Portræt af Signe Gjessing
Foto: Sara Galbiati

Signe Gjessing

cand.mag. Daniel Robert Andersen, 2015 og 2020. Blå bog opdateret marts 2024.
Top image group
Portræt af Signe Gjessing
Foto: Sara Galbiati

Signe Gjessings uforudsigelige og fantasifulde digte har med ét givet hende status som en af dansk poesis kometer. Det er digte, der følger deres egne logikker og skaber deres egne universer i en evig udforskning af betingelserne for livet og væren. Bedst som man tror, man har regnet ud, hvor digtene er på vej hen, skifter de retning og efterlader læseren paf tilbage.

 

135392618

Blå bog

Født: 1992 i Ranum, Vesthimmerland.

Uddannelse: Student fra Vesthimmerlands Gymnasium, 2012. Dimittend fra Forfatterskolen, 2014.

Debut: Ud i det u-løse. Gyldendal, 2014.

Litteraturpriser: Bodil og Jørgen Munch-Christensens Debutantpris, 2014. Dan Turèll Medaljen, 2024. 

Seneste udgivelse: Illuminationen af alt. Gyldendal, 2023. Digte.

Inspiration: Arthur Rimbaud, Inger Christensen, Nelly Sachs.

Genre: Lyrik

Artikel type
voksne

Baggrund

”Skriften skratter/ med bølger fra den nervøses håndbevægelser/ som radioen skratter med støj fra Big Bang.// Signeret solen. Signaturen er som taget ud af altet.// Måneskinnet opdyrkes med vores voksende hår.”
”Ud i det u-løse”, s. 40.

Signe Gjessing er født i 1992 og opvokset i den lille by Ranum ved Limfjorden i Vesthimmerland. I dag er hun bosat i København, men den tætte relation til naturen, som bruges som afsæt for refleksion og erkendelse, har hun taget med sig, og æstetiseringen af naturen udgør det mere eller mindre eksplicitte grundlag for hendes digte.

Hun er datter af præsten, billedkunstneren og lokalpolitikeren Ninni Lodahl Gjessing og lægen Per Gjessing, som begge i kraft af en grundlæggende poetisk tilgang til tilværelsen har skabt en kreativ og inspirerende baggrundskulisse for Signe Gjessings opvækst. Det var dog først på Vester Thorup Efterskole, at Gjessing for alvor fik øjnene op for poesiens verden: ”At åbne øjnene for en sart, men uforfinet, nær opfattelse af alt omkring os, tror jeg mange digtere drømmer om. Da jeg på efterskolen blev introduceret for digte og poesi, fandt jeg ud af, at det også var, hvad jeg drømte om.” (Vesthimmerlands Gymnasium og HF: Poeten Signe. Skoleblad, 2011-12).

I gymnasietiden på Vesthimmerlands Gymnasium og HF var Gjessing særdeles aktiv og engagerede sig blandt andet i musik, billedkunst, fodbold og politik. Kendetegnende for hendes tilgang uafhængigt af disciplin var en insisteren på at gøre tingene på sin egen måde; at male ekspressive abstrakte billeder, at spille klaver uden brug af noder osv. Denne tilgang gælder i høj grad også for Gjessings digte, hvoraf nogle blev publiceret i kunst- og lyriktidsskriftet Hvedekorn, mens Gjessing stadig gik i gymnasiet.

I 2012 blev Signe Gjessing optaget på Forfatterskolen og har her markeret sig som en af de mest særegne stemmer i dansk litteratur i øjeblikket. Allerede i februar 2014, mens hun stadig gik på skolen, udkom hendes debutsamling ”Ud i det u-løse”, som har høstet enorm anerkendelse for sit sproglige overskud og dybt originale billedsprog.

Ud i det u-løse

”Sol er lys krøllet sammen (fordi det ikke duer) og smidt ind i dagen.

Vores kroppe er hænder, der rækker ind i dagen for at redde den ud.”
”Ud i det u-løse”, s. 45.

”Ud i det u-løse” er titlen på Signe Gjessings debutsamling fra 2014, og ligesom titlen er forholdsvis gådefuld, er bogen i sin helhed det. Det minimalistiske omslag og bogens ultrakorte flaptekst (”Signe Gjessing, født 1992, debuterer med Ud i det u-løse”) røber ikke meget om samlingens intention eller fokus. Hertil kommer, at digtene i sig selv er svære at lukke op og modsætter sig at blive forstået og fortolket på traditionel vis. Digtene er præget af et forblommet billedsprog, som sætter læserens fantasi alvorligt på prøve: ”Mørklægningsgardiner falder som postevand”, ”Jeg står kun og mimer bagsiden af en blomme”, ”Din tå er en frase”, ”Vi fletter hinandens skeletter som kranse af tusindfryd” – Gjessings billedsprog opererer på et plan hinsides logikken og forhkjhjkhmeltning af rationalitet.r på et plan hinsides logikken og skaber dermed ed Ud i det u-løse"bogen i sin helhed det. Det mårsager dermed en nedsmeltning af rationalitet.

50957780

Digtene rager ud i universet, rækker ud efter stjernerne og er metafysiske i deres natur. Fænomener som tiden, galakser, planeter, rummet, himlen, solen, kosmos, evigheden og verdensaltet går igen på tværs af digtene. De sender et drømmende blik opad, men svæver netop ikke frit i metafysikkens højere luftlag. De har rod i den fysiske verden og i det enkelte menneskes væren, og de forsøger at indfange det uudgrundelige samspil mellem det nære og det fjerne, mellem menneskets relative ubetydelighed og det gigantiske kosmos. ”Hersides danser med det hinsides.”, skriver Gjessing et sted, og menneskets forgængelige intimverden bliver i digtene trukket ud i galakserne, og hermed skabes nogle helt særlige konstellationer. Det er konstellationer, som umiddelbart befinder sig lige så langt fra hinanden som stjerner i et stjernebillede, men som alligevel hævdes at have en eller anden form for sammenhængskraft. Digtene er netop denne dans mellem det fysiske og det metafysiske, hvor beskedne fænomener fra en genkendelig hverdag – skønhedspletter, cigaretstump, glemte strygejern, ølsjatter og fugen mellem sommerfuglevinger – kastes ud i universets storhed. Gjessing kaster med egne ord ”handskerummet ud i himmelrummet”.

Blaffende rum nænnende alt

”nye sideskilninger, du er/ en sideskilning i midten/ af tiden, jeg reder din tid// med en børste af stjerners bange anelser”
”Blaffende rum nænnende alt”, s. 6.

I sin anden digtsamling, ”Blaffende rum nænnende alt” (2015), fortsætter Signe Gjessing sin valfart ud i det kosmiske verdensrum. Ligesom debuten, ”Ud i det u-løse”, påkalder Gjessings anden samling sig opmærksomhed allerede ved sin fysiske fremtoning. Den er trykt i et usædvanligt stort format med stift omslag, og der er en slående uoverensstemmelse mellem dette og samlingens beskedne omfang på 32 sider.

51747666

Allerede med den fysiske indpakning er man altså som læser bragt på gyngende grund. Det konventionelle, regelbundne er kastet i grams. Det samme gælder for digtene, og det underbygges af deres fremtræden på siderne, hvor det store format giver ordene lejlighed til at boltre sig i en hulter til bulter-æstetik, der afspejler digtenes betydningskerne – her slippes tanker løs, logikker opløses, og rammer brydes. Universer kolliderer, nye billeder og nye ord opstår: ”nedfaldskinder”, ”værensknitren”, ”edderdunsatom”, ”stjernebede”, ”kontinentkantsten”, ”citrusverdensrum”, ”højtrykshorisonter”. Samlingens byggesten er de uvante sammenstillinger.

Fascinationen af det kosmiske, det gigantiske og det uendelige er også i denne samling drivkraften, og ligesom ”Ud i det u-løse” bindes dette sammen med brudstykker fra personsfæren. Især i begyndelsen af denne anden samling er der mange forankringer i tid og sted, konkrete iagttagelser og et ’du’, der følger digterjeget. Kærligheden mellem to mennesker optræder som tema, men dyrkes ikke som et afgrænset fænomen. Snarere ses kærligheden som et bindemiddel og som en indgang til det metafysiske. I den forstand kan man spore et forløb i samlingen, hvor kærligheden bliver afsæt for et spring ud i verdensrummet. Digtene vil række endnu længere ud i dette rum end debutsamlingen – fortsætte der, hvor den slap. Blikket er hele tiden rettet mod horisonten – et ord, der optræder talrige gange – som er udtryk for det måske uopnåeligt fjerne, men også betegner samlingspunktet mellem det jordnære og det kosmiske, og netop mødet mellem de to er kardinalpunktet i Gjessings poesi.

Synet og vennen

”Jeg var ansvarlig for hans liv helt ind i uendeligheden og til alle tider … og han døde ung. Og hvorfor tager jeg det så let? Det er mit spørgsmål … hvorfor så let?”


”Synet og vennen”, s. 13-14.

Med ”Synet og vennen” (2018) får Signe Gjessing sin debut som prosaforfatter. Bogen består i en mindre tekst på små 50 sider, der på forsiden betegnes som ”En fortælling”. Sorgen over en vens død er fortællingens forankring, men ellers er ”Synet og vennen” kendetegnet af en løselig form med hyppige spring i tid, sted og fokus. På samme vis er bogen trods en mere prosaisk grundform end Gjessings tidligere udgivelser præget af hendes karakteristiske vægtløse poesi med flittigt udkig til verdensrummet. Denne letbenede og svævende poesi indgår i et spændingsfelt med bogens alvorstunge tematik.

54161301

I bogens begyndelse bliver fortællerens nære ven, Florian, begravet. Efter begravelsen følger vi fortællerens umiddelbart lidt vilkårlige færden i forsøget på at komme overens med det faktum, at Florian er væk. Hvor går man hen med sin sorg, hvis det da er det, man føler? Hvor kan den rummes? Fortælleren søger mod venner, fremmede, havet, Hölderlins skove i Hardt, inden hun ender som frivillig medarbejder i en Kirkens Korshær-genbrugsbutik, ”en åben afdeling for ingenting” (s. 34).

I tillæg til Gjessings vidtfavnende billedsprog, som man kender det fra hendes digte, spiller ”Synet og vennen” også på andre tangenter. Den rummer mere håndgribelige, ofte humoristiske, hverdagsskildringer, og så har den et væsentligt større fokus på menneskelig interaktion, hvor dialogerne klinger med en beckettsk absurditet. Relationer mellem mennesker er netop kardinalpunktet i ”Synet og vennen”. Mere end noget andet handler den om, hvordan vi som mennesker tager del i andres liv og deler tilværelse med vores medmennesker, og dermed bliver døden også et komplekst fænomen, fordi de døde ikke bare forsvinder, men lever videre i os og gennem os. Om den afdøde Florian bemærker fortælleren i bogens begyndelse: ”jeg tror, at han kommer til at vise os sider af sig selv, som vi ikke vidste af” (s. 10). Menneskets væsen transcenderer dets kropslige beholder og flyder over i andre.

Tractatus Philosophico-Poeticus

”3 Verden er/ importeret.// 3.01 Verden er et godt al-/ ternativ til det sikre.// 3.012 Verden har fået lov/ til at sidde og kigge/ med i den ene side/ af balancen. Det er/ ikke meningen, at/ verden skal ændre/ balancen, den skal/ bare kigge med.”

”Tractatus Philosophico-Poeticus”, s. 15.

Signe Gjessings langdigt ”Tractatus Philosophico-Poeticus (2019) befinder sig i de samme høje luftlag som hendes tidligere værker og kredser om universet og verdensaltet, men formen er markant anderledes. Digtet er en genskrivning af Ludwig Wittgensteins filosofiske afhandling ”Tractatus Logico-Philosophicus” fra 1921. Begge værker forsøger at bygge bro mellem betydningssystemer, men variationen i titlerne markerer en grundlæggende forskel i deres ærinde. Wittgenstein søger i sin afhandling at forene logik og filosofi i et sprog underlagt matematiske principper, der kan modne filosofien og frasortere meningsløs filosoferen fra det meningsfulde. Gjessing søger derimod at forene filosofi og poesi ”og skabe udsagn, der selv skaber, som poesi, men som ejer filosofiens logiske konsistens”, som hun skriver i bogens forord.

47366844

For at kunne lykkes med dette overtager Gjessing Wittgensteins system til organisering af tekst, hvor teksten kategoriseres i overordnede, sideordnede og underordnede udsagn. Digtet består overordnet af syv nummererede dele. Hver del består så af en række udsagn, der enten kommenterer det foregående udsagn, er en videreførelse af udsagnet eller er et nyt udsagn.

Digtet er altså præget af en streng systematik, som imidlertid fremstår meget skrøbelig, idet teksten i sig selv modsætter sig kategorisering. Digtet ligger og sitrer i sine små bokse og søger hele tiden at overskride sine egne grænser, og netop afsøgningen af det grænseoverskridende er digtets egentlige formål. Gjessing bruger begrebet ekstase som samlebetegnelse for alt det, der ligger uden for det logiske og såkaldt meningsfulde. Hvor Wittgenstein forkaster det ikke-meningsfulde som meningsløst, finder Gjessing netop i det ikke-meningsfulde, ikke-logiske poesiens helt grundlæggende berettigelse. Poesien udvider verdensrummet frem for at begrænse det og indskrænke det.

Genrer og tematikker

Signe Gjessings digte er ganske umulige helt at blive klog på. De sproglige billeder giver sjældent logisk mening, de går aldrig helt op, og lige på det punkt er det altid frustrerende og utilfredsstillende at læse Gjessings digte. Dette er så udtalt, at det går hen og bliver et tema for Gjessings poesi generelt. En del af den debat, der er opstået omkring Gjessings digte har gået på, om digtene lukker sig for meget om sig selv; om de med andre ord er for uforståelige. En grundlæggende pointe er i denne sammenhæng, at digtene skal forstås med andre værktøjer end sproglig og analytisk indsigt. De skal sanses og fornemmes i deres umiddelbare udtryk, inden vores rationelle sanseapparat går i gang med at behandle det læste. Der skal via digtene etableres en kontakt til de markant større og rigere verdener, der findes bag den reducerede virkelighedsforståelse, vi trækker ned over tilværelsen. I et af digtene fra ”Ud i det u-løse” indgår denne betragtning: ”Vi nedbider gryet med tænder som forkortede/ blikke/ over en verden der ser mindre ud end den er.” (s. 44). Det er netop dette begrænsende, rationelt funderede udsyn, Gjessings digte opponerer mod.

Med deres fokus på det metafysiske, ukonkrete og abstrakte kan der synes at være langt mellem Signe Gjessings digte og andre digtere i hendes generation som Yahya Hassan (som hun delte Bodil og Jørgen Munch-Christensens Debutantpris 2014 med) og Theis Ørntoft, der har en klar politisk agenda. Ifølge Signe Gjessing er der dog altid en tæt relation mellem poesi og politik. ”Ud i det u-løse” karakteriserer hun på denne måde: ”Drivkraften for den her digtsamling er et samfundsengagement. Troen på, at ord og tanker kan ændre i sig selv. Det er ikke en protestdigtsamling eller en tale fra en stol. Det er en handling. Digtet er en aktion. Vores kroppe er hænder, der rækker ind i verden, for at redde den ud. Politik betyder at handle og ændre, og hvis det er sandt, så er der ikke nogen forskel på poesi og politik” (Matthias Dressler-Bredsdorff: Debuterende digter: ”Digtet er en aktion”. Politiken, 2014-26-02).

Beslægtede forfatterskaber

En inspirationskilde, som Signe Gjessing ofte selv har nævnt, og som også nævnes i ”Ud i det u-løse” er den franske digter Arthur Rimbaud, hvis ungdommelige poetiske vildskab genfindes i Gjessings digte, om end i en anden form. Titlen på hendes debutsamling låner desuden fra den tyske nobelprisvinder Nelly Sachs’ ”Ind i det støvløse”, og Gjessing beskriver det at læse Sachs som en øjenåbnende oplevelse: ”Første gang jeg læste hende, tænkte jeg af en eller anden grund, der er noget, der smelter sammen her. Det, at der findes et sted, at der findes digtets egen virkelighed og så den virkelighed, som vi lever i (Ny Dansk Litteratur: Skabelsen af det u-løse rum – et interview med Signe Gjessing. NDL, 2014).

I Gjessings fantasifulde, billedskabende sprogbrug og metafysiske fokus kan hun desuden minde om William Blake, som hun i øvrigt skrev opgave om i gymnasiet.

I en dansk sammenhæng er det oplagt at nævne Inger Christensen, som deler den samme nysgerrighed over for naturens inderste væsen og menneskets forhold hertil. Det originale billedsprog og optagetheden af vilkårene for menneskets væren har hun tilfælles med en digter som Simon Grotrian.

Bibliografi

Digte

Gjessing, Signe:
Ud i det u-løse. Gyldendal, 2014.
Gjessing, Signe:
Blaffende rum nænnende alt. Gyldendal, 2015.
Gjessing, Signe: Ideale begivenheder. Gyldendal, 2017.
Gjessing, Signe: Tractatus Philosophico-Poeticus. Vandkunsten, 2019.
Gjessing, Signe:
Ud i det u-løse. Gyldendal, 2022.
Gjessing, Signe:
Illuminationen af alt. Gyldendal, 2023.

Fortælling

Gjessing, Signe: Synet og vennen. Gyldendal, 2018.

Om forfatterskabet

Tale til Signe Gjessing i forbindelse med uddelingen af Bodil og Jørgen Munch-Christensens Debutantpris 2014.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Signe Gjessing