García Márquez, Gabriel
Foto: Luis Miguel Palomares

Gabriel García Márquez

journalist Andreas Tonnesen, 2008. Blå bog og bibliografi opdateret marts 2024.
Top image group
García Márquez, Gabriel
Foto: Luis Miguel Palomares

Gabriel García Márquez’ univers er fuldt af kærlighed og vold. Og kærligheden kan være både frigørende og forløsende, men også underkaste det enkelte menneske uløselige og lidelsesfulde lænker. Den colombianske forfatters værker rummer et veritabelt mylder af handlinger og hændelser, der alle bevæger sig frem og tilbage mellem drømmen og fantasiens frodige landskaber og den ‘virkelige’ verdens barske realiteter. De virtuost sprudlende litterære kræfter, der sættes fri i Márquez’ overdådige fortællinger, tilbyder læseren et både lattervækkende og grusomt og frem for alt menneskeligt følt og sanset indblik i de dramatiske politiske og sociale begivenheder, der trækker sine blodigt røde tråde op gennem de sidste hundrede år af Colombias historie. 

 

137889471

Blå bog

Født: 6. marts 1927 i Aracataca i Colombia.

Død: 17. april 2014 i Mexico City.

Uddannelse: Uafsluttede jurastudier ved universiteter i Bogotá og Barranquilla.

Debut: “La hojarasca”, 1955 (“Hvirvelstorm”, 1988).

Litteraturpriser: Nobelprisen i litteratur, 1982.

Seneste udgivelse: Vi ses i august. Gyldendal, 2024. (En agosto nos vemos, 2024). Oversat af Annette Rosenlund. (Roman).

Artikel type
voksne

Baggrund

“Oberst Aureliano Buendía anstiftede to og tredive væbnede oprør og tabte dem alle. Han fik med sytten forskellige kvinder sytten sønner som blev udslettet den ene efter den anden i den samme nat, før den ældste var fyldt fem og tredive år.”
“100 års ensomhed”, s. 83.

“Gabo”, som er det kælenavn Colombias nationalskjald i daglig tale går under, blev født den 6. marts 1927 og voksede op i sine bedsteforældres hjem i landsbyen Aracataca. Barndomshjemmet og dets mange beboere – huset var fyldt med tanter, der fortalte den lille Gabo ammestuehistorier om spøgelser og alskens overtro, – har sat afgørende og vedvarende spor i forfatterens bevidsthed og har fundet vej videre ind i forfatterskabets overdådig

Som 8-årig forlod Márquez bedsteforældrenes hus og flyttede hjem til sine forældre. I skolen gik han for at være den stille dreng, der lavede tegneserier og skrev humoristiske digte. Den unge Márquez startede i 1946 et jurastudie på universitetet i Bogotá. Det var i denne periode forfatteren mødte den 13-årige pige, Mercedes, med hvem han 14 år senere giftede sig, og som han den dag i dag stadig lever sammen med.

Jurastudierne blev dog aldrig færdiggjort, og den unge studerende havde også allerede fået et ry som forfatter. Den egentlige kickstart blev ifølge forfatteren selv mødet med Franz Kafkas novelle “Forvandlingen”. “Det var sådan, min bedstemor plejede at fortælle historier”, har Márquez sagt om Kafkas novelle, “at fortælle om de utroligste ting, men med et helt naturligt toneleje.”

Den nyopdagede skønlitterære verden og de gryende forfatterambitioner betød dog ikke en tilbagetrækning til elfenbenstårnets kontemplative ro, for med mordet på den unge, liberale politiker Jorge Eliécer Gaitán, en veritabel folkehelt blandt Colombias bønder og fattige, eksploderede landets politiske spændinger i 1948 i et uhyggeligt voldsorgie med guerillakrig og terror fra begge de politiske fløje. Det blev indledningen til et yderst dunkelt kapitel i den colombianske historie, som i 1953 havde kostet over 150.000 mennesker livet, og som går under det uhyggeligt sigende navn ‘La violencia’.

Det var i denne periode, at Márquez i første omgang valgte livet som forfatter. Han flyttede til byen Barranquilla ved Colombias caribiske kyst og blev en del af el grupo del Barranquilla, en kreds af unge, håbefulde journalister og forfatterspirer. Her fortærede “Gabo”, som så mange af denne generation af latinamerikanske forfattere sultent den modernistiske kanon: Ernest Hemingway, James Joyce, Virginia Woolf og ikke mindst William Faulkner. Om tiden som ung journalist og forfatter kan man læse i Márquez dragende erindringsbog “At leve for at fortælle” fra 2002.

I 1955 var Márquez tilbage i Bogotá og arbejdede som journalist for den liberale avis El Espectador. Her førte han pennen i en journalistisk historie, der kastede et meget dårligt lys på det daværende regime ledet af diktatoren Carlos Rojas Pinilla, og ængstelig for repressalierne sendte avisen den unge Márquez til Europa. Gabo var en tid i Rom og rejste senere rundt i Østeuropa, hvor han fik indblik i den socialistiske verden, han allerede i Colombia havde udviklet en klar sympati for. Hans første roman “Hvirvelstorm” udkom i denne periode. Márquez rejste i 1957 til Venezuela, hvor han blev gift, og siden til Cuba, hvor han dækkede Castros revolution. Her lagdes fundamentet for forfatterens venskab med den cubanske revolutionære Fidel Castro, et venskab der har været intakt lige siden.

Skuffet og desillusioneret over de mere skyggefulde sider af den cubanske revolution endte Márquez med sin familie i Mexico, hvor forfattervirket for alvor begyndte at tage fat.

De tidlige udgivelser

I forbindelse med udgivelsen af “100 års ensomhed” i 1967 sagde Márquez, at “alt hvad jeg tidligere har skrevet kun har været forstudier til denne roman.”

23947307

“La Hojarasca” fra 1955 (“Hvirvelstorm”, 1998) er Márquez’ første roman, og den kan i høj grad betragtes som et sådan forstudie. Romanens fortælling foregår i byen Macondo, den fiktive by der omkring 10 år senere skulle danne rammen for hovedværket, og også fortællingens figurer, oberst Aureliano Buendía, hans datter og barnebarn, kan man genfinde i de senere værker. Romanen beretter om, hvordan obersten forsøger at give en fransk læge, der er faldet i landsbyens unåde, en ordentlig, kristen begravelse. Fra fortællingens nutid, ligvagten hos den just afdøde læge, panoreres der tilbage i tiden. Fortællerperspektivet veksler mellem obersten, hans datter og barnebarnet og kaster et forskelligartet lys på begivenhederne.

I den stramt komponerede novelle “El coronel no tiene quien le escriba” fra 1961 (“Ingen skriver til obersten”, 1979) berettes om den fattige mands fortvivlede kamp for overlevelse i en verden, hvor følelsen af ære og nødvendigheden af at kompromittere selv samme udgør det centrale omdrejningspunkt. Den 75-årige oberst har i 15 år ventet på et brev, der skal sikre hans pension. Men der er ingen, der skriver til obersten. Og det fortvivlede håb om bedre tider knyttes til den afdøde søns hane, der har mulighed for at vinde obersten og hans kone penge i en hanekamp. Romanen er blevet filmatiseret af den mexicanske instruktør Arturo Ripstein i 1999.

I 1962 udkom novellesamlingen “Los funerales de la mamá Grande” (“Mama grandes begravelse” 1980), der består af otte noveller. Også i denne samling tematiseres den fattige mands vilkår og magtinstansernes umenneskelige adfærd. Novellernes udgangspunkt er igen den lille landsby, hvor der i dagligdagsscenerne er et underliggende moment af overgreb og politisk forfølgelse.

Samme år udkom også romanen “La mala hora” (“Ondskabens tid”, 1985), der ligeledes har byen Macondo som sin ramme.