”Vi pendler frem og tilbage mellem seminarer og workshops, og vi spiser middage og drikker rødvin, og vi giver hinanden oplægsholderhonorarer, og i dag er jeg inviteret til et teater i indre by, og jeg møder op, og jeg nikker til Hassan og Hassan og Hassan (…) og jeg taler med chefen for teatret, og han siger, at hans projekt i Malmø gik rigtig godt, ”vi fik mange i teatret” siger han, og jeg ved, at han mener de farvede, og jeg siger til ham, at jeg ikke forstår det mere, det hele (…)”
”Brun mands byrde”, s. 89.
”Når jeg rejser, klæder jeg mig i internationalt
designeroutfit med stram silhuet. Jeg ville foretrække slasket joggingtøj, men
jeg tør ikke, og når jeg går til konference, klæder jeg mig i krøllet, sort
habitjakke og sorte sko, og jeg ville foretrække Mr. Jardex, men jeg tør ikke,
og når jeg tager på Louisiana, klæder jeg mig i beige bukser og beige skjorte,
og jeg ville foretrække kjortel og sandaler, men jeg tør ikke: og jeg er en
kamæleon, og jeg kan være, hvem du vil have, jeg skal være …” (s. 9).
Sådan indledes Hassan Preislers ”Brun mands byrde”
fra 2013. Forfatteren er gengivet på forsiden af romanens gule cover iført
lilla snabelsko, blå shorts og en rød jakke og med en lille grøn paraply i
hånden. Han ligner en parodi på Lille Sorte Sambo fra Helen Bannermans gamle
børnebog, og på samme måde er hovedpersonen Hassan også en slags fiktiv figur.
Han er en påklædningsdukke. Han kan tage snabelskoene på og spille
minoritetskortet. Eller tage det stramme designeroutfit på og forsvinde i
mængden i New York. Han er vant til at passe ind i alle sammenhænge og er
ekspert i at afkode de små, subtile koder, der binder ethvert miljø sammen. Det
har han lært, fordi han føler sig splittet mellem to, eller flere, kulturer og
derfor desperat forsøger at høre til.
Det er et underholdende og smerteligt blik, Hassan kaster på sig selv for at
afgøre, om han passer ind. En konstant kværnende identitetsaflæser, som måler
hvert et lille udsving: ”Ét fejltrin, en eneste påklædningsbrøler, og jeg er
færdig. For meget polyester, og jeg er tyrker, for nystrøgede skjorter, og jeg
er araber, for brede jeans, og jeg er pakistaner, for smalle, og jeg er græker.
Det er en hårfin balance at skabe sin egen Hassan.” (s. 51).
Hovedpersonen Hassan lever af at tale om
mangfoldighed, inklusion og integration. Det er hans karriere, både som
teatermenneske og som debattør. ”Jeg lever i spændet mellem to identiteter,
eller måske snarere i spændet mellem forestillingen om to identiteter: den
pakistanske og den danske.” (s. 27). Men en dag kan han ikke længere holde ud
at spille med i det integrationsteater, der finansierer hans liv. Han kan
heller ikke holde sig selv ud, hverken splittelsen, karrieren eller den
ægtemand og far, han er blevet.
Preisler udleverer, endevender og spidder sig selv
med vid og humor – og dermed også sin samtid. Et parforhold, et miljø og en
adfærd bliver karakteriseret, endevendt og dekonstrueret på få sætninger, og
her er forfatteren skarp og ubønhørlig. Ikke mindst når det gælder om at
udlevere sig selv og vise alle sprækker og skrøbeligheder frem.