Baggrund

Citat
”Hun vaagner ved en svag ubestemt Lyd, en Lyd hun slet ikke gør sig klar over, fordi den var spundet med ind i hendes Drøm, farvet af Sollyset, der har fyldt Værelset bag hendes lukkede Øjelaag; men Drømmen flygter, med det samme hun slaar Øjnene op, og hun rejser sig op i Sengen og ser sig om og kender slet ikke, hvor hun er og bliver pludselig lysvaagen og hendes Hjerte fyldes af en svulmende Glæde (...)”
”Fagre Ord”, Samlede Værker, s. 46.

Ingeborg Stuckenberg (født Pamperin i 1866) var barn af en velhavende grossererfamilie. Som helt ung studerede hun på tegneskole, men afbrød uddannelsen for at tage på husholdningsskole, da hun som attenårig blev forlovet med forfatteren Viggo Stuckenberg. De blev gift, fik to sønner og boede først i København, sidenhen i Sorgenfri. Parret var nære venner af forfatterne Sophus Claussen og Johannes Jørgensen, som begge var meget inspirerede af Stuckenberg og hendes tanker. Hun deltog i kredsens diskussioner, var overbevist ateist, musikalsk og skrev også selv litteratur.

Hendes ægteskab med Viggo var dog turbulent. Hun var ikke tilfreds med rollen i hjemmet og ønskede selv at skrive og udgive sine tekster. Flere af de værker, som er udgivet i Viggos navn, har litteraturhistorikere, først og fremmest Johannes Brøndum-Nielsen med udgivelsen af ”Fagre Ord – Nyfundne Manuskripter” fra 1962, siden bestemt til primært at være forfattet af Ingeborg Stuckenberg, blandt andre netop romanen ”Fagre Ord”, som handler om et hårdt og klaustrofobisk ægteskab.

I 1893 forlod Stuckenberg for en kort periode Viggo for maleren Albert Gottschalk, men vendte tilbage efter tre måneder. I 1903 immigrerede hun med Hans Dines Madsen til New Zealand, for at begynde et nyt liv med ham. Der var ikke meget arbejde at få i det nye land, og hun var nødsaget til at tage et slidsomt arbejde som køkkendame. I et brev til søsteren Agnes skriver hun: ”Jeg har haft, saalænge jeg blot kunne støtte og humpe og halte mig frem, saadan fjorten Timers Arbejde om Dagen. – Du kan jo sige med Moliere, men ”hvad Fanden vilde du også paa den Galej?” Jeg smiler selv tit ved Tanken om det, for jeg kan selv ikke mere huske, om man fik at vide, hvad han vilde på Galejen. Du kan i alle Tilfælde trøste dig med, at jeg hellere er hvor jeg er, end hjemme og at det er bedst for mig og for dem jeg holder af. Herovre kan jeg gaa ud af Verden uden Staahej, om den ikke passer mig mere. Hjemme havde jeg været et evigt ”memento mori” at se og høre paa.” (Ingeborg Stuckenberg: Private Breve. Ingeborg Stuckenbergs Samlede Værker, s. 168). 

Beskrivelsen af livsvilkårene i New Zealand er håbløs og dyster i ”Korte Breve fra en lang Rejse” og i hendes breve hjem til søsteren. Landets skønhed, de blå bjerge og skovene ydede kun hån til, at det var umuligt for hende blot tilnærmelsesvis at opretholde den levevis, hun havde håbet på, da hun emigrerede. Hans Dines Madsen købte en hjembillet til sig selv og forlod New Zealand. Ingeborg Stuckenberg begik selvmord med et revolverskud i 1904, 38 år gammel.