Libri di Luca

Citat
“‘Tekster uden læsere siger intet. Der skal læsere til, men så taler de så sandelig også. Ja, de synger, hvisker og skriger ligefrem.’ Han lænede sig frem over bordet med et ryk, der truede med at vælte flasken. ‘Forestil dig en læsesal,’ sagde han og holdt en pause for at lade billedet synke ind. ‘Et helt hylekor kan der komme ud af det. Ganske forfærdeligt.’ Han lod sig dumpe tilbage i stolen igen og skulede mod Jon med sine røde øjne.

‘Men her hører du ingen stemmer?’, spurgte Jon.”
Mikkel Birkegaard: “Libri di Luca”, side 35.

Mikkel Birkegaards debut “Libri di Luca” fra 2007 kan bedst betegnes som en bibliofil krimi udi den fantastiske genre. Det meste af romanens handling udspiller sig i et velkendt København, hvor den lovende unge forsvarsadvokat, Jon Campelli, rives ud af sine karrieredrømme, da hans far, Luca, på mystisk vis dør. Som eneste søn arver han faderens antikvariat, Libri di Luca (italiensk for “Lucas bøger”), der ligger på Vesterbro. Men det er ikke et helt almindeligt antikvariat, finder Jon snart ud af. De to boghandlere, Iversen og Katarina, bliver hans hjælpere i undersøgelsen af faderens død og sætter ham hurtigt ind i de forbløffende realiteter: at visse læsere – såkaldte Lettorer – har særlige evner, som kan bruges til enten at sende eller modtage følelser og stemninger via læsning. Men også at litteraturen kan være et farligt instrument i hænderne på de forkerte. At den kan bruges til at manipulere menneskers beslutninger, ja ligefrem være dræbende.

Langsomt forelsker Jon og Katarina sig og finder i fællesskab ud af mere og mere om den hemmelige skurkagtige orden, der tilsyneladende står bag mordet på faderen, og om Jons egne evner som Lettore, der viser sig særdeles kraftfulde. Frem mod slutscenen, der er flyttet uden for Danmarks grænser, opnår dramatikken en svimlende intensitet, og det er lige før, man føler sig fanget i en tilstand ikke ulig den, bogens magiske univers plæderer for.

27484743

Fortællegrebet i “Libri di Luca” er stramt struktureret, og historien serveres gennem skiftevis Jons og Katarinas perspektiv, således at vi både får en afsenders og en modtagers version. Her kan man overveje, om det er tilfældigt, at afsenderne som oftest er mænd og modtagerne kvinder? Tager man kønsbrillerne på, kan det virke en kende mistænkeligt. Afsenderen fremstår som den aktive og umiddelbart mest kraftfulde part (med Jons uhørte læsekræfter som kroneeksempel), mens modtagerne er mere subtile i deres læsepåvirkning og i øvrigt underligt nok har tendens til ordblindhed.

Der er visse andre mystiske omstændigheder, som får lov at stå hen i det uvisse, for eksempel hvorfor Jons superlæsekræfter overgår alle andres? Eller hvilken betydning man skal tillægge palindromerne i skurkens navn, Otto Remer, det vil sige det faktum, at de staves ens både forfra og bagfra? Der lægges med andre ord mange gådefulde spor ud i “Libri di Luca”, mens kampen mellem de gode, næstekærlige litteraturelskere og de onde lyssky og magtsyge kynikere kulminerer i en eksplosion af effekter under slutscenen i biblioteket i Alexandria.