Elsa Morante blev født i Rom d. 18. august 1912 og døde samme sted i 1985. Hun var barn af den jødiske lærerinde Irma Boggibonsi og sicilianeren Francesco Lo Monaco, hvis plads som far dog allerede fra Elsa Morantes fødsel blev overtaget af stedfaderen Augusto Morante, som også havde taget Elsa Morantes søskende Aldo, Marcello og Maria til sig som sine egne.
Knapt fyldt 20 år begyndte Morante at lade sin forfatterkarriere tage form. Italienske tidsskrifter som ”Corriere dei piccoli” og ”Meridiano di Roma” udgav i løbet af 1930’erne og indtil slutningen af Anden Verdenskrig hendes novellistiske skriverier. Hos tidsskriftet ”Olli” fik hun desuden udgivet sine fortællinger under pseudonym. Af andre genreformater skrev hun eventyr, digte og rim, og inden hun kastede sig ud i den lange romanform, der skulle blive hendes hovedgenre, fik hun i 1941 udgivet sin første bog: ”Il gioco segreto” – en samling af flere fortællinger.
Året for Morantes første bogudgivelse blev også året, hvor hun giftede sig med den italienske forfatter og filmkritiker Alberto Moravia, hvem hun dog blev skilt fra i 1961.
Morante færdiggjorde aldrig sine påbegyndte studier i litteratur, men kulturel dannelse har hun haft rig adgang til gennem sin og Moravias omgangskreds, der talte italienske forfattere, tænkere og andre kulturpersonligheder. Sammen med Moravia, der som Morante selv var af halvjødisk ophav, flygtede hun under Anden Verdenskrig til den italienske provins Latina, for efter krigen at vende tilbage til Rom. Her skrev hun i 1948 sin første roman ”Løgn og trolddom”, som sammen med de tre efterfølgende romaner giver et billede af de første 75 år af 1900-tallet. Afsættet for alle skildringerne er Morantes granskning af den menneskelige psyke.
I 1948 modtog Morante Viareggio-prisen (Premio Viareggio) for ”Løgn og trolddom”, og i 1952 modtog hun den prestigefyldte italienske litteraturpris Strega-prisen (Premio Strega) for ”Arturos ø”.
Sideløbende med sine romaner forsøgte Morante sig med filmmanuskripter, men de to titler ”Miss Italia” (1949) og ”Verrano a te sull’aure” (1952) blev aldrig til mere end arbejdstitler. Afløb for filminteressen fik hun siden gennem virket som bl.a. filmanmelder på sit eget radioprogram hos RAI – Radiotelevisione Italiana og som assistent for vennen og filminstruktøren Pier Paolo Pasolini.