Mats Wahl - en alsidig svensk forfatter

Mats Wahl, en af Sveriges mest læste børne- og ungdomsbogsforfattere, blev født på Gotland i 1945. Barndommen var næppe ideel lykke, idet faren forlod hjemmet, da Mats var helt lille. Og da moren arbejdede hårdt i Visby - og i øvrigt indgik et nyt ægteskab - voksede han op hos sin mormor og morfar i Slite på den anden side af Gotland.

Dertil kom, at Mats ofte var syg som lille. Således måtte han på grund af en hjertefejl blive i sengen i perioder, som han dog udnyttede til at læse utallige bøger, bl.a. Blytons De Fem-bøger, "Huckleberry Finn" og "Greven af Monte Cristo". Da han var 12 år, flyttede Mats med sin mor, hendes nye mand og en nyfødt lillebror til Stockholm.

I juli 1961 besluttede den 16-årige Mats sig til at blive forfatter. Anledningen var avisernes omtale af den verdensberømte og stærkt alkoholiserede amerikanske forfatter Ernest Hemingway, der netop havde begået selvmord ved at skyde hovedet af sig selv med et jagtgevær. Mats blev nysgerrig efter at vide, hvem Hemingway var. Han læste først "Farvel til våbnene" og i løbet af kort tid den resterende del af forfatterskabet. Mats var især fascineret af Hemingways enkle og stramme sprog.

"Det var første gang, jeg forstod, hvad stil var", har han sagt.

Mats købte en brugt skrivemaskine og skrev en række noveller, hvor han forsøgte at imitere Hemingways stil.

Efter realeksamen kom Mats i gymnasiet, som han dog ikke fuldførte. Siden blev han optaget på dispensation på universitetet, hvor han studerede pædagogik, socialantropologi og litteraturhistorie - uden at få nogen afsluttende eksamen.

Herefter var han 9-10 år speciallærer på observationsskoler for samspilsramte unge. Kendskabet til disse vanskelige unges vilkår, mentalitet og adfærd udnyttes eminent i fx Lille Marie.