Ting

Citat
”Undertiden ville de gerne have haft, at alt skulle vare ved, at intet skulle bevæge sig. Så ville de kun lade stå til. Deres liv ville vugge dem. Det ville strække sig over måneder, over år, næsten uden at forandres, og uden nogen sinde at lægge bånd på dem. […] Andre gange kunne de ikke holde det ud længere. De ville slås og vinde. De ville kæmpe og erobre deres lykke. Men hvordan kæmpe? Mod hvem? Mod hvad? De levede i en fremmed og omskiftelig verden, den merkantile civilisations skinnende univers, overfladens fængsler, lykkens fascinerende fælder.”
”Ting”, s. 60.

Georges Perecs debutroman ”Les choses. Une histoire des années soixante” fra 1965 (”Ting. En historie fra tresserne”, 1969/1999) blev hans første store succes og indgav ham Renadout-prisen. I en kritik af efterkrigstidens forbrugersamfund følger vi de to hovedpersoner – kæresteparret Sylvie og Jérôme – i Paris, hvor de arbejder som markedsanalytikere. I bogens andel del forlader de deres materielle liv i Paris for at rejse til Sfax i Tunesien, hvor de har fået arbejde som lærere for til sidst at forlade byen igen.

Bogen igennem følger vi parrets og deres venners liv i Paris konstant på udkig efter det perfekte materielle liv. Man er med i deres færden på loppemarkeder, hvor de leder efter det helt rigtige slidte tøj, deres tur i biografen, hvor de vil se de helt rigtige film, deres (mislykkedes) forsøg på at imitere og lave ægte kulinariske middage. Man får beskrevet deres drømme om smukke møbler og lækre lejligheder. Deres rejse til Tunesien er et forsøg på at genfinde sig selv uden alt det materielle, men livet i Sfax viser sig håbløst kedeligt og ensomt, og de ender med at vende tilbage til et liv i drømme og søgen.

22448129

”Ting” er skrevet i en nærmest flad stil, hvor følelser og dybdegående personlige skildringer er undladt. Denne stil mimer, hvordan forbrugersamfundet er en overfladisk omgang med ting og drømme.

Den flade fortællestil bliver et spejl på, hvordan forbrugersamfundet er upersonligt og fremmedgørende. De søger ivrigt efter en lidenskab, en drøm, men deres monotone tilværelse byder hverken på mere eller mindre.

Perecs detaljerede beskrivelser af tingene (jf. titlen) tilføjer den ekstra dimension, at det er tingene og ikke karaktererne, som er centrale for tilværelsen. Det er først i bogens epilog, at en dialog mellem karaktererne optræder, og de er reduceret til intet andet end monotone og trøstesløse skikkelser uden dybde eller personlighed. De er snarere filtret ind i tingenes betydningsverden.