Baggrund

Citat
”Liv bider sig i læben, mens hendes øjenlåg løfter sig. En solrig forårsdag afslører sig for hendes øjne. I huset på den modsatte side af vejen hænger en dreng ud af vinduet. Hans hår er grønt og krøllet, og hans mund er et bredt grin.”
”Den sovende sangerinde”, s. 10.

Kamilla Hega Holst (f. 1973) er en beskeden person. Det kom helt bag på hende, at hun som debutant vandt Kulturministeriets Børnebogspris 2003, for hun gør ikke et væsen ud af sig og er bestemt ikke meget for at læse op offentligt. Det har hun dog intet imod derhjemme. Hun blev så forfærdet over at høre, at hendes kæreste ikke havde fået læst børnebøger op, da han var barn, at hun har læst en hel del Ole Lund Kirkegaard og Astrid Lindgren højt for ham. Sproget betyder meget for hende, og selv hendes eget barns navn skulle der tænkes meget over og det endte med at blive Metilie – et navn, som hun og kæresten, der er lyriker, måtte søge Kirkeministeriet om dispensation for at få lov til at bruge.

Ord er som sagt vigtige for den meget læsende forfatterinde, der har taget en bachelor i dansk på RUC. Det var et ophold på skrivekunstlinjen på Daghøjskolen Nøddeknækkeren for en del år siden, der for alvor satte gang i Kamilla Hega Holsts skriveri. Her begyndte hun at skrive en række små noveller, som hun lagde i skuffen. Skrivningen fortsatte efter kursets afslutning og efterhånden indså hun, at novellerne på sin vis indeholdt skelettet til en historie. I forbindelse med en rejse startede hun helt forfra, først med en meget handlingspræget skitse over romanen og siden med den ene sproglige redigering efter den anden, indtil hun følte, at debutromanen lå klar. Det er netop denne sproglige redigering, som Kamilla Hega Holst synes er det bedste ved at skrive.

Kamilla Hega Holst har udover sine bøger til børn også udgivet romanerne ”En kærlighedshistorie” (2010) og ”Sort” (2012) for voksne.