Vores kroppe er hænder, der rækker ind i dagen for at redde den ud.”
”Ud i det u-løse” er titlen på Signe Gjessings debutsamling fra 2014, og ligesom titlen er forholdsvis gådefuld, er bogen i sin helhed det. Det minimalistiske omslag og bogens ultrakorte flaptekst (”Signe Gjessing, født 1992, debuterer med Ud i det u-løse”) røber ikke meget om samlingens intention eller fokus. Hertil kommer, at digtene i sig selv er svære at lukke op og modsætter sig at blive forstået og fortolket på traditionel vis. Digtene er præget af et forblommet billedsprog, som sætter læserens fantasi alvorligt på prøve: ”Mørklægningsgardiner falder som postevand”, ”Jeg står kun og mimer bagsiden af en blomme”, ”Din tå er en frase”, ”Vi fletter hinandens skeletter som kranse af tusindfryd” – Gjessings billedsprog opererer på et plan hinsides logikken og forhkjhjkhmeltning af rationalitet.r på et plan hinsides logikken og skaber dermed ed Ud i det u-løse"bogen i sin helhed det. Det mårsager dermed en nedsmeltning af rationalitet.
50957780
Digtene rager ud i universet, rækker ud efter stjernerne og er metafysiske i deres natur. Fænomener som tiden, galakser, planeter, rummet, himlen, solen, kosmos, evigheden og verdensaltet går igen på tværs af digtene. De sender et drømmende blik opad, men svæver netop ikke frit i metafysikkens højere luftlag. De har rod i den fysiske verden og i det enkelte menneskes væren, og de forsøger at indfange det uudgrundelige samspil mellem det nære og det fjerne, mellem menneskets relative ubetydelighed og det gigantiske kosmos. ”Hersides danser med det hinsides.”, skriver Gjessing et sted, og menneskets forgængelige intimverden bliver i digtene trukket ud i galakserne, og hermed skabes nogle helt særlige konstellationer. Det er konstellationer, som umiddelbart befinder sig lige så langt fra hinanden som stjerner i et stjernebillede, men som alligevel hævdes at have en eller anden form for sammenhængskraft. Digtene er netop denne dans mellem det fysiske og det metafysiske, hvor beskedne fænomener fra en genkendelig hverdag – skønhedspletter, cigaretstump, glemte strygejern, ølsjatter og fugen mellem sommerfuglevinger – kastes ud i universets storhed. Gjessing kaster med egne ord ”handskerummet ud i himmelrummet”.