Baggrund

Citat
”Min bog er naturligvis ikke hele sandheden om Afghanistan. Men den beskriver en del af sandheden, som danskerne sjældent hører om.”
”Kvindernes krig”, s. 10.

Anne-Cathrine Riebnitzsky er født og opvokset på Fyn. Hendes far var landmand, og moren var skolelærer. Barndommen var præget af forældrenes mangel på forståelse, medfølelse og overskud. Den utrygge opvækst kom senere til at udgøre stoffet i gennembrudsromanen ”Forbandede yngel” fra 2013. Allerede som teenager begyndte Riebnitzsky at tage noter til denne historie om en dysfunktionel familie, og det skulle blive hendes anden roman.

I 1998 blev hun uddannet fra Forfatterskolen i København, og i 2006 debuterede hun med syv erotiske noveller i antologien ”Kys nr. …”. Antologien var redigeret af den litterære gruppe NYord, som Riebnitzsky selv var medlem af. Gruppen mødtes til aftener, hvor de diskuterede litteratur over mad og et glas rødvin. Novellerne er korte, realistiske hverdagshistorier, hvori sansemættede erotiske møder og fantasier bryder med almindeligheden.

Efter Forfatterskolen uddannede Riebnitzsky sig til sprogofficer i russisk, og det er gennem sit arbejde som tolk, soldat og rådgiver for Udenrigsministeriet i Afghanistan, at hun har mødt de mange afghanske kvinder, der er centrale i hendes forfatterskab. Riebnitzskys første bog ”Kvindernes krig – En dansk soldats møde med Afghanistans kvinder” beskriver hendes personlige erfaringer som udsendt kaptajn i CIMIC, enheden i det danske forsvar, der varetager samarbejdet mellem de internationale styrker og lokalbefolkningen. I biografien fortæller hun åbenhjertigt om tiden, fra hun i august 2007 forventningsfuldt forberedte sin afrejse, frem til hun i april 2009 vendte tilbage til Danmark mange oplevelser og traumer rigere.

I forbindelse med udgivelsen af ”Kvindernes krig” sagde Riebnitzsky i et interview i Berlingske: ”Jeg overvejer, om jeg kan skrive en roman baseret på nogle af de figurer, jeg oplevede i Afghanistan.” (Christian Brøndum: Hende der bankede en tolk i Helmand. Berlingske, 2010-03-11). Denne roman udkom i 2012 med titlen ”Den stjålne vej”, og hun modtog Debutantprisen på Bogforum samme år for bogen.