Jens August Schade

Jens August Schade (1903-1978) er dansk litteraturs eksperimenterende spasmager. Han var en af Københavns sidste ægte bohemer og vendte normerne ryggen til fordel for et liv med poesi og fest.

Han kom til verden i Skive som søn af en af byens spidser, papirfabrikant Frederik Schade. Han kom til at gå i gymnasiet på Katedralskolen i nærliggende Viborg og blev herefter sendt til København for at studere nationaløkonomi. Det lignede en lige vej til en pæn bedsteborgerlig tilværelse for fabrikantsønnen, men Jens August Schade ville det anderledes. Han kom i hovedstaden i kontakt med det udskejende litterære miljø og tog da beslutningen om at blive fuldtidsboheme og kunstner. Kort efter havde han lagt sine økonomistudier bag sig og satte sig for at ernære sig som poet og skribent.

Efter at have huseret i tidsskriftet Atlantis debuterede han i 1926 med digtsamlingen ”Den levende Violin”, hvor han slog en erotisk tone an, som blev et vandmærke for hele forfatterskabet. Romanen ”Mennesker mødes og sød musik opstår i hjertet” (1944) skabte røre og blev anklaget for at være pornografisk, selvom bogens erotiske indslag i dag knapt får læseren til at løfte et øjenbryn.

Schade var tro mod sin kompromisløse bohemetilværelse hele livet. Han var aldeles uborgerlig, gjorde hvad han kunne for ikke at betale skat, havde efter sigende ikke en fast adresse indtil sin død og blev med tiden den centrale figur i det kunstneriske værtshusmiljø omkring Nikolaj kirke i det centrale København, også kendt som Minefeltet.

Schade advokerede også på en i dag temmelig antikveret selvforståelse som kunstner, hvor han omgivet af et utal af muser (kvinder, som inspirer til kunstnerisk udfoldelse) lever lidt ved siden af det hele i en skaben, som danner forbindelse mellem det jordiske og ophøjede. Ind imellem kom den livsførelse på kant med virkeligheden, f.eks. da han sammen med Det Danske Akademis Store Pris i 1963 modtog 50.000 kr. Da fik den lyse digter også det danske skattevæsens kærlighed at føle.

Jens August Schade døde i 1978 og ligger begravet på Assistens Kirkegård i København sammen med sin søn Virtus (1935-1995), som indtil sin egen død udgav mindre kendt Schade-materiale. 

Jens August Schade havde allerede fået udgivet digte i tidsskrifter, men hans egentlige debut kom i 1926, da den blot 23-årige digter udgav samlingen ”Den levende violin – aandelige sange og sanselige”.

I digtene fornemmer man tydeligt, hvordan den unge mand fra provinsen kæmper med at finde fodfæste i storbyen. Han veksler mellem begejstring over den frihed, han har fundet i byen (”Jeg har privat/ et paradis/ på 5. sal/ p.t. på denne jord” (sang s. 20)), mens digter-jeg'et også skræmmes af den ensomhed, hans nye tilværelse også rummer. Under det hele dunker en ubændig trang til at stifte intimt bekendtskab med de københavnske kvinder, for ”ja, vi elsker – / unge mennesker har ingen klæder på” (s. 56).

I et af åbningsdigtene, ”Den himmelske sol”, der er et af Schades mere berømte, får digter-jeg'et sat sig selv i centrum for digtenes udgangspunkt: ”Som den himmelske sol/ Om aftnen i vinkler og cirkler/ ordnede skyerne hjemme i Jylland/ former sig mine vers” (s. 11). Digteren er en sol(gud), som på overnaturlig facon får skabt orden i sin kunst og gør kaos til kosmos. Her røber Schade også en slags poetik (sin lære om poesi): Digteren (eller kunstneren i det hele taget) står det himmelske nær, og dermed abonnerer Schade på et for sin tid ganske bagstræberisk kunstsyn, som nogle vil mene hører et andet århundrede til. Mens en række forfattere i samtiden kaster versefødder, rim og romantisk himmelstræben over bord til fordel for avantgardistiske eksperimenter af mere ideologisk karakter, holder Schade fast i ældre kunstneriske dyder.

Til gengæld går Schade ikke af vejen for at gyde jorden for et af sit forfatterskabs vigtigste bidrag til dansk litteratur. ”Den levende violin” er fyldt med damer og drømme om lyst, men erotikken suppleres dog ikke af den beske ironi, som efterfølgeren ”Sjov i Danmark” (1928) er så rig på.  

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Den levende violin - aandelige sange og sanselige"

Jens August Schades anden udgivelse, ”Sjov i Danmark” fra 1928, er forfatterskabets mest sammenhængende værk rent handlingsmæssigt.

Det er en selvbiografisk skildring af den lille Sjov (Schades alter ego), som vokser op i byen Skæve (Skive, naturligvis), kommer på Katedralskole i Skoleborg (Viborg) og til sidst ender i storbyen København, hvor han konfronteres med tidens ideologier, de kedelige studier samt en fattigdom og ensomhed, som til sidst er ved at drive ham ud på selvmordets rand. Men så kommer erkendelsen: Sjov skal være kunstner og ”skal i sorgen høre livets røst/ og gå med barnesjæl igennem Danmarks land/ og bladre i en bog til alles trøst” (s. 132).

”Sjov i Danmark” har udover sin undertitel ”Eller Som man ser det” også fået betegnelsen ”satirisk sangværk” af forfatteren. Formelt er bogen opdelt i 54 sange, som igen er opdelt i to dele, ”I Landet” og ”I Storbyen”, igen er første del delt i to mellem Skæve og Skoleborg. Alle sangenes strofer består af fire verslinjer med enderim mellem enten 2. og 4. vers, eller 3. og 4. Hver sang indledes med et ”MAN SER”, hvor læseren får malet et lille billede af bogens 3. personsfortæller.  

Ud over at være en selvbiografisk kunstner-”roman” er ”Sjov i Danmark” også som titlen antyder et portræt af Danmark i begyndelsen af det 20. århundrede. Schade dvæler ved forskellene mellem land og by, han beskriver skolevæsnets bagstræberi og byens skarpe sociale skel. Især i bogens længste sang ”Læren om staten” (s. 81-89) får Schade tegnet et satirisk og ironisk portræt af Danmark, som godt kan lide at puste sig op, men som ikke desto mindre i forfatterens linse fremstår som et lille, sødt land.

På samme tid er ”Sjov i Danmark” en kunstnerfødsel og et drillende Danmarksportræt. Ideologier og nationale fællesskaber fremstår lidt grinagtige, mens skaberindividets kamp for at finde sig selv fremstår som bogens vigtigste budskab.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Sjov i Danmark"

Mens ”Sjov i Danmark” gav Jens August Schade sit første publikum, blev ”Hjertebogen” fra 1930 digterens gennembrud. Her ser man mange af motiverne fra de tidligere udgivelser være på færde igen (livsberuselsen, kvinderne, kunstnerfødsel, ambivalente følelser om hjemstavnen Skive), men i ”Hjertebogen” viser Schade, at han har fået flere poetiske strenge at spille på og er i stand til at kaste sig ud mere svulstige strofer som: ”Hunger, o Gud, mig frister/ til mægtige lidenskaber/ rovmord og gravskænderi /vredt sluger jeg rådne æg” (s. 106).

Samlingen byder på surrealistiske elementer, hvor digter-jeg'et i ”På Café” rykker ”stolen bort under mig,/ og bliver siddende i luften.” De overnaturlige evner skyldes naturligvis en pige og grammofonens toner (”et lille skørt mirakel”), og sammen opnår jeg'et og pigen ekstase: ”Hun stiger op i luften,/ og jeg med,/ Vi finder hinanden/ dér over bordene” (s. 73). Andre digte byder på en anelse kunstnerisk spleen, hvor digteren brokker sig over sin fattigdom: ”- her sidder jeg nu med det dejligste kvad,/ for jeg har hverken øl eller mad” (s. 85). Alligevel proklameres det, at ”Jeg gider ikke have noget at bestille,/ jeg er tilfreds med min lod: at blande gloser/ og foretage mig et eller andet, som ellers ikke/ er tilladt” (s. 87).

I sin tredje udgivelse har Schade desuden fået så meget kunstnerisk selvtillid, at han er modig nok til at sætte sit eget navn i spil – oven i købet i tredje person. Åbningsdigtet iscenesætter ”den lyse digter Schade”, som sidder ”på kanten af den runde kugle” og ”kysser på sin blyant” (s. 67). Schade sætter altså sig selv i spil som litterær figur og skaber et nærmest tegneserielignende billede af sig selv som digter, som kunne være tegnet af Storm P.

”Hjertebogen” (som i øvrigt ikke skal forveksles med det oldgamle danske viseskrift fra 1500-tallet) viser Jens August Schade træde i karakter som en helstøbt digter, som kan hylde kærligheden, begræde sin fattigdom og male surrealistiske scener fra det københavnske natteliv. Med denne samling er Schade blevet komplet og kender sig selv som kunstner.   

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Hjertebogen"

Jens August Schade var i egen selvforståelse først og fremmest digter, men hans største sællert var romanen ”Mennesker mødes – og sød musik opstår i hjertet” fra 1944. Titlen er ligesom Schades digtsamling ”Kærlighed og Kildevand” fra 1936 blevet et alment kendt mundheld på dansk, og bogen blev trykt i tusindvis af eksemplarer. En del af bogens gennemslagskraft skyldes også, at den blev genstand for en del vrede (og begejstring) på grund af de talrige eksplicit erotiske scenerier, man støder på under læsningen.

I en tumultagtig handling følger vi en række personer rundt i verden (Brønshøj og storebæltsfærgen inkluderet), og konstant udvikler figurernes færd sig i erotisk retning.

I et af de mange kærlighedsfulde træf, som Schade skriver frem i ”Mennesker mødes”, møder læseren for eksempel husfruen Evangeline Hansen fra Brønshøj, som får besøg af sin elsker, den unge Hans Madsen fra ”miniaturebyen Skanderborg”, lige så snart hendes mand Sjalof tager ind på teatret for at arbejde. Straks slås en masse uanstændige temaer an: Utroskab, ekstatiske sexlege og alle de fatale (men også livsbekræftende) følger, det kan have at udfordre de stramme regler for ordentlig borgerlig livsførelse.

At ”Mennesker mødes” fik stor kommerciel succes skyldes nok, at der har været et stort marked for litteratur i den mere lumre afdeling. Her var Schade en af de danske forfattere, som var med til at bryde grænser ned og hjalp til med at bane vej for ungdomsoprørets seksuelle frigørelse i 1960'erne. Sex har siden fejret sin sejrsgang i det offentlige rum, og derfor kan Schades tekst, som var ganske skandaløs i sin samtid, i dag synes lidt ufrivilligt komisk på samme måde som en sengekantsfilm. Det ændrer dog ikke på, at ”Mennesker mødes” sendte et markant budskab til sin tid: Fri kærlighed er en sand velsignelse, og den gamle ordens strenge seksualmoral hører fortiden til. 

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Mennesker mødes - og sød musik opstår i hjertet"

Schade anså først og fremmest sig selv som digter og i mindre grad som prosaforfatter, selvom der også udkom en håndfuld romaner samt dramaer fra poetens hånd. Alligevel har hans romaner en fremtrædende plads i interessen for Schade, dels på grund af forargelsen over den erotiske ”Mennesker mødes – og sød musik opstår i hjertet”, og dels fordi Weekendavisens litteraturkritiker Lars Bukdahl i de senere år har plæderet for prosadelen af forfatterskabet.

Schade er en af Danmarks allertidligste modernister, men ikke fuldstændigt. Han holder sig fri af ideologiernes favntag og holder fast i en tro på kunstens transcendentale kraft, som minder mere om 1800-tallets romantik. Til gengæld arbejdede han formelt med at sætte sproget frit fra begyndelsen af forfatterskabet i 1926 ved at droppe tegnsætning og ikke skrive navneord med stort (hvilket var normen indtil sprogreformen i 1948). 

Tematisk kredser Schade om kærlighed og ekstase. Gennem hele sit virke skildrer han den inderlige, men også mere lumre, lystfyldte kærlighed af mere vilkårlig karakter, sidstnævnte mest udtalt i romanen ”Mennesker mødes – og sød musik opstår i hjertet”. I hans berømte fremmaling af den ekstatiske kærlighed i digtet ”På Cafe” fra ”Hjertebogen” når ekstasen et punkt, hvor det unge par svæver op i luften til stor opstandelse blandt de øvrige gæster på den café, hvor de har mødtes. Her bliver Schade surrealist i sine bestræbelser på at beskrive kærlighedens overnaturlige kræfter. Digtet er et af de første eksempler på dansk surrealisme. I det hele taget stemmer Schades forfatterskab fint overens med den franske digter André Breton, som i 1924 definerede surrealismen som rene tanker, der udfolder sig uden at blive holdt nede af fornuft, æstetiske eller moralske interesser.

Et andet tema, som fylder godt op hos Schade, er Danmark, som konstant dukker op i forfatterskabet. Det er naturligvis mest udtalt i det drillende danmarksportræt ”Sjov i Danmark”, hvor Schade (udover at lave en selvbiografisk skildring af sin egen fødsel som kunstner) skaber et billede af et lille puttenuttet Danmark, som godt kan lide at puste sig op. 

Jens August Schade videreførte den såkaldte pan-erotiske tendens i dansk lyrik fra ældre digtere som Sophus Claussen og Thøger Larsen. At noget er pan-erotisk betyder, at man hylder en kærlighed, som ikke holdes inden for ægteskabets snævre rammer, men at man advokerer for en fri kærlighed.

Sophus Claussen (1865-1931) fik ørerne i maskinen i den danske offentlighed, da han i 1887 debuterede med digtene ”Naturbørn”, hvor han i ”Nye Piger” skrev versene: ”Hvad er hundrede Kys af ét Par Læber/ mod at kysse hundrede Piger?”. Det enormt friskfyragtige udsagn gjorde ham til genstand for en kritik, som gjorde det svært for Claussen at blive taget alvorligt gennem det meste af hans karriere. Sophus Claussen var stærkt påvirket af den kulturradikale Georg Brandes, som i Studentersamfundet i København udbredte hidtil uhørte tanker om frisind. Da Jens August Schade i 1920'erne begyndte sit virke, kunne han slippe af sted med langt mere uden at blive dømt ude af borgerskabet.

Schade har i sin eftertid haft stor indflydelse på senere forfatterskaber både i Danmark og udlandet. I Frankrig fik han en hel poetisk retning opkaldt efter sig i form af de erotisk orienterede ”Les Schadistes”, mens han herhjemme også via sin muntre omgang med det danske sprog kan høres som et ekko hos andre forfattere. Digteren F.P. Jac (1955-2008) fremhævede Schade som en tidlig inspirationskilde, og læsere vil også kunne genkende Schade i den humoristisk overraskende brug af ”jacismer” dvs. sjove sammensatte ord eller at bruge navneord som udsagnsord (f.eks. ”ølkurver” eller ”at næse”). F.P. Jac iscenesatte i øvrigt også sig selv som værtshuspoet og beruselsesdigter i begyndelsen af sin digtergerning.

En anden dansk forfatter, som trækker veksler på Schade, er Jens Blendstrup (f. 1968), som er inspireret af de surrealistiske tendenser i forfatterskabet og i det hele taget har en udpræget uprætentiøs tilgang til forfattergerningen.