Erik Fosnes Hansens roman ”Salme ved reisens slutt” fra 1990 (”Salme ved rejsens afslutning”, 1991) fortæller historien om syv musikere, der sejler med Titanic de skæbnesvangre aprildage i 1912. De underholder gæsterne til det sidste. Selv da officeren har udkommanderet: ”Redde sig, hvo der kan!” (side 396), spiller de et finalenummer. Händels Largo. Der har været mange gisninger om, hvilket sidste nummer orkestret spillede, men Fosnes Hansen har frit gendigtet alt om orkestrets personer og også om den sidste sang. Det er på den baggrund, romanen tager sit afsæt, som en lang rejse mod en uundgåelig undergang. Men den er også syv misforståede musikbegavelsers historie, og således lige så meget syv mænds forlis, som Titanics.
I begyndelsen af romanen er Jason, den engelske violinist, på vej til Waterloo med sin violinkasse under armen. På sin vandring glider han ind og ud af barndomserindringer. Han mindes billeder af syndfloden, ”af vandet, der steg og steg – og alle de nøgne, skrækslagne mennesker…” (side 17). ”Er Gud ond?” spørger barnet Jason sin mor, en replik den voksne Jason smiler ad. Udover at introducere et fortællegreb, hvor barndomserindringer glider ind og ud af romanens nutid, foregriber scenen også slutningen. Den sætter desuden en stemning af fortabthed, der er fælles for alle syv musikerskæbner.
På stationen skal Jason mødes med resten af orkestret. Det tæller den unge, nyankomne David fra Østrig, russeren Alex, ireren James, franskmanden Georges, italieneren Petronius Witt og pianisten og kokainmisbrugeren ”Spot”. Musikernes liv folder sig ud i lange flash backs, og historie efter historie fører også gradvist tættere på især fem af medlemmernes ensomme liv. De har alle for længst mødt deres ”isbjerg”. For som Fosnes Hansen selv siger: ”Vi er alle på vores sidste rejse. Vi skal alle møde vort 'isbjerg' og gå til grunde i rædsel. Forinden skal vi igennem trængsler, kærlighed, angst, håb - i et mønster vi måske sjældent forstår” (Ole Lindbo: Den sidste rejse. Politiken, 1991-09-05).