Ildmesteren

Citat
”Jeg stod på en stjerne, og fra den ene stjerne trådte jeg ubesværet over på den anden stjerne og således fremdeles, indtil jeg stigende og synkende i takt med universets eget åndedrag omsider var nået så langt bort, at jeg ikke længere kunne høre skrigene. Her er jeg nu, sammen med vinden, i færd med at bygge et nyt palads.”
”Ildmesteren”, s. 13-14.

Preben Major Sørensens debut ”Ildmesteren” fra 1965 består af 13 noveller, hvoraf den længste holder sig på 17 sider og den korteste på to sider. Fælles for teksterne er, at en hovedperson møder en verden, som er ukendt for ham. Der er noget, der ikke er, som det plejer, der er noget galt. Ofte er det fremmede en stor gruppe, en mængde, der godt ved, hvordan de skal opføre sig over for de mærkelige fænomener, der foregår i Major Sørensens universer. De fantastiske universer er absurde og ofte voldelige.
I bogens første novelle, ”Bygmesteren”, befinder vi os i en mareridtsagtig by, hvor hovedpersonen bevæger sig rundt. Byen er et arkitektonisk mysterium, bestående af elevatorer, rulletrapper og andre hejsesystemer. Den unavngivne jegperson lægger på et tidspunkt mærke til, at alle i hele byen er hans familiemedlemmer, men en slags tavse kloner, og ingen af dem genkender ham. Hele tiden leder jeget efter en dør til den verden, han godt ved, eksisterer udenfor. Pludselig bliver den indelukkede byverden invaderet af aber, der slår alle mennesker ihjel, men jeget overlever. En stor hånd løfter ham op fra den igangværende massakre og ud i universet, hvor han sammen med vinden skal bygge et palads. ”Bygmesteren” er på mange måder en eksemplarisk novelle for Major Sørensen: Det hurtige anslag, det fantastiske, absurde univers, den bratte og ofte voldelige omvending og den overraskende slutning.

Noget andet typisk for Major Sørensens tekster er de fantastiske og eventyragtige – uden at være børnevenlige – skikkelser, man møder i f.eks. titelnovellen ”Ildmesteren”, hvor vi møder nissen Nunkipuk. Han vil om på den anden side af jorden og får hjælp af en medicus, en ildmester, men rejsen foretages imod Guds vilje og er derfor ekstremt farlig. Ja, den ender med at blive fatal for Nunkipuk. Mens ildmesteren og hans kammerat Lucifer (djævelen) sidder og griner af Nunkipuks tragiske endeligt, snuser hans hjortevenner rundt om hans hus, og mindes ham med et ildevarslende vers: ”Ve for den der glemmer Nunkipuk,/ Ve over Vegas dunkle floders kluk”. En for Major Sørensen typisk fantastisk fortælling; et tragisk eventyr.