Viveca Sten
Foto: Thron Ullberg / People's Press

Viveca Sten

cand.mag. Helene Susanne Apelt, iBureauet/Dagbladet Information. 2011. Blå bog og bibliografi opdateret februar 2024.
Top image group
Viveca Sten
Foto: Thron Ullberg / People's Press
Main image
Sten, Viveca
Foto: Peter Joensson

Svenske krimiforfattere er populære som aldrig før, og den produktive forfatter Viveca Sten er ingen undtagelse. Siden debuten med ”Stille vand” har hun skrevet yderligere tre krimier, der zoomer ind på skærgårdsøen Sandhamn, hvor idyllen brydes af en række brutale mord. Viveca Sten er ingen stilistisk fornyer, men skriver sig med sin moderne femikrimi ind i genrens konventioner. Hun er jurist, og værkerne bærer præg af hendes strukturerede tilrettelæggelse af plottet. Intet overlades til tilfældighederne, og detaljerede miljøbeskrivelser skaber et genkendeligt univers, som især kvindelige læsere kan identificere sig med.

 

135359874

Blå bog

Født: 18. juni 1959 i Stockholm.

Uddannelse: Uddannet jurist ved Stockholms Universitet i 1986.

Debut: I de lugnaste vatten, 2008.

Priser: Ingen oplyst.

Seneste udgivelse: Forsoneren. Alpha, 2023. (Botgöraren, 2023). Oversat af Rikke Toft Kleemann. (Mordene i Åre, 3). Krimi.

Inspiration: Forfatteren Theodor Kallifatides og skuespilleren Harriet Andersson.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Vandet var blankt og mørkt, og vinterens kulde hvilede tungt på overfladen. (…) ”Hjælp mig,” råbte han. ”For guds skyld, hjælp mig.” Rebet, der blev kastet ud til ham, var bundet som en løkke, og nede i det iskolde vand trak han den fumlende over kroppen.”
”Stille nu”, s. 7.

Det er bemærkelsesværdigt, at forfatteren Viveca Sten var 36 år, før hun læste sin første krimi. Og at hun ydermere valgte at blive skønlitterær forfatter, kan måske komme som en overraskelse, for hun har i mange år arbejdet som chefjurist ved Posten Norden. Før hun sprang ud som krimiforfatter, skrev hun juridiske bøger, men begyndte at kede sig med det faglitterære stof og trængte til udfordringer. Det er således ad snørklede omveje, at Viveca Sten fandt frem til forfattergerningen. Med debutromanen ”Stille nu” fra 2008 bevæger hun sig ind på krimisporet. Her følger vi kriminalinspektøren Thomas, der skal opklare en række uforklarlige mord. Han får uventet hjælp af sin barndomsveninde, juristen Nora. Selv siger Viveca Sten om det at skrive kriminalromaner: genren passer til juridiske hjerner, der skal være logik i dem, og man må kunne skabe en rød tråd. Når man skal lave en juridisk analyse, skal man jo også kunne samle alle trådene og nå til en konklusion.” (Karen Syberg: Topjuristen, der kedede sig. Information, 2009-03-16).

28461690

Viveca Stens værker kredser om den svenske skærgårdsø Sandhamn. Et sted, som hun har et personligt forhold til. Hun tilbragte barndommens somre på øen, hvor hendes oldefar købte hus i 1917. At Viveca Sten selv indgående kender tilværelsen på Sandhamn, mærkes i værkerne: Detaljeringsgraden er høj, og ølivet skildres med stor troværdighed. ”Stille vand” blev optakten til en populær krimiserie med Nora og Henrik som gennemgående makkerpar. Selv bor Viveca Sten uden for Stockholm med mand og børn, men om sommeren går turen til hendes elskede Sandhamn, hvor mord, sex og intriger langtfra er hverdagskost. Med epicentrum på Sandhamn skriver Viveca Sten sig ind i en tradition, der sætter lokale steder på landkortet. Selv siger hun om sin særlige tilknytning til skærgården: ”Henning Mankell har jo med ”Wallander” gjort Ystad verdensberømt, og Camilla Läckberg har gjort Fjällbacka kendt. Og så syntes jeg, at Stockholms skærgård fortjente en plads i litteraturhistorien (…) Eftersom jeg kender skærgården og elsker at være her, så syntes jeg, at det var oplagt.” (Jeppe Bangsgaard: Skærgårdens skønhed og skygger. Berlingske Tidende, 2009-03-24).

Stille nu

”Hvorfor kunne hun ikke stille sig tilfreds med det, hun havde? (…) Hun havde jo et lykkeligt ægteskab og nogle skønne unger, og de havde desuden råd til at beholde huset på Sandhamn.
Hvorfor sætte alting på spil? Hvorfor udfordre Henrik i stedet for at lytte til hans tydelige signaler?”
”Stille nu”, side 151.

Viveca Sten har udgivet fire bøger i Sandhamnserien, der har kriminalinspektør Thomas Andreasson og bankjurist Nora Linde i hovedrollerne. Hun beskriver genkendelige hverdagsscener og bruger den svenske skærgård som ramme for sine fortællinger, der forankres i et trygt lokalmiljø. I debutromanen ”I de lugnaste vatten” fra 2008 (”Stille nu”, 2009) får vi fyldige miljøbeskrivelser og detaljerede personkarakteristikker, der er med til at skabe identifikation og genkendelse. Øen Sandhamn spiller i sig selv en central rolle, for på dette sted, der fast bebos af 120 mennesker, udfordres den traditionelle livsstil af udefrakommende gæster – og det går altid hedt for sig i de lyse svenske sommermåneder.

27641067

Som læser kan man let identificere sig med hovedpersonerne, både den underkuede Nora og den indelukkede Thomas, der prøver at lægge et falleret ægteskab bag sig efter datterens traumatiske død. Nora er gift med Henrik, som hun har to drenge med. Hun beskrives som en regelret jurist med styr på tilværelsen. Men da hun får tilbudt en forfremmelse, der indebærer, at familien skal flytte fra Stockholm til Malmø, betragter Henrik hendes ambitioner som selviske.

Nora lever således i skyggen af sin succesrige, men fraværende lægemand. Da der i løbet af sommeren opstår en række uforklarlige mord på Sandhamn, som barndomsvennen Thomas står i spidsen for at opklare, drages hun ind i opklaringsarbejdet og er tæt på selv at blive offer for en skruppelløs morder.

Viveca Stens skrivestil er grundig og præcis, og man mærker tydeligt, at hun kender kriminalromanens genrekonventioner. Den opmærksomme læser kan således aktivt deltage i opklaringen af de bizarre mordgåder, for forfatteren serverer mordgåderne i små brudstykker. Alle oplysninger, der måtte have relevans for Thomas og Noras møjsommelige opklaringsarbejde bliver lagt frem for læseren, der dermed selv kan være med til at samle de fragmenterede oplysninger til meningsgivende fortællinger.