Delphine de Vigan udgav i 2007 romanen ”No et moi” (”No og mig”, 2010), og den vakte stor opmærksomhed i Frankrig, hvor hun modtog boghandlernes pris, Prix de Libraires i 2008.
Romanens jegfortæller er den 13-årige franske skolepige Lou, der har en IQ på 160 og er rykket to klassetrin op. Fagligt er hun stadig i front, men socialt er hun isoleret – med undtagelse af venskabet med drengen Lucas.
Da Lou får stillet til opgave at lave en præsentation af et emne, vælger hun hjemløshed. Hun opsøger den hjemløse pige No på banegården Gare d’Austerlitz tæt på hendes hjem, hvor hun indgår en aftale om interview til udveksling for kaffe og vodka på banegårdens café. Venskabet og ansvarsfølelsen vokser, og Lou ender med at overbevise sine forældre om, at No kan bo midlertidigt hos dem. No begynder at arbejde på en bar, hvor hun bliver udnyttet af sin chef. Hun svigter sine aftaler og ender med at flytte over til vennen Lucas, hvis forældre er bortrejst – for derefter at forsvinde.
28384602
Alt i Lous liv er præget af stærke følelser. Parallelt med venskabet med No og ønsket om at hjælpe hende ud af hjemløshed opstår en forelskelse mellem Lou og Lucas – og en udvikling i forholdet til forældrene. Siden Lous lillesøster døde vuggedøden, har moren været fjern som følge af en depression. No og hendes midlertidige nærvær vækker følelser til live hos Lous mor, der langsomt vender tilbage til sin familie.
Romans plot er en idealistisk teenager, der oplever den rå virkelighed helt tæt på, og som må sande, at der skal mere end et godt hjerte til at udrydde hjemløshed. Som May Schack skriver i Politiken: ”Svaret er faktisk ret nedslående og deterministisk. En udstrakt hånd er ikke nok. Der skal mere til at vende hjemløsheden, der indbefatter oplevelsen af ikke at have eller kunne finde en plads i verden” (May Schack: Uselvisk handling bliver til nedslående artikel. Politiken, 2010-12-09). Delphine de Vigan skriver om emnet befriende renset for moralske undertoner.