Sylvia Plaths liv blev kort og på én gang uhyre dramatisk og gabende trivielt. På den dramatiske side finder man faderens død, da Plath blot var otte år gammel, samt hendes eget selvmord, da hun som trediveårig havde to små børn og lige var blevet skilt fra sin utro mand. På den trivielle side finder vi opvæksten under økonomisk sikre kår i en ret almindelig familie på USA’s østkyst. Her finder vi også flinkeskolepigen Sylvia, hvis skarpe intelligens samtidig dannede forudsætningen for den stilistisk gennemførte lyrik og den psykologisk gennemborende prosa, som hendes på ingen måde almindelige litteraturhistoriske ry hviler på.
Sylvias Plaths forældre mødtes, da moderen Aurelia Schober studerede på Boston University. Her var Otto Plath professor, og i 1932 giftede de to sig. Samme år blev Sylvia født.
Hun var en ”straight-A-student”, og hendes akademiske ambitioner var betegnende for hendes liv. I 1950 begyndte hun på Smith College på stipendier, og i 1953 fik hun udgivet en novelle i magasinet Mademoiselle, som hun i sommeren 1953 også var gæsteredaktør på. Det blev dog ikke nogen opløftende sommer, og i slutningen af august forsøgte hun at tage sit liv hjemme i Wellesley, Massachussetts.
Godt et år senere vendte hun tilbage til college efter en indlæggelse på et psykiatrisk hospital. I maj 1955 tog hun sin eksamen med præmie i poesi, og i oktober krydsede hun Atlanterhavet for at fortsætte studierne på Newham College ved Cambridge University, England, på endnu et stipendium. Her mødte hun sin mand, forfatteren Ted Hughes, med hvem hun i 1957 rejste tilbage til USA, hvor de boede i godt to år, før de returnerede til England, først London, hvor datteren Frida blev født, siden landsbyen Devon, hvor sønnen Nicholas blev født.
Plath begyndte tidligt at skrive, men hendes ambitioner om ikke blot at være en dygtig forfatter, men også en god hustru og mor, komplicerede hendes liv, og i hendes dagbøger skriver hun om sin frustration over som ung kvinde ikke at kunne udleve sin seksualitet frit på samme måde som mændene, mens hun i ”Glasklokken” forestiller sig ægteskabet som en pacificerende hjernevask. Idyllen i det landlige Devon fik da også en brat ende, da hun i oktober 1962 blev skilt fra Ted Hughes. D. 11. februar året efter begik hun selvmord. Månederne mellem skilsmissen og Plaths død blev de kunstnerisk måske mest frugtbare i hendes liv, og mange af de digte, hun i dag er berømt for, skrev hun i denne periode.