Forestilling om det tyvende århundrede

Citat
“Igennem Carl Laurids’ kontorer vandrede i disse år en stor del af det tidlige 20. århundredes drømme om teknikkens almagt. Der kom svimle fantaster der præsenterede planer til svævende byer og bomber der skulle kunne betjene sig af alle atomers trang til at gøre sig fri af fortiden og til en trykkemaskine så følsom at den skulle kunne trykke Fadervor på blommen af et spejlet æg.”
“Forestilling om det tyvende århundrede”, s. 210.

Peter Høeg indleder sin stærkt roste debutroman “Forestilling om det tyvende århundrede” fra 1988 med en ambitiøs erklæring: “Dette er De danske Drømmes Historie, det er et referat af, hvad vi har frygtet og drømt og håbet og forventet i dette århundrede…” Romanen holder ambitionsniveauet; den er lidt af et monster, en genrebevidst fabulerende mentalitetshistorie med magisk-realistisk klang.

Bogen“Forestilling om det tyvende århundrede” er en slægtsroman, der følger tre generationer. 100 års danmarkshistorie oprulles; fra greven på godset Mørkhøj, som aner adelens undergang og bogstaveligt sætter tiden i stå, til trykpressen i Rudkøbing, der holder tiden i gang, over Indre Missions skabelse i fiskerlejet Lavnæs til et proletarhjem på Christianshavn, hvor rengøringsvanvid trækker lejligheden op i luften og væk fra slummens søle. Fantastiske og groteske hændelser afløser historisk realistiske skildringer, og her viser Høeg sin tydelige gæld til den magiske realisme. Gabriel García Márquez’ magiske realisme fra den latinamerikanske krønike “Hundrede års ensomhed”.

29260524

Høegs persongalleri er symbolske konkretiseringer af forestillinger i deres tid snarere end psykologiske figurer. Derfor er romanen også stærkt intertekstuel; Høeg trækker frit på populærkulturelle og litterære klichéer som “Pelle Erobreren”, Oehlenschlägers “Aladdin” og forestillingen om den perfekte husmor.

Den civilisationskritiske nerve, der også præger Høegs øvrige værker, er tydelig her; det er en undergangsroman. Modernitetens rationelle fremskridtsoptimisme slår i løbet af romanen over i regulær fremmedgørelse med apokalyptiske undertoner. Det virker også tilbage på fortælleren og selve romanen. Romanen tømmer sig selv for betydning og springer ud som metaroman, da fortælleren træder frem mod slutningen: “I kan kalde mig Mads” – underforstået, at det, jeg har fortalt, ikke er sandt. På den sidste side punkteres det hele tilsyneladende i fortællerens konstatering af, at enhver fortæller kun kan præsentere sin egen forestilling. Men Høeg skriver, som sin fortæller, på fælles, social erfaring, og her betyder drømme og forestillinger lige så meget som objektive facts. I dette mix findes netop den rigtige blanding af galskab og realisme, der ifølge romanen kendetegner den sande opfinder.