De gale

Citat
”Det eneste jeg tænkte på, var at hvis de lod mig gå, kunne de gøre med jer, hvad de ville.”
”Men ikke i dag”, s. 5

Kim Fupz Aakesons ungdomsroman ”De gale” blev i 2012 relanceret som en grafisk roman i samarbejde med illustrator Mikkel Sommer og tekstforfatter Erik Barfoed.

Bedstevennerne Steff og Topper går på kostskole sammen og oplever, hvordan de voksne en dag begynder at miste hukommelsen og blive gale. Ingen ved, hvorfor det sker, men Steff ved, at han vil hjem til sine forældre for at tjekke, at de er okay. Uden at vide, hvad der venter dem uden for skolens døre, begiver de sig ud i en civilisation i opløsning. Rejsen hjem til Sjælland er farefuld, og drengene konfronteres af flere omgange med den sindssyge, som spreder sig med voldsom hast mellem alle personer over femogtyve år. Undervejs møder de pigen Popsy, og sammen hjælper de hinanden med at bevare forstanden og huske i et samfund, hvor alle omkring dem synes at glemme.

29254214

Civilisationens forfald er et centralt tema i denne grafiske roman, som fint understreges af Mikkel Sommers løse blyantsstreger: ”Jeg arbejdede ret løst i blyant, så jeg kunne tegne det hurtigt og bibeholde den opløste atmosfære, jeg havde i tankerne. Så scannede jeg siderne og tilføjede farverne digitalt i en bred, åben palette,” fortæller han om arbejdet (Martine Stock: Interview til Forfatterweb, maj 2015). Den løse streg og farvelægning gør det indimellem svært at se, hvad der præcis foregår i de enkelte scener, men det er samtidig med til at forstærke stemningen i historien og billedet af en undergangsverden.

Mikkel Sommer fik forud for sit arbejde med bogen hele det detaljerede manuskript og valgte at skitse hele bogen først, så han var sikker på, at der var en god visuel balance gennem den scenisk fremstillede historie. Idet bogen er en grafisk roman, er der kun lidt tekst, hvilket betyder, at det i høj grad er billedsiden, der skaber fortællingen og formidler stemningen. Illustrationerne fjerner dog aldrig fokus fra fortællingens tekstlige del, men understøtter den gennem udtryksfulde streger.