Hans Keilson
Foto: Sz Photo/Sueddeutsche Zeitung Photo/Ritzau Scanpix

Hans Keilson

cand.mag. René Hjelm, 2013.
Top image group
Hans Keilson
Foto: Sz Photo/Sueddeutsche Zeitung Photo/Ritzau Scanpix
Main image
Foto: Herman Wouters

Da den tysk-jødiske forfatter Hans Keilson fik sit internationale gennembrud, blev han i The New York Times i 2010 udråbt til ”geni” og kaldt en af verdens bedste forfattere. Selvom skudsmålet er sat rigeligt højt, så er Keilsons forfatterskab helt klart et nærmere bekendtskab værd. Læseren kan f.eks. starte med den tragikomiske fortælling ”Komedie i mol”, der karakteristisk for forfatterskabet undersøger psykologiske og eksistentielle problemer med afsæt i 2. verdenskrig. Med sin enkle skrivestil tegner han et komplekst billede af menneskets lyse og mørke sider, hvilket ofte skaber en sort og absurd effekt.

 

51355415

Blå bog

Født: 12. december 1909 i Bad Freienwalde, Tyskland.

Død: 31. maj 2011, Hilversum, Holland.

Uddannelse: Uddannet læge fra Berliner-Friederich-Wilhelms-Universität, 1934. Parallelt med medicinstudierne uddannede han sig til sportslærer. Uddannede sig videre til psykiater og psykoanalytiker i Holland efter krigen, ph.d. ved Amsterdams Universitet i 1979.

Debut: Das Leben geht weiter. S. Fischer Verlag, 1933.

Litteraturpriser: Johann-Heinrich-Merck-Prisen for litterær kritik og essay fra Det Tyske Akademi for Sprog og Digtning, 2005. Magasinet Die Welts litteraturpris, 2008.

Seneste udgivelse: Modstanderens død. Klim, 2014. (Der Tod des Widersachers, 1959). Oversat af Hans-Jørgen Birkmose.

Inspiration: Hermann Hesse, Thomas Mann og Sigmund Freud.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Åh, begyndte Marie, ’han var egentlig meget fattet.’ Hun gik i stå. ’Han blev forskrækket.’ Hun gik i stå igen. Hun tænkte sig længe om for at finde de ord, der kunne udtrykke det, som hun til sin egen forfærdelse havde iagttaget.”

”Komedie i mol”, s. 42.

Hans Alex Keilson blev født i Bad Freienwalde, Tyskland, i 1909 som søn af jødiske forældre. Allerede i gymnasiet havde han forfatterdrømme, og det var også her, han fik sin første litterære erfaring med Hermann Hesses roman ”Demian”. (Peter Göbel: Meine Trauer ist tiefer als der Hass. www.Humboldt-Universität zu Berlin. November, 2008). 

Han studerede derefter medicin i Berlin i årene 1928-1934, men fordi nazisterne forbød jøderne at arbejde, måtte Keilson ernære sig dels som sportslærer i jødiske privatskoler, dels som jazzmusiker. Også hans første roman, ”Das Leben geht weiter”, udgivet i 1933, blev forbudt af Naziregimet.

I 1936 drog han med sin kæreste Gertrud Manz i eksil i Holland, mens Keilsons forældre fulgte efter i 1938. Da nazisterne besatte Holland i 1940, gik Keilson under jorden og boede hos et hollandsk ægtepar i byen Delft, men fortsatte med at skrive digte og romaner, nu under pseudonym.

Disse år arbejdede han også med jødiske børn, der led af traumer pga. deres pludselige tab af deres forældre. Keilson delte i nogen udstrækning disse erfaringer, idet hans egne forældre omkom i koncentrationslejren Auschwitz. Dette gav ham traumer resten af livet.

Under krigen fik han sammen med Gertrud sit første barn, Barbara, og de blev efter krigens afslutning gift. De blev boende i Holland, hvor Keilson dels uddannede sig videre i psykiatri og psykoanalyse, dels fortsatte sin litterære produktion. Dog havde Keilson svært ved at finde en forlægger til sin sidste roman, ”Der Tot des Widersachers” fra 1959 (”Modstanderens død”, 2013), selvom digteren Paul Celan forsøgte at lægge et godt ord ind for ham. Men romanen blev alligevel en bestseller, da den udkom i USA i 1962.

Keilsons litterære produktion fra 1960’erne består mest af digte, mens hans produktion fra 1970’erne mest er essays. Efter at han fik Die Welts litteraturpris i 2008, fik Keilson igen stor og begejstret opmærksomhed på den internationale litteraturscene. Om sit sene gennembrud udtalte Keilson til The Observer i 2010: ”Det er ikke usædvanligt for litterære værker at blive genopdaget årtier efter de er blevet skrevet. Det mærkelige i min situation er, at jeg stadig er i live, mens det sker” (Phillip Ottermann: ’Genious? I’m not even a proper writer!’. The Observer, 2010-11-21. Egen oversættelse). Efter Gertruds død i 1969 blev han gift med litteraturkritikeren Marita Lauritz, med hvem han fik datteren Bloeme i 1974. Keilson døde i 2011, næsten 102 år gammel.

 

Komedie i mol

”Han blev til ingenting. (…) Hvor stolt havde de ikke givet ham værelset, hvor taknemmeligt var han ikke flyttet ind i det. Hvor indespærret, hvor forladt, hvor elendig havde han ikke følt sig i det. Ensomhedens ensomhed.”
”Komedie i mol”, s. 63.

Hans Keilsons roman ”Komödie i mol” fra 1947 (”Komedie i mol”, 2012) tager sin begyndelse i det tyskbesatte Holland under 2. verdenskrig, hvor et ægtepar, Marie og Wim, skjuler en jøde, der blot kalder sig ”Nico”, men som de ellers ikke ved særligt meget om.

Herefter følger vi de tre i deres daglige gøren og laden med tilhørende sikkerhedsforanstaltninger og bekymringer som følge af krigen. Men i sin ekstreme ensomhed og desillusion går Nico langsomt til grunde. Hans angst og fremmedgørelse tager langsomt både hans appetit på livet og på den mad, han får serveret. Derfor dør han til sidst af en forholdsvis uskyldig sygdom som lungebetændelse.

I forbindelse med ægteparrets bortskaffelse af liget kommer de til at begå en fejl. Af frygt for at politiet vil kunne opspore dem, er det ironisk nok deres tur til at gå under jorden. Selvom deres ophold i deres skjul kun varer en uges tid, har de efter blot nogle få dages forløb svært ved at holde troen og den moralske fane højt nok til ikke at lade sig mærke dybt af en stadig mere presserende følelse af anonym fremmedhed over for omverdenen. Romanen ender dog glædeligt med, at de kan vende trygt hjem igen, både klogere og med en noget større forståelse for Nicos situation i deres kufferter.

29293228

Fortællingens struktur er karakteriseret ved både mange synsvinkelskift og spring mellem nutid og fortid, ofte formidlet gennem personernes minder og tanker. Historien starter i nutid med at Marie, Wim og doktoren forbereder bortskaffelsen af Nicos lig, mens beretningen om Nicos næsten 1-årige ophold i sit værelse samtidig oprulles for læseren ved talrige skift til fortiden. Selv efter sin død lever Nico videre i Wim og Maries minder og dialoger. Fortællerens tilgang er tydeligvis psykoanalytisk, fordi det hele tiden vises, hvad de korte dialoger fører med sig af længere refleksioner, indre monologer og personernes adfærd. Det er dog personernes indre verden, der er lagt under lup i romanen på bekostning af heroiske krigshandlinger og spektakulære begivenheder. Tværtimod udspiller denne alvorlige og tragiske historie sig i hverdagslige rammer og er fortalt på en både distanceret og lettere ironisk måde.

Fortælleren har således ubesværet adgang til sine personers mange indre monologer, selvom det hele ikke bliver fortalt. Og med de mange skift mellem tider og synsvinkler skabes en fragmentarisk effekt, der hos læseren efterlader et indtryk af brud og opløsning, og som læseren selv må forsøge at danne sig et helhedsbillede af.  

”Komedie i mol” er dermed en fortælling om, hvad ekstreme psykiske påvirkninger i medfør af f.eks. 2. verdenskrig med dens forfølgelser kan afstedkomme af krisebevidsthed, angst, ensomhed og følelse af fremmedhed i verden.