Efter debuten udgav Gustaf Munch-Petersen i 1933 romanen ”simon begynder”, der meget vel kunne have heddet ’Simon går’ i stedet, da bevægelse er et gennemgående billede. Simon går fra autoriteter, fra kærlighed, ansvar og sine medmennesker, og gangen kan meget vel symbolisere det at rykke sig fra det blivende eller eksisterende og at være i en udviklingsproces.
De flimrende prosastykker fortæller historien om en utilpasset ung mand, Simon, hans bekendtskaber med vennen Mikael og især to kvinder, Inga og Elisabeth, og Simons forsøg på at finde sig selv – og om, hvor tæt på vanviddet han befinder sig. Der foretages ofte symbolske omskrivninger af handlingen, og sproget svinger mellem at være metaforisk og realistisk. Som i stykket ”aften”, hvor Simon og Inga er sammen og indledende bliver beskrevet som løveunger, der leger, og dernæst, hvordan Inga slukker lyset og går hjem.
Meget af handling og forløb i ”simon begynder” kunne ligeså godt fungere som selvbiografisk materiale. ”simon begynder” er ofte overset i eftertidens behandling af forfatterskabet og er blevet kaldt ufuldendt (Torben Brostrøm: Introduktion. Samlede skrifter. 1967), og de mange ’scener’ leder da også tankerne hen på drejebogen til en film. Idealet i romanen er den konsekvente ærlighed, men i rastløshed og søgen efter frihed og sandhed ender vores hovedperson med at indse sine måls egen urealisme. Den frigørende undergang er svimlende nær – som den var for Gustaf Munch-Petersen selv.