestepige på sin gård, siger hun ja. Asle modsætter sig, at Sigvald skal vokse op med en ensom, hjemløs mor, så efter en betydende sejltur til Åsleiks hus i Vigen flytter Alida ind og bliver snart gravid med deres første barn.

Det musikalske tema spiller videre i denne roman, hvor erindringer om de døde oftest bæres af stemmer, sang og musik, og hvor forbindelsen mellem generationerne tydeligst går gennem musikken: Alida og Asles søn Sigvald bliver spillemand som sin far og sin farfar, får selv en datter udenfor ægteskab, hvis søn hedder Jon (!) og er spillemand og digter (s. 236).

Som en allestedsnærværende og påtrængende karakter klæber døden til karaktererne og dermed romanen. Hverken Ales eller Alida har været til begravelser hos deres nærmeste, og måske derfor opsøger Alida Ales til en endelig afsked. Sammen forlader de den jordiske verden (Alida for anden gang) i tæt samhørighed med naturen. Med musikalitet hylder romanen kunsten og bøjer sig ærbødigt for den natur, der bringer både uendelig skønhed og fare med sig og samtidig tilvejebringer den daglige mad.

Det andet navn – Septologien I

“… og de holder fast om smøgen og fadøllen og så beder de en stille bøn, en bøn mere som et øjekast ud over havet inde i sig selv, uden et ord, men så langt øjet rækker ud over havet strækker bønnen sig helt uden ord, for ordene de bliver tilbage, det er sikkert …”.
”Det andet navn – Septologien 1”, s. 159.

Som begyndelse på en bebudet septologi – romanserie i syv bind – udgav Jon Fosse i 2019 Det andre namnet – Septologien 1 (Det andet navn – Septologien 1, 2019). Kunstmaleren Asle har netop påbegyndt et nyt oliemaleri med en brun og en lilla streg, der sammen danner et x-formet andreaskors. Hermed anslås i første sætning nogle af de væsentligste temaer i romanen, der over 259 punktumløse sider foregår over en enkelt mandag i Asles liv: tro og kunst.

47325455

Formen fylder lige så meget som den spinkle handling, og man må læse langsomt og indgående for at udrede teksten, der med gentagelser og lange, rytmiske sætninger løber som en stadig strøm – eller som bølgerne i titlen på et af Asles malerier: ‘Og bølgerne slår mod land’.

I det fortællende nu er Asle på vej hjem fra byen Bjørgvin i sin bil, og han passerer sin ven Asles lejlighed uden at stoppe. Til gengæld fortsætter fortællingen inde i lejligheden hos den anden Asle, der er kunstmaler, stærkt alkoholiseret og suicidal og på mange måder ligner fortælleren Asle til forveksling. På vej hjem stopper den første Asle ved en legeplads, hvor et ungt par opfører deres eget forelskede teaterstykke, og hvor den mandlige part forekommer at være en yngre udgave af Asle. Da han kommer hjem til sit hus på landet, bliver han opsøgt af sin nabo Åsleik. Senere på dagen kører han tilbage til Bjørgvin i et tiltagende snevejr for efter en pludselig indskydelse at se til sin ven Asle. Han finder ham liggende i sneen, halvdød af druk.

Selvom der på handlingsplanet ikke er det store drama, så er fortællingen mættet med uopklarede forhold: Er Asle og Asle den samme i tidsligt eller psykologisk forskudte udgaver? Er den unge mand også Asle? Hvem er Gud? Asles indre monologer om kunst, tro, eksistentialisme og ikke mindst bønner driver teksten frem, ligesom undersøgelsen af ensomhed gør det. I refleksioner over sine kunstværker udfolder Asle sig om lys og mørke, om det usynlige lys, der skal være til stede i hans billeder, før de er færdige. Om lyset i mørket, der også hænger sammen med religionen.

Der er navnesammenfald med karakterer fra det øvrige forfatterskab, ligesom der er sammenfald med forfatteren selv – Asle har langt gråt hår i en hestehale, er tørlagt alkoholiker og konverteret til katolicisme, så dette første bind af Septologien lægger sig naturligt ind i det samlede forfatterskab.

Det andet navn – Septologien II

“Det er et fint gammelt hus, siger Asle
Ja, siger Søsteren
Den blå farve er så fin, siger han
og Søsteren nikker
Det var sikkert ikke så fint da det var nyt, men det er blevet fint, regn og vind og sne har gjort det fint, siger Asle
og han siger at malingen nogle steder skaller af og det gør bare den blå farve endnu finere og Søsteren siger at hun ikke kan se det, at farven bliver finere, men hun kan i hvert fald se at huset er blåt, siger hun”.
”Det andet navn – Septologien II”, s. 32-33.

Andet bind af Jon Fosses septologi, Det andre namnet – Septologien II, 2019 (Det andet navn – Septologien II, 2019), begynder som første bind med sætningen: “Og jeg ser mig selv stå og se.” Fortælleren ser igen (sig selv se) på maleriet af den brune og lilla streg, der krydser hinanden. Og dette bind slutter som det første åbent, med en bøn, uden afsluttende punktum.

Det er blevet tirsdag, og Asle er vågnet på et hotel i Bjørgvin uden at have sovet ret meget. Hans ven Asle er indlagt på sygehuset med delirium tremens, og hans hund Brage er hos kvinden Guro, der aftenen før påstod at kende Asle, da hun hjalp ham gennem byen i sneen.

47325463

På vej hjem fra Bjørgvin ser han de to børn Asle og Alida stå ved landevejen, og en lang sekvens fra deres barndom følger. De må ikke gå ned til Fjorden for deres mor, men Asle trækker Alida med sig: “Vi har gjort det vi vil og ikke det Mor vil,” som Alida siger (s. 50). Den lille Asle er mest optaget af farver, af de mange grå farver i Bådhusets skifertag, de utallige navnløse blå nuancer i det gamle hus og i alt det brune; man aner en kunstners farvesans blive vakt til live. På denne dag drukner naboens dreng Bård og sætter livet i perspektiv.

Tilbage i sit hus pakker Asle varer ud og får besøg af Åsleik, der har ryddet hans indkørsel for sne. De spiser et måltid sammen, og Asle går i seng. Tirsdagen er gået med at savne den afdøde hustru Ales, erindre barndommen, reflektere over lysets synlighed og knytte sig til hunden Brage, der varmer så godt under dynen om aftenen i det kolde hus.

Refleksioner over Gud og lys og en art kunstens poetik, der også lægger sig over litteraturen, samt detaljerede beskrivelser af dagligdags gøremål fylder sammen med barndomserindringer dette andet bind af septologien. Igen er sproget fuldt af gentagelser og genkommende motiver, og atter får figuren Asle liv gennem flere tider på samme tid. Der er mange døde i de to første bind af Septologien, som Fosse i et interview har kaldt “et langt dødsøjeblik” (Daniel Øhrstrøm: Jon Fosse: »Livet er den drøm, man først vågner fra, når man dør«. Kristeligt Dagblad, 2019-07-27).

Jeg er en anden - Septologien III

“Jeg holder om det brune kors af træ, og siger så om og om igen inde i mig selv mens jeg ånder dybt ind Herre og mens jeg ånder langsomt ud Jesus og mens jeg ånder dybt ind Kristus og mens jeg ånder langsomt ud Forbarm dig og mens jeg ånder dybt ind Over mig”.
Jeg er en anden – Septologien III, s. 110.

Tredje bind i septologien, Eg er ein annan – Septologien III fra 2020 (Jeg er en anden – Septologien III, 2021), foregår over en onsdag morgen og en formiddag. Asle vågner i det kolde hus, naboen Åsleik kommer forbi for at vælge et billede til sin søsters julegave, og Asle kører ind mod Bjørgvin for at aflevere sine malerier til årets juleudstilling på Galleri Beyer.

48731694

I frie spring mellem tider tænker Asle tilbage på først sin barndom, hvor hans mor mistroede ham at have stjålet tre kroner (som han havde fået af Skaldepanden for at tie stille om, at han havde taget Asle på lårene). Senere tænker han tilbage på den periode, hvor hans søster pludseligt døde, og hvor de voldsomme billeder i hans hoved fyldte så meget, at han forsøgte at spille dem ud i stedet for at male dem ud. Men tiden som lidt uduelig guitarist i et rockband fik ikke smerten til at forsvinde, så han vendte tilbage til maleriet. Asle begynder på gymnasiet og flytter hjemmefra. I et underspillet og humoristisk tilbageblik hører vi om den dag, Asles familie fik bil (som nogen af de sidste), og hvor fremmedgørende det var for hans forældre pludselig at være bilejere. Midt i den ellers tidsutydelige fortælling bliver det et skarpt lille tidsbillede.

Indimellem tænker Asle på tiden med Ales, hvis nærvær stadig opsøger ham som flygtige kærtegn.

Sproget er associativt, flydende og nærværende, og tider og karakterer optræder næsten simultant. Også dette bind åbner med sætningen “Og jeg ser mig selv stå og se” og slutter med en åben bøn, forbundet med vejrtrækningen, uafsluttet og i evig bevægelse.

Jeg er en anden - Septologien IV

“Tænk at du skulle få solgt de malerier det havde jeg aldrig troet, siger Moren
Dem der købte billederne kan ikke have været helt raske oven i hovedet, siger hun
og Asle siger at hvis der er nogen som er syg i hovedet, som er syg i sindet, så er det hende, Moren”.
Jeg er en anden – Septologien IV, s. 36.

Fjerde bind af Jon Fosses septologi, Eg er ein annan fra 2020 (Jeg er en anden – Septologien IV, 2020) fortsætter, hvor tredje bind slap. Det er onsdag, Asle er kørt til Bjørgvin for at aflevere sine malerier, og han sidder i bilen og venter på Beyer, mens sneen dækker forruden med hvidt. Hans tanker kredser om hans døde søster og hendes hvide krop, hvilket afføder en refleksionsrække om død, ånd, krop og engle.

48731678

Han taler med Ales, og sammen reflekterer de over, hvordan levende og døde kan mødes, og hvordan vi mennesker forholder os til Gud i livet og i døden.

I tilbageblik erindrer Asle tiden som ung, da han afviste at ville konfirmeres og hans forældres enorme skuffelser derover. Deres manglende tiltro til den unge Asle går igen, da han som ganske ung lånte ungdomsskolens lokaler til at udstille sine malerier i. Hvor han tidligere havde malet figurativt – han malede alle byens huse efter fotografi til stor glæde for husenes beboere – er han nu begyndt at male abstrakt. Derfor forstår hans mor ikke, at han får solgt alle sine malerier, for hvem vil dog købe det klatværk. Det vil galleristen Beyer fra Bjørgvin, for han har spottet Asles talent og gave.

I fortællingens nutid bliver Asle ramt af manglende lyst til at male. Det er, som om han har malet det, han skulle, og han overvejer, hvad han i så fald skal tage sig til: læse flere bøger, få sig en hund og måske en båd.

 

Jeg er en anden - Septologien V

“roman-fleuve, siger Beyer og stråler af stolthed og han siger at hver udstilling er en enhed i sig selv, en særlig indbyrdes sammenhæng, og helhed, men som ikke er helt afsluttet og har noget af fragmentet i sig som peger frem mod den næste, som også er sådan, og sådan føler udstilling på udstilling, som en elv, ja som en billedelv”.
Jeg er en anden – Septologien V, s. 10.

I femte bind af Jon Fosses septologi, Eg er ein annan – Septologien V fra 2020 (Jeg er en anden – Septologien V, 2020) er det blevet torsdag, og Asle er hjemme i Dylgja, udmattet efter de mange ture til Bjørgvin. Naboen Åsleik kommer forbi med et fenalår, byder på middag samme aften og inviterer til juleaften, hvilket Asle for første gang tager imod.

I spredte erindringer hører vi om Asles første tid på Gymnasiet, hvor han lammet af angst slider sig igennem timerne.

38280414

Da han sammen med drukkammeraten Sigve en dag møder sin navnebror Asle, går det op for Asle, at man kan søge ind på Kunstakademiet uden en gymnasieuddannelse, men på baggrund af sine billeder. Navnebroren Asle, som ligner Asle af udseende og i kunstnerisk virke, er netop kommet ind på Kunstakademiet, og Asle følger i hans fodspor. Den dag, han er i Bjørgvin for at se på et værelse, møder han pigen Ales, og de bliver kærester.

Asle reflekterer over forholdet mellem såvel billedkunst og litteratur som kunst og religion, hvor sidstnævnte par minder os om både den nærværende verden og det overjordiske. I netop det ordløse findes sandheden, og det kan findes i såvel maleriet som hos Gud.

Teksten svinger som i de øvrige bind mellem det helt nære og praktiske (hvordan man koger den bedste kålrabimos) og det helt vidtløftige og abstrakte (hvem er Gud og hvad er tro?): “for jeg prøver at forstå det uforståelige, men det går ikke, tænker jeg og jeg rejser mig og går ud i køkkenet og Brage følger efter mig og jeg ser at der ikke er vand i dens skål og jeg fylder vand i skålen og den labber og labber vand i sig” (s. 85).

Et nyt navn - Septologien VI

“og så ville jeg forsøge ikke at tænke på noget, for jeg ville lade alting være tomt, ja tomt og stille, ja stille, ja stille og mørkt, for det eneste jeg længes efter nu er stilhed, ja at der skal være helt stille, at en stilhed skal falde som sne ned over mig og dække mig, ja at en stilhed skal falde ned over alt der det findes, og også over mig, ja over mig”.
Et nyt navn – Septologien VI, s. 8.

Sjette bind i Jon Fosses septologi udkom i 2021 med titlen Eit nytt namn (Et nyt navn – Septologien VI, 2021). Det er dagen før lillejuleaften, og Asle er træt. Han skal have besøg af Åsleik til middag, men kan ikke tage sig sammen til at lave ludefisk til sin ven. Han sidder bare i sin stol i mørket og kigger ud på sit pejlemærke på fjorden i den retning, hvor fjorden møder det åbne hav, som så mange gange før. Han undrer sig over, at han kan se bølgerne i mørket og tænker, at det er fordi han kigger ind i sit eget mørke.

61637192

Det leder ham atter ind på tanken om, at Gud er et lysende mørke i os alle, ligesom hans billeder skal lyse i mørke. Lighederne mellem kunst og religion udfoldes eksplicit i dette bind, der også i forhold til både menneske og kunst spørger, hvad ånd er. Det er, når form og indhold ikke kan skilles fra hinanden, at “ånden i kunstværket bliver til noget særligt” (s. 79), ligesom i den menneskelige forening af sjæl og legeme.

I tilbageblik hører vi om Asles første tid i Bjørgvin, hvor han mødte Ales, fik et værelse i byen og flyttede fra Aga, dagen efter at hans elskede Bedste døde. Vi hører også om den anden Asles liv med kvinderne Liv og Siv, tre børn, druk og utroskab.

Skildringerne af død, selvmordsforsøg og kærlighed er rørende i deres nærværende sanselighed og i de næsten messende gentagelser. Den livslange kærlighed til Bedste, den nyvundne kærlighed til Ales og de komplicerede kærlighedsforhold mellem Asle, Liv og Siv er forskellige former for kærlighed, ligesom kærligheden til Gud er det. Med gennem hele romanserien er det grå uldtæppe, som Asle fik af sin bedstemor, da hun flyttede på plejehjem, og som han gennem livet har pakket lige så omsorgsfuldt om sine malerier som om sig selv.

Teksten messer rytmisk og gentagende, som Asle gør det, når han flere gange om dagen fremsiger bønner på både latin og nynorsk. Også dette bind slutter på en indånding, midt i en bøn.

Et nyt navn - Septologien VII

“og så knæler hun og Asle bliver bare stående og han kan mærke at han bliver fyldt af noget, ja noget tager ham og løfter ham på en måde og så hviler han i det her opløftede, og alt er helt stille, og denne stilhed er som fyldt af noget, og det der fylder stilheden fylder nu ham”.
Et nyt navn – Septologien VII, s. 32.

Septologiens sidste bind Eit nytt namn – Septologien VII udkom i 2021 (Et nyt navn – Septologien VII, 2021), og det er lørdag og lillejuleaften, og Asle har sovet i sin sorte frakke på bænken i det kolde hus. Han indser, at han er færdig med at male og vil have alle sine billeder ud af huset, så han fylder bilen og kører til Bjørgvin for at aflevere dem hos Galleri Beyer. Da han går gennem byen, ser han, at lejligheden til kvinden Guro er brændt ned, og han hører, at hun er død. Han tager en taxa til hospitalet for at besøge Asle og får der at vide, at han netop er afgået ved døden. Døden er akut nærværende, som også i erindringen fra de skelsættende dage i Bjørgvin, hvor hans Bedste lige var død, og han mødte Ales. Det meste af syvende bind omhandler tiden med Ales, som tager ham med i den katolske kirke, hvor han intuitivt føler sig hjemme. I fortællingens nutid bliver det jul, og sammen med Åsleik sejler han ind til sin søster Guro i det inderste af fjorden for at fejre jul.

61793666

Septologien som samlet romanserie er en meditation over livet, gentagelsen, overgivelsen til det, der kommer, og som man kan sige ja til, hvis man ser det. Det er en trøsterig læseoplevelse al sorgen til trods, fordi trøsten hos Gud (i os selv) gør livet og døden tåleligt. På et psykologisk plan tegner det markante dobbeltgængermotiv et billede af, at vi alle har flere sider, både lyse og mørke.

I værkets kredsen om tid ser vi, at livet består af en række betydningsfulde nu’er samt en masse tid, vi ikke opdager går. Og samtidig er vi via vores erindring altid til stede flere steder og i flere tider, så et nu kan udgøres både af en fysisk situeret situation funderet i kroppen og åndedrættet og en bevidsthed og erindring om det, der var. Suppleret af en gisning om, hvad der måtte komme, og om det, vi ikke kan vide.

Fosses septologi er en messende og sansende tilstedeværelse i verden, nærmest en besyngelse af hverdagens gentagelser, rutiner, nærvær og dagens og livets faste liturgi. Skønheden findes i gentagelsen og i de små variationer, som netop gør dagene forskellige. Den rytme, der er i livet, i bønnen og i rutinen, er som et musikstykke eller et hjerteslag. Gennem den langstrakte fortælling om hele Asles liv er døden et uomgængeligt vilkår. Børn og voksne dør omkring ham, men de døde lever videre hos de levende og hos Gud. Som værket skrider frem, træder døden nærmere som en endelig, fredfyldt stilhed.

Genrer og tematikker

Jon Fosse er en produktiv forfatter, som arbejder i mange genrer – han har skrevet både skuespil, romaner, essays, børnebøger, billedbøger og digte. På trods af forfatterskabets formmæssige diversitet er hans stil meget særegen og genkendelig. Gentagelser af ord, sætninger og motiver samt en forkærlighed for alenlange sætninger præger hans værker, og hans sprog har en særlig rytme, der synes at variere som forskellene i et åndedræt, snart stakåndet og hurtig, snart rolig og afslappet. Det er, som om teksterne med deres talesprog, fyldord, afbrudte sætninger og gentagelser søger efter noget autentisk, et sprog, der ikke er kunstigt, men som kunne blive talt eller tænkt af mennesker. Og så tager hans værker ofte udgangspunkt i det enkelte menneskes følelsesmæssige og eksistentielle konflikter. Der er sjældent mange hovedpersoner i de enkelte værker, og det synes at være de nære relationer som forældre, søskende, ægtefæller og venner, der interesserer ham mest.

En del af Fosses romaner er fortalt med mange tilbageblik, og teksterne interesserer sig tydeligvis for, hvad der sætter hukommelsen i gang hos et gammelt menneske, for hvordan vi husker, og hvordan minder hele tiden fletter sig ind i det liv, et menneske lever.

I sit forfatterskab er Fosse meget interesseret i religion, i religiøse motiver og i, hvordan spørgsmål om tro filtrer sig ind i menneskers liv, i begivenheder og i deres oplevelse af naturen. Som i første del af romanen Morgen og aften, hvor man som læser følger fiskeren Olais tanker, mens hans kone ligger og er ved at føde dem en lille søn. På side 14 står der: “(...) men at Gud bestemmer alt, og at der er en Guds mening med alt hvad der sker, nej det tror han ikke på, så sandt som han er Olai og er fisker og er gift med Marta og er søn af Johannes og nu, i denne stund, bliver far til en lille krabat som skal hedde Johannes efter bedstefaren. Der er en Gud, ja, tænker Olai. Men han er langt borte, og han er helt nær.” Som det bliver tydeligt i dette citat, er tankerne om det religiøse hos Fosse sjældent abstraktioner, men knyttet til helt konkrete situationer og livsbegivenheder, som tvinger karaktererne til at overveje verdens sammenhænge.  

Skuespillene er for det meste enkle scener fra moderne menneskers liv. Romanerne udspiller sig til gengæld ofte i Norges randområder, ved havet vestpå, i småbyer, hvor karaktererne lever fattigt som fiskere. Der er altså et vist element af hjemstavnslitteratur over Fosses forfatterskab.

Beslægtede forfatterskaber

Jon Fosses stil er meget egenartet, og hans forfatterskab er i sig selv meget enestående både på den moderne teater- og litteraturscene. Han er ikke en forfatter, der ofte omtales som værende del af en generation eller give udtryk for en bestemt tidsånd. De forfatterskaber, som deler karakteristika, tema eller form med Fosse, er spredt ud over den moderne litteraturhistorie.

En anden norsk forfatter, som deler Fosses motivkreds, er Paal-Helge Haugen. Ligesom Fosse skriver Haugen lyriske beretninger fra livet i de norske småbyer, som i punktromanen Anne (1968), hvor han i malerisk smukke prosastykker beskriver den tuberkuløse pige Annes tilværelse på en norsk gård, og ligesom hos Fosse inddrages bibelen som referencepunkt.

Arbejdet med døden som tema og med religiøse motiver er noget, Fosse har til fælles med den svenske forfatter Pär Lagerkvist. Lagerkvist har for eksempel skrevet en roman om den bibelske figur Barabbas, der ligesom Fosses Andvake benytter et religiøst motiv som grundsten i sin prosa og blandt andet benytter det til at belyse eksistentielle spørgsmål.

Selvom Samuel Becketts scene er gold og replikkerne meningsforladte, og Fosses sprog er ladet med følelser, minder og betydning, har de to dramatikere alligevel flere sproglige stiltræk til fælles. De arbejder begge meget med gentagelser og en art cirkulær replikform, hvor karaktererne hele tiden taler sig selv frem og tilbage mellem de samme erkendelser. Men hvor gentagelsen for Beckett er det, der signalerer meningstab og vanens kedsommelighed i en mere klassisk modernistisk optik, er gentagelsen hos Fosse netop det, der hele tiden skaber betydning og sammenhæng.

Jon Fosses repetitive prosastil har meget til fælles med den østrigske forfatter Thomas Bernhard, som Fosse føler sig beslægtet med, men som han ikke er direkte påvirket af, fortæller han i et interview, hvor han også fremhæver den østrigske digter Georg Trakl som inspirator: “Det er mit sprog og mit landskab. Han er en helt grundlæggende digterstemme for mig, måske den mest grundlæggende.” (Peter Nielsen: Behovet for fred forsvarer jeg. Information, 2015-04-18).

Bibliografi

Romaner

Fosse, Jon:
Raudt, Svart. Samlaget, 1983.
Fosse, Jon:
Stengd gitar. Samlaget, 1985.
Fosse, Jon:
Flaskesamlaren. Samlaget, 1991.
Fosse, Jon:
Bly og vatn. Samlaget, 1992.
Fosse, Jon:
Morgen og aften. Batzer og Co., 2001. (Morgon og kveld, 2000). Oversat af Karsten Sand Iversen og Arild Batzer.
Fosse, Jon:
Melancholia I-II. Batzer og Co., 2003. (Melancholia I, 1995 og Melancholia II, 1996). Oversat af Karsten Sand Iversen.
Fosse, Jon:
Det er Ales. Tiderne Skifter, 2006. (Det er Ales, 2004). Oversat af Karsten Sand Iversen.
Fosse, Jon:
Bådehuset. Batzer og Co., 2007. (Naustet, 1989). Oversat af Karsten Sand Iversen.
Fosse, Jon:
Andvake. Batzer og Co., 2010. (Andvake, 2007). Oversat af Karsten Sand Iversen.
Fosse, Jon:
Kveldsvævd, Batzer & Co., 2015. (Kveldsvævd, 2014). Oversat af Jannie Jensen..
Fosse, Jon:
Olavs drømme. Batzer & Co., 2015. (Olavs draumar, 2012). Oversat af Karsten Sand Iversen.
Fosse, Jon:
Kveldsvævd, Batzer & Co., 2015. (Kveldsvævd, 2014). Oversat af Jannie Jensen.
Fosse, Jon:
Hvidhed : fortælling. Batzer, 2023. (Kvitleik, 2023). Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer.

Septologien

Fosse, Jon:
Det andet navn. Batzer & Co., 2019. (Det andre namnet, 2019). Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. (1).
Fosse, Jon:
Det andet navn. Batzer & Co., 2019. (Det andre namnet, 2019). Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. (2).
Fosse, Jon:
Jeg er en anden. Batzer, 2020. (Eg er ein annan, 2020). Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. (3).
Fosse, Jon:
Jeg er en anden. Batzer, 2020. (Eg er ein annan, 2020). Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. (4).
Fosse, Jon:
Jeg er en anden. Batzer, 2020. (Eg er ein annan, 2020). Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. (5).
Fosse, Jon:
Et nyt navn. Batzer, 2021. (Eit nytt namn, 2021). Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. (6).
Fosse, Jon:
Et nyt navn. Batzer, 2021. (Eit nytt namn, 2021). Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. (7).

Drama

Fosse, Jon:
Blod. Steinen er. Samlaget, 1987.
Fosse, Jon:
Og aldri skal vi skiljast. Samlaget, 1994.
Fosse, Jon:
Namnet. Samlaget, 1995.
Fosse, Jon:
Nokon kjem til å komme. Samlaget, 1996.
Fosse, Jon:
Gitarmannen. Samlaget, 1997.
Fosse, Jon:
Natta syng sine songar/ Ein sommars dag. Samlaget, 1998.
Fosse, Jon:
Teaterstykke 1. Samlaget, 1999.
Fosse, Jon:
Teaterstykke 2. Samlaget, 2001.
Fosse, Jon:
Vakkert. Samlaget, 2001.
Fosse, Jon:
Dødsvariasjonar. Samlaget, 2002.
Fosse, Jon:
Jenta i sofaen. Samlaget, 2003.
Fosse, Jon:
Lilla/Suzannah. Samlaget, 2004.
Fosse, Jon:
Dei døde hundane / Sa ka la. Samlaget, 2005.
Fosse, Jon:
Teaterstykke 3. Samlaget, 2005.
Fosse, Jon:
Svevn/Varmt. Samlaget, 2006.
Fosse, Jon:
Rambuku. Samlaget, 2007.
Fosse, Jon:
Rambuku; skuggar. Samlaget, 2007.
Fosse, Jon:
Eg er vinden. Samlaget, 2008.
Fosse, Jon:
Desse auga. Samlaget, 2009.
Fosse, Jon:
Teaterstykke 4. Samlaget, 2009.
Fosse, Jon:
Jente i gul regnjakke. Samlaget, 2010.
Fosse, Jon:
Kortare stykke. Samlaget, 2011.
Fosse, Jon:
Mor og Barn. Drama, 2013. (Barnet, Mor og barn, Sonen, 1997). Oversat af Solveig Wienkouff.
Fosse, Jon:
Besøg. Drama, 2013. (Tre skodespel: Vinter, Besøk, Ettermiddag, 2000). Oversat af Solveig Weinkouff.
Fosse, Jon:
Vinter. Drama, 2013. (Tre skodespel: Vinter, Besøk, Ettermiddag, 2000). Oversat af Solveig Weinkouff.
Fosse, Jon:
Hav. Samlaget, 2014.
Fosse, Jon:
Drøm om efteråret. Drama, 2014. (Draum om hausten, 1999). Oversat af Nielsen.

Digte

Fosse, Jon:
Engel med vatn i augene. Samlaget, 1986.
Fosse, Jon:
Hundens bevegelsar. Samlaget, 1990.
Fosse, Jon:
Hund og engel. Samlaget, 1992.
Fosse, Jon:
Dikt 1986-1992. Samlaget, 1995.
Fosse, Jon:
Nye dikt. Samlaget, 1997.
Fosse, Jon:
Dikt 1986-2000. Samlaget, 2001.
Fosse, Jon:
Auge i vind. Samlaget, 2003.
Fosse, Jon:
Dikt i samling. Samlaget, 2009.
Fosse, Jon:
Songar. Samlaget, 2009.
Fosse, Jon:
Stein til stein. 39 dikt og 1 salme. Samlaget, 2013.

Essays

Fosse, Jon:
Frå telling via showing til writing. Samlaget, 1989.
Fosse, Jon:
Gnostiske essay. Samlaget, 2004.
Fosse, Jon:
Essay. Samlaget, 2011.
Fosse, Jon:
Kortare prosa. Samlaget, 2011.

Børnebøger

Fosse, Jon:
Uendeleg seint. Samlaget, 1989.
Fosse, Jon:
Vått og svart. Samlaget, 1994.
Fosse, Jon:
Dyrehagen Hardanger. Samlaget, 1993.
Fosse, Jon:
Søster. Samlaget, 2000.
Fosse, Jon:
Kant. Samlaget, 2005.
Fosse, Jon:
Spelejenta. Samlaget, 2009.

Noveller og kortere prosa

Fosse, Jon:
Eldre kortare prosa med 7 bilete av C. Wærenskjold. Samlaget, 1998.
Fosse, Jon:
To forteljingar. Samlaget, 1993.
Fosse, Jon:
Nej åh nej. Batzer og co., 2009. (En samling af værkerne: Nei og nei. Hundemanuskripta 1, 1995, Du å du. Hundemanuskripta 2, 1996 og Fy å fy. Hundemanuskripta 3, 1997). Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer.
Fosse, Jon:
Levande stein. Eldre kortare prosa og ei hymne. Samlaget, 2014.

Samtalebog

Skjeldal, Eskil:
Mysteriet i trua. Diktaren og katolisismen. Samtale med Jon Fosse. Samlaget, 2015.

Om forfatterskabet

Bøger

Mortensen, Karen Marie:
Jeg er poet : om Jon Fosses forfatterskab. Bangsbohave, 2021.

Tidsskriftsartikel om Jon Fosses prosa

Nielsen:
Det rolige lys. Den Blå Port nr. 39, 1997. Nielsen om Fosses prosa i den blå port.

Artikler

Thøgersen, Henning:
Sorgens gave. Weekendavisen, 2002-05-08.
Øhstrøm, Daniel:
Vi er den del af en fortælling uden punktum. Kristeligt Dagblad, 2015-12-19.
Kristeligt Dagblad, 2020-11-14.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Jon Fosse