Dragerne over Helsingfors

Citat
”Det er en tone han leder efter. For det er sådan vi er, alle sammen; hele livet leder vi efter en tone vi har hørt engang. … Den kan klinge som den forårsaften hvor man pludselig, som ved en indskydelse, holdt op med at sjippe og lagde hovedet bagover og så en himmel så dybt turkis at man blev helt ør. … Tonen som vi leder efter kan ligge gemt alle mulige steder. Det er derfor den er så fortvivlende svær at genfinde.”

”Dragerne over Helsingfors”, s. 574.

Kjell Westös gennembrudsroman Drakarna över Helsingfors”, 1996/2017 (Dragerne over Helsingfors, 2018) er den første roman i Westös kvartet af romaner, der skildrer Helsingfors og dets mennesker op igennem det 20. århundrede. I ”Dragerne over Helsingfors” tegnes et portræt af familien Bexar i den svensktalende øvre middelklasse i tiden efter Anden Verdenskrig og op til 1990’erne – en tid, hvor drømme som drager i alskens farver fløjt højt til himmels, men som også i mange tilfælde styrtede til jorden igen.

Henrik Bexar arbejder op igennem 1960’erne og 1970’erne til sent om aftenen for at få succes som direktør i forskellige virksomheder og er en fraværende far for sine tre børn Dani, Marina og Riku. Børnene får en tryg og privilegeret opvækst, men deres livsbaner tager forskellige drejninger. Den ældste, Dani, sidder hele sit voksenliv fast i sin hippieungdoms drømme og melankoli, mens lillebroren Riku rider med på 80’ernes yuppie-bølge af forretningsspekulationer og finansiel succes. Søsteren Marina iagttager skeptisk sine barndomskammeraters mani fra sidelinjen i et kedeligt ægteskab med en selvoptaget kunstelsker.

55096139

Ligesom i Kjell Westös andre romaner skifter fortællerens udgangspunkt. Dele af romanen berettes i 3. person og andre i 1. person, mens synsvinklen skifter mellem Henrik Bexar, Riku (bogens egentlige hovedperson) og hans søster Marina. Anden del af bogen indledes med Marinas ord ”Mig? Hvorfor mig? Hvad kan jeg fortælle?” (s. 243), som om hun besvarer en henvendelse fra en implicit forfatter, der svinger taktstokken og opfordrer hende til at fortælle.

Fortællingens udspring er med andre ord ikke forankret i en bestemt person eller en bestemt struktur, men er netop urolig og springende i dens form uden at finde hvile. På mange måder indfanger stilen dermed den eksistentielle tilstand, som bogens hovedpersoner befinder sig i ved slutningen af fortællingen, hvor de hver især og sammen forsøger at finde en mening eller sammenhæng i deres liv. Dette grundtema i både stil og tematik antydes allerede på første side: ”Vi kan ikke have andre guder end os selv. Og vi ved ikke længere hvor historierne begynder.” (s. 15).