Langt væk – det var svært at opfatte, der var så mange på stuen – langt væk hørte han kuratoren:
– Vi presser på.
– Han har nok alligevel ikke langt igen, sagde doktor Willard.
De gik.”
I P.C. Jersilds “Babels hus” fra 1978 (“Babels hus”, 1978) følger man en lang række personer på det nybyggede hospital Enskede i Stockholm. Centrum for historien er den pensionerede typograf Primus Svensson, som må indlægges to gange. Først for en hjerteinfarkt og dernæst for gulsot, der viser sig at være resultatet af en kræftknude i leveren. Indlæggelserne bliver anledning til forsoning med den 50-årige søn Bernt, og ligeledes bliver de anledning til at introducere en lang række af hospitalets ansatte og deres indbyrdes forhold – og ikke mindst magtrelationerne.
“Babels hus” er en dannet lægeroman med både intriger og romancer. Der er lægen, der får et forhold til en studerende, og sygeplejersken, der føler sig talt ned til og lider under sine kollegers manglende respekt. Men i modsætning til den trivielle lægeroman er karaktererne skrevet levende og nuanceret frem.
Samtidig giver romanen et kritisk indblik i forholdene på de moderne storhospitaler, hvor man som patient ikke kan regne med at se den samme læge to gange, hvor sproget er upersonligt, og lægerne taler hen over hovedet på patienterne. Titlen er netop et fint billede på dette. Babelstårn er et symbol på en overdimensioneret bygning, og i Bibelens 1. Mosebog byggede beboerne i byen Babel et tårn, der nåede op til himlen, og som straf for deres stræben talte de ikke længere samme sprog. I “Babels hus” er der også mange sproglige problemer – selvom alle taler svensk.
Romanen giver endvidere et indblik i magtrelationerne, der lever i fuldt flor på hospitalet – for eksempel mellem overlægen og reservelægen og mellem læger og sygeplejersker. Og den kritiserer indirekte lægemiddelindustriens magt igennem Bernt, der arbejder som konsulent i branchen og fortæller om, hvordan han kan bestikke lægerne med dyre middage, rejser og så videre.