Baggrund

Citat
“Sophia ventede. Der var bønhørelse i luften. Hun vogtede på havet og så, at horisonten blev sort. Det sorte bredte sig ud over havet, der krusedes af forventning og skræk. Det kom nærmere. Med en høj susende hvisken nåede vinden frem til øen og for videre, så blev der stille igen. Sophia ventede på stranden, strandgræsset lå fladt hen over jorden som en lys pels. Nu kom et nyt mørke farende over vandet, det var den store storm!”
“Sommerbogen”, s. 154.

Tove Marika Jansson blev født den 9. august 1914 i Helsinki i Finland. Her voksede hun op i et frisindet kunstnerhjem. Moderen Signe Hammarsten-Jansson var tegner, og faderen Viktor Jansson var skulptør. Somrene tilbragte familien, der desuden talte to yngre brødre, på Bildö, en ø i den stockholmske skærgård, der senere blev model for Mumidalen.

Allerede som 15-årig debuterede Jansson som tegner i det politisk satiriske blad Garm, og året efter tog hun til Stockholm for at studere ved Tekniska skolan (nu Konstfack, Sveriges største kunst- og designskole). Efter studierne fortsatte hun på den finske kunstforenings skole Ateneum i Helsinki. Op igennem 1940’erne og frem til bladets lukning i 1953 var Jansson en markant profil i Garm. Det var også her i bladet, at figuren Mumitrolden dukkede op første gang, nemlig under navnet Snork. Sideløbende med arbejdet som karikaturtegner arbejdede hun netop på sin første bog om Mumiuniverset. I alt skrev Jansson ni bøger om Mumifamilien, og dertil kommer seks billedbøger og en række daglige tegneseriestriber, der udkom mellem 1953 og 1961.

Fra 1968 og frem til få år før sin død skrev Tove Jansson bøger til voksne. Den sidste Mumibog, ”Sent i november”, udkom i 1970, og fra da af skrev hun kun til voksne. Det er dog mest som skaber af Mumitroldene, at Jansson kendes, og først i 2014 – det år hun ville være fyldt 100 år – udkom de første af hendes voksenbøger på dansk. 

Tove Jansson var en arbejdshest, der brugte de fleste af sine vågne timer på at tegne, male og skrive i sit tårnværelse i lejligheden i Helsinki, hvor hun boede fra 1947 og frem til sin død. Lejligheden var via en loftsgang forbundet med en nærliggende lejlighed, hvor Tove Janssons livslange partner, grafikeren Tuulikki Pietilä havde sit hjem og atelier. Det var også med Tuulikki, at Tove Jansson byggede et hus på en øde skærgårdsø nær det sted, hun som barn havde holdt ferie med sin familie. Det naturnære liv på øen var en stor del af Tove Janssons liv på hendes ældre dage og fungerede også som inspirationskilde til hendes nok mest kendte voksenbog, ”Sommerbogen”.

Tove Jansson døde den 27. juni 2001 i Helsinki. Året efter indstiftedes Tove Jansson-prisen til minde om hendes forfatterskab. Den uddeles hvert tredje år til en, der fortjenstfuldt har bidraget til børne- og ungdomskulturen i Finland.