Borgerlighed eller politisk aktivisme

Citat
“Men det er sandt; alting er så meget enklere, hvis man er sort, selv ens skyld tager andre sig af. Afrikanske statsvidner optræder med maske på i retten, men de kan ikke regne med noget langt liv.”
Nadine Gordimer: “Den senborgerlige verden”, Side 89.

“The Late Bourgeois World” fra 1966 (“Den senborgerlige verden”, 1976) er den første af Gordimers romaner, der tiltrækker sig international opmærksomhed, og den bliver i første omgang forbudt i Gordimers eget hjemland, Sydafrika, i ti år. Romanen indledes med, at Liz Van Den Sandts eksmand begår selvmord på grund af sine fejlslagne politiske aktiviteter, og det får Liz til at reflektere over, om hun skal involvere sig i den sydafrikanske sorte bevægelse, ANC. Romanen er kun spagfærdigt handlingsmættet, og den foregår hovedsageligt i Liz’ hoved. Som hendes refleksioner over fortiden og ægteskabet med eksmanden Max, og hvordan de skilte sig ud fra de fleste hvide i Sydafrika, især fra Max’ forældre, fordi de var langt mere frigjorte, mindre materialistiske og desuden åbne overfor de sorte. Som hendes tanker om, hvordan hun skal fortælle deres fælles søn, den 11-12-årige skoledreng Bruce Van Den Sandt, kaldet Bobo, om Max’ død. Som hendes tanker om det forhold, hun har til sagføreren Graham Mills, som hun har svært ved at forpligte sig helt på. Og sidst, men ikke mindst, som hendes tanker om Luke Fokase, den sorte aktivist, der ind imellem kommer til hendes hus og anmoder om assistance. Den samme dag, som Liz bliver bekendt med Max’ død, kommer Luke til hendes hus for at bede om hjælp til hemmelige og ulovlige pengeoverførsler. I første omgang slår Liz anmodningen hen og siger, hun vil tænke over det, vel vidende, at hun vil sige nej. Men samme nat kan hun ikke sove. Tankerne kører rundt i hovedet på hende, og med et står det klart: svaret er bedstemorens bankkonto, som Liz administrerer. Med den vil hun gå ind i politik igen. Hun vil give, hvad hun kan til den politiske kamp i form af sine hvide privilegier og sin adgang til bankerne, og til gengæld vil Luke komme med sin ‘kulbækkenrøg’, og “sandsynligvis vil han gå i seng med mig næste gang eller en anden gang. Det er en del af overenskomsten”, tænker hun og reflekterer videre: “Hvem siger, det ikke skulle kaldes kærlighed? Man kan ikke gøre mere end give, hvad man har.” (side 105).

“Den senborgerlige verden” reflekterer over de hvides deltagelse i de sortes frihedskamp i Sydafrika. Max repræsenterer den ene yderfløj, nemlig den voldelige. Herom siger Liz til Bobo: “du ved, at han beskæftigede sig med noget af det rigtige, selv om han måske gjorde det på en forkert måde. Det han prøvede at udrette lykkedes ikke, men han nøjedes i det mindste ikke med at spise og sove og klappe sig selv på ryggen.” (side 19). Kommentaren peger langt hen ad vejen på Liz’ kæreste, sagføreren Grahams situation. Graham er ikke politisk engageret, men lever langt hen ad vejen et borgerligt liv, og det fremstår som en væsentlig årsag til, at Liz ikke kan forpligte sig i forholdet til ham. Samtidig har hun (haft) brug for ham som en tryg favn, hun kan læne sig tilbage i og lukke øjnene for de problematikker, der omgiver hende. Men med Max’ død og Lukes ankomst til hendes hus samme aften, bliver hendes politiske jeg vækket, og hun kommer til at stå som repræsentant for den anden fløj, nemlig den velmenende passive liberalisme. Man kan således læse romanen som en diskussion af partisanpolitikken overfor den tilbagetrukne politik, og dermed som en direkte kommentar til 1960’ernes politiske situation, idet Nelson Mandela i 60’erne gik fra passiv modstandspolitik til direkte sabotageaktivitet.