Baggrund

Citat
”Aslak snublede. Et tegn på træthed. Normalt var hans skridt sikre. Den gamle mand havde ikke sluppet sin bylt. Han rullede rundt. Faldet var blevet afbødet af laget af lyng. En lemming løb ud derfra.”
”Fyrre dage uden skygge”, s. 7.

Den franske forfatter Olivier Truc (f. 1964) er egentlig journalist og korrespondent med særlig interesse for de nordiske og baltiske lande. Han har været journalist siden 1986 og havde et par fagbøger på sin bibliografi, inden han i 2012 debuterede som skønlitterær forfatter med krimien ”Le dernier lapon” (”Fyrre dage uden skygge”, 2014). Debuten gjorde ham fortjent til prisen for Bedste Franske Krimi 2013 plus yderligere fjorten priser og bogen er desuden blevet solgt til udgivelse i mere end 18 lande.

Med krimien skrev Truc sig ind i en minoritetstradition af arktiske krimier, altså krimier der er henlagt til de nordligste punkter på globussen. ”Fyrre dage uden skygge” foregår i Sameland i Nordnorge og tager udgangspunkt i mordet på en fordrukken rensdyravler. Truc har tidligere i sin journalistiske karriere researchet og interesseret sig for Sameland. I 2008 producerede han en tv-dokumentar om det samiske renpoliti, nærmere bestemt norske politimænd i Lapland, hvilket formodentlig har givet ham stof og inspiration til romanen. I hvert fald er bogen bl.a. blevet rost for sin autenticitet og troværdige miljøskildring.

Olivier Truc har boet i Stockholm siden 1994 sammen med sin familie. Ifølge forfatteren blev han lokket til Sverige af en svensk kvinde og har boet der lige siden (Erik Galli: Bästsäljande deckare om renpoliser. Svt.se, 2014-12-17). I den svenske hovedstad arbejder han bl.a. som nordisk og baltisk korrespondent for de franske aviser Le Monde og Le Point, og han har tidligere arbejdet for Libèration og produceret adskillige tv-dokumentarer i Frankrig. Som reporter har Truc dækket økonomiske, sociale områder med fokus på minoriteter og immigration. Og netop denne interesse synes at gå igen i ”Fyrre dage uden skygge”, som beskriver Lapland som en område med racisme, konflikter mellem rensdyravlere og historiske disputter mellem kirken og samerne.

I 2014 udkom Trucs anden krimi ”Le détroit du Loup” i Frankrig, der ligesom debuten finder sted i det nordlige Lapland. Hvor første bog foregår om vinteren, er det sommer i bog nummer to.