Marianne Larsen

Marianne Larsens (f. 1951) ivrige interesse for litteratur kan spores tilbage til barndommens Kalundborg, hvor hun ved sengetid aften efter aften fortalte opdigtede godnathistorier for sine to brødre. Betagelsen af føljetonfortællinger og senere romantiske ugebladshistorier overgik – da hun kom i gymnasiet – til en hovedkulds fascination af Shakespeares dramaer og nyere dansk poesi som Hans Jørgen Nielsen, Inger Christensen og Cecil Bødker. Efter studentereksamen flyttede Larsen fra provinsen til København for at læse på universitetet. Gennem studierne på kinesisk stiftede hun bekendtskab med den samfundskritiske digter Lu Xuns lyrik, som hun oversatte fra kinesisk til dansk. Digtene udkom i 1976 med titlen ”Ukrudt”.

Allerede i 1969 havde Larsen fået sine egne digte trykt i tidsskriftet Hvedekorn. Siden fulgte den reelle debut med ”Koncentrationer” i 1971 på Borgens forlag, og op gennem 1970'erne og 80'erne udgav Larsen en til flere digtsamlinger om året. Digtene – om de er længere prosadigte eller helt smalle, haiku-inspirerede øjebliksbilleder – er skrevet i et karakteristisk nærværende sprog, der også besidder en stor portion humor og et politisk engagement. Larsen har også medvirket i kollektive udgivelser og diverse litterære, venstreorienterede aktiviteter.

Det ensomme individ i det kyniske samfund er et tilbagevendende motiv. Også i romanserien om Bodil, der er en skildring af den samfundsmæssige udvikling i Danmark i de sidste årtier af det 20. århundrede. Fra Bodils opvækst i 1950'ernes Kalundborg til belysningen af en alternativ familiestruktur i halvfemsernes København.

Larsens bibliografi favner bredt og er en verden for sig af genrer og tekster, der knap lader sig genrebestemme. Som hun selv udtrykker det: ”Skriften udvikler sig hele tiden. Jeg har ikke pludselig en dag en skrift, og en måde at udtrykke mig skriftligt på, der forbliver den samme resten af livet,” (Marianne Larsen: Børnelærdom. Borgen, 1997).

I 2021 modtog Marianne Larsen Frit flet-prisen for ”sit poetiske forfatterskab gennem 50 år”, som prisuddeleren Politiken formulerede det, samt Kritikerprisen for digtsamlingen ”den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september”. I 2022 gik den prestigefulde litteraturpris Det Danske Akademis Store Pris til Marianne Larsen.

Marianne Larsen debuterede i 1971 med ”Koncentrationer”, der består af tolv kortere, lyriske prosatekster og ni digte. Teksterne har det til fælles, at den almindelige logik er sprængt i stykker, og tilsammen skaber de et surrealistisk rum, hvor man aldrig ved, hvad man kan forvente. Surrealismen, der som kunstretning opstod i Paris i 1920'erne, var i særdeleshed inspireret af Sigmund Freud og den psykoanalytiske drømmetydning. Man ville give det ubevidste en stemme og undersøge drømmenes anderledes og irrationelle orden.

I prosateksten ”Gæsten og huset og kvinden” besøger jeget et hus, der burde være tomt, men viser sig beboet af en kvinde. Kvinden har varme hænder og kan høre alt, hvad jeget forestiller sig. De to prøver at kommunikere, men deres intentioner krydses. De kan hverken nå eller forstå hinanden. Eksempelvis forsøger jeget at spille en Haydn-ouverture på en skrivemaskine, hvorefter kvinden skruer jegets fingre af. Jeget forlader huset, hvorefter huset er forsvundet, men ved at følge en natsværmer finder jeget alligevel tilbage til huset og kvinden. Handlingen er drevet frem af gentagelser. Teksten er en sproglig labyrint, der tematiserer det at finde ind og ud af drømmenes, fantasiens og sindets mærkelige verdner.

I digtene bryder sætningerne med grammatikkens regler. Linjer kædes sammen med ’hvor’, ’og’, ’men’ og ’som’, uden at det nødvendigvis skaber en logisk struktur på indholdet. Ordklasser bytter plads. ”et eventyr hvidt” hedder det for eksempel i digtet ”atter her i et rum …”, hvor erfaringen og erindringen af et rum udvikler sig til spredte, abstrakte sansninger af natten og dens drømme. Himlen, lys og roser indgår, men er aldrig statiske elementer. Figurer æltes, drømmebilleder og blomster pulserer. Tid og rum er alt andet end kendte, målbare størrelser, men til trods for at digtet peger på at tiden (og hermed livet) er uoverskueligt og udenfor rækkevidde, ender det alligevel i en form for optimisme og med et håb for fremtiden.