Delphine de Vigan

Delphine de Vigan er født i 1966 i Bologne-Billancourt i Frankrig og bor i dag i Paris. Hun har arbejdet med marketing og skrev sine første to bøger i fritiden. Hendes anden bog, ”No og mig”, gav hende så stort et gennembrud, at hun derefter blev fuldtidsforfatter. ”No og mig” solgte mere end 175.000 eksemplarer alene i Frankrig og er efterfølgende solgt til udgivelse i 17 lande. Romanen blev i 2010 filmatiseret på fransk af instruktøren Zabou Breitman. Delphine de Vigan har selv været manuskriptforfatter på filmene ”Tu seras mon fils” (2011), ”A cup sour” (2014) og ”Les heures souterranies” (2015). Hun bor i Paris, er mor til to voksne børn og danner par med den franske litteraturkritiker og tv-tilrettelægger François Busnel. Hun er hædret med den franske orden Ordre des Arts et des Lettres.

Igennem sit forfatterskab har Delphine de Vigan kredset om det selvbiografiske og litteraturens rolle i dag. Selvom hendes seks udgivelser, hvoraf de fire er oversat til dansk, tager forskellige former og rummer forskellige grader af fiktion, kredser de alle om det selvoplevede. Og som hun lader karakteren L. udtale i sin seneste udgivelse ”Baseret på en sand historie”: ”Forfatteren har ikke brug for at fabrikere marionetdukker, hvor smidige og fascinerende de end måtte være. Han har nok at gøre med sig selv. Han er nødt til ustandselig at se tilbage på det landskab af sårede følelser, han har måttet passere igennem for at overleve.” (s. 124).

Delphine de Vigan udgav i 2007 romanen ”No et moi” (”No og mig”, 2010), og den vakte stor opmærksomhed i Frankrig, hvor hun modtog boghandlernes pris, Prix de Libraires i 2008.

Romanens jegfortæller er den 13-årige franske skolepige Lou, der har en IQ på 160 og er rykket to klassetrin op. Fagligt er hun stadig i front, men socialt er hun isoleret – med undtagelse af venskabet med drengen Lucas.

Da Lou får stillet til opgave at lave en præsentation af et emne, vælger hun hjemløshed. Hun opsøger den hjemløse pige No på banegården Gare d’Austerlitz tæt på hendes hjem, hvor hun indgår en aftale om interview til udveksling for kaffe og vodka på banegårdens café. Venskabet og ansvarsfølelsen vokser, og Lou ender med at overbevise sine forældre om, at No kan bo midlertidigt hos dem. No begynder at arbejde på en bar, hvor hun bliver udnyttet af sin chef. Hun svigter sine aftaler og ender med at flytte over til vennen Lucas, hvis forældre er bortrejst – for derefter at forsvinde.

28384602

Alt i Lous liv er præget af stærke følelser. Parallelt med venskabet med No og ønsket om at hjælpe hende ud af hjemløshed opstår en forelskelse mellem Lou og Lucas – og en udvikling i forholdet til forældrene. Siden Lous lillesøster døde vuggedøden, har moren været fjern som følge af en depression. No og hendes midlertidige nærvær vækker følelser til live hos Lous mor, der langsomt vender tilbage til sin familie.

Romans plot er en idealistisk teenager, der oplever den rå virkelighed helt tæt på, og som må sande, at der skal mere end et godt hjerte til at udrydde hjemløshed. Som May Schack skriver i Politiken: ”Svaret er faktisk ret nedslående og deterministisk. En udstrakt hånd er ikke nok. Der skal mere til at vende hjemløsheden, der indbefatter oplevelsen af ikke at have eller kunne finde en plads i verden” (May Schack: Uselvisk handling bliver til nedslående artikel. Politiken, 2010-12-09). Delphine de Vigan skriver om emnet befriende renset for moralske undertoner.