Andalusiske øjebliksbilleder i november

Citat
”Som mure / af appelsintræer, / livsglæde. / Som mure / af granatæbletræer, / medmenneskelighed. / Som mure / af oliventræer, / verdensfred. / Som skærme / med digte, / klang. / Som hærfuglen / mod ruden, / milepæle.”
”Andalusiske øjebliksbilleder i november”, s. 63.

Læseren bliver ført på en rejse gennem et Middelhavslandskab i samlingen ”Andalusiske øjebliksbilleder i november”, som Susanne Jorn udgav i 2010. En ro sænker sig gradvist i løbet af digtene. Man mærker et nordisk blik, der lige skal indstille sig på de nye farver langt fra Skandinavien og skifte ”til lyst sind”. Beskrivelsen af en dal og en strand er med til at introducere stilhed og sjælefred. Jorn gestalter et lyrisk ferieophold, hvor sindet kan hvile.

I digtet ”Den trommehindesprængende blæst her i natørkenen” giver jegfortælleren slip på sin vrede. I ”Det siges” fremstilles den lokale frugt granatæblet som en kur mod had og jalousi. Men miljøet i ”Andalusiske øjebliksbilleder” er ikke uden modhager; Jorn nævner også en alkoholikers tomme flasker og dunsten af brændt bildæk. Desuden understreger de ledsagende fotografier af Steen Møller Rasmussen, at Andalusien eksisterer. Det er boligblokke og murbrokker såvel som vinden fra havet, der purrer op i kvindernes hår, og hvide gavle renset for reklamer, der minder en om, hvad man bør eje.

28474687

Hvis denne virkelighed skal blive et decideret paradis, er en indre rejse nødvendig. Det er op til en selv at lægge de negative følelser bag sig ifølge Jorn. At det lykkes for digterjeget fortæller linjer som ”FARVEMAGIEN / I MIT INDRE MORGENGRY / OKKERGUL PASSION”. Udover den meditative konfrontation med landskabet er det et tema, hvor meget sprog, der skal til for at videregive en følelse. Granatæbletræet hyldes eksempelvis med få linjer, hvorpå digteren konkluderer ”Ikke andet.” Læserens evne til at forestille sig, hvordan det ser ud, er nok. I Jorns korte skitseringer af lokaliteterne er der ansatser til romantiseringer og mytedannelse, som bl.a. udfoldes i digtet ”Granada er stedet”, hvor hun beskriver en hemmelig sal i paladset Alhambra. I Rasmussens reportagebilledside er elementet af magisk realisme mindre udtalt, selv om fotografiet af en øde gade uden ende ligner et drømmesyn.